
Brøndby-info til AGF-fans: Sikkerheden er øget
Godt 1000 hviie tilhængere forventes på plads på Brøndby Stadion, når 24. spillerunde afvikles mellem BIF og AGF mandag aften. Her er praktisk info forud for opgøret på Blæstegnen.
Senest AGF var på udebanetur i Brøndby gik det ikke vores vej, da det blev til et pokalexit, men tiderne skifter, og nu er det ligaen, der er i fokus. Her her AGF ikke tabt til Brøndby siden 2023, og den tendens skal gerne fortsætte mandag aften.
Brøndby står klar med lidt godt til ganen og en tæt atmosfære – så er det op til Den Hvide Fodboldhær at præge stemningen med den aarhusianske røst.
Forud for mandagskampen har hjemmeholdet installeret nye såkaldte turnstiles ved indgangen til Fanzonen, som er de første af sin slags på et dansk fodboldstadion. De skal være med til at øge sikkerheden på kampdage. De er dog endnu ikke installeret på udebaneafsnittet, så det kommer ikke til at påvirke AGF-tilhængerne i første omgang.
– Formålet med indførelsen af de nye turnstiles er at styrke sikkerheden i forbindelse med adgang til stadion og samtidig sikre en mere struktureret og korrekt adgangsproces. De nye turnstiles skal ligeledes medvirke til at forhindre såkaldt gatecrashing – forsøg på at forcere eller omgå indgangen uden gyldig billet – samt understøtte anvendelsen af ansigtsgenkendelsesteknologi til identifikation af personer med karantæne, siger Ronnie Kesby, Sikkerhedschef i Brøndby IF til klubbens hjemmeside.

Transport og parkering
Der er som altid styr på sagerne, når AGF Fanclub Aarhus og Samlet for Aarhus arrangerer busture til udekampene – og Brøndby er selvfølgelig ingen undtagelse. Her er det bare at hoppe på bussen og nyde turen mod fjendeland. Simpelt.
Men for jer, der tager turen i bil eller på gåben, er der heldigvis også fine muligheder for at komme frem og finde en p-plads tæt på stadion.
Over 2.500 gratis parkeringspladser ligger i nærområdet – her findes pladser øst for Sydgårdsvej og nord for Park Allé ved Brøndby Rådhus.
Adressen til Brøndby Stadion er: Brøndby Stadion 30, 2605 Brøndby.
Tjek kortet nedenfor for at se, hvor du kan parkere.

Vælger du at benytte offentlig transport til turen mod Brøndby Stadion, kan du fra Glostrup Station og Brøndbyøster Station tage busserne 13, 130, 166 og 500S, fra hvilke du kan stå af ved Gilhøj Centeret, som ligger lige ved indgangen til stadionområdet nordfra.
Billetter og bajere
Udebaneafsnittet er placeret ved indgang G – altså den modsatte ende af Sydsiden, og afsnittet kaldes Stavnskær Elektrik-tribunen.
– Selvom du ikke holder med Brøndby IF, vil vi gerne give dig og dine medfans den bedste oplevelse på vores stadion og samtidig give jer muligheder for at støtte jeres hold. Hele området omkring udebaneafsnittet er i 2017 blevet optimeret. Området uden for stadion er blevet asfalteret og indhegnet, så det skaber en udebanesektor, hvor fans af henholdsvis hjemme- og udehold bliver 100 % adskilt, skriver BIF på klubbens hjemmeside.

Når man først er kommet ind på stadion skal depoterne selvfølgelig fyldes, og her er følgende til rådighed i boderne:
1 pilsner: 55 kr. både alm pilsner og Tuborg classic.
6 pilsnere: 280 kr. både alm pilsner og Tuborg classic.
Carlsberg Nordic: 30 kr.
1 sodavand: 35 kr.
Frankfurter m. brød: 40 kr.
Sandwich: 45 kr.
Popcorn: 35 kr.
Derudover vil der også være forskellige typer slik på menuen.
Kampen mellem BIF og AGF spilles mandag den 7. april klokken 19.
Flere AGF Nyheder
-
Brandhof om skifte: – Jeg rejser videre med gode minder
-
Brandhof skifter til Horsens
-
Lyden AGF: Modepoliti, opstartsprogram og rygtebørs
-
Hansa Rostocks sportsdirektør om Haugen-forhandlinger: Ambitioner om en permanent aftale
-
AC Horsens har snøren ude efter Brandhof
-
Den brasilianske AGF-fan: – Jeg blev forelsket i klubben, fansene, byen… og Bundu!
-
Deltag i giveaway og vind Adam Daghims CL-trøje
-
Marketingdirektør om ny trøje: – Vores drøm var at lave en trøje, som er endnu mere brugbar i hverdagen
-
AGF’s opstartsprogram sommeren 2025
-
Flere billeder af ny hjemmebanetrøje: Tidsånd og klubbens DNA i fokus