Skip to main content


Foto: Hjørringgaard Photo

Brøndby IF – AGF: Tre skønne point på Vestegnen



Med en storsejr i bagagen var AGF søndag eftermiddag på besøg i Brøndby, hvor der skulle bygges videre på de gode takter.

Fire point i tre kampe er det blevet til for AGF, der på trods af et svært kampprogram har leveret en fornuftig sæsonstart, som i virkeligheden godt kunne have kastet flere point af sig. Søndag eftermiddag var der så endnu en svær kamp på programmet, da Brøndby skulle besejres på udebane.

To ændringer havde Rösler foretaget sig til kampen i forhold til seneste spillerunde, idet Brandhof og Jensen Abbew var gledet ud af startelleveren til fordel for Eric Kahl og Nicolai Poulsen. Sidstnævnte har misset de seneste to kampe med en mindre skade, men var altså tilbage i startopstillingen mod Brøndby IF.

Kampens forløb

Blot to minutter inde i kampen fik Mikael Anderson tilkæmpet sig et frispark, som Beijmo kunne sende ind i panden på Dalsgaard. Desværre et hovestød uden den store præcision. Det var et AGF-mandskab, der endnu en gang var klar fra start med højintense løb og flere giftige indlæg. Efter et kvarters spil opstod AGF’ernes første rigtige mulighed, da bolden noget tilfældigt dumpede ned for fødderne af Patrick Mortensen. Afslutningen blev dog ikke til mere end et hjørnespark.

Gift Links og Tobias Bech på Brøndby Stadion.
Foto: Hjørringgaard Photo

På trods af den gode start til AGF kom Brøndby bedre med i spillet, som første halvleg skred frem. Efter en halv times spil blev Brøndby første gang farlige og var af to omgange tæt på at bringe sig foran i kampen. Kampbilledet blev en intens og jævnbyrdig første halvleg, hvor de to mandskaber kæmpede om at få overtaget på midtbanen. Det resulterede i en første halvleg uden de store åbne chancer.

2. halvleg

Ligesom i første halvleg kom AGF også stærkt ud til anden halvleg. Fem minutter inde i anden halvleg skulle Mikael Anderson have headet AGF på 1-0, men en flot redning af Brøndby keeperen sendte hovedstødet til hjørnespark. Men ligesom i første halvleg fik Brøndby mere og mere af overtaget i kampen, og Jesper Hansen måtte diske op med en fornem redning for at holde Brøndby fra at score.

Jesper Hansen på Brøndby Stadion.
Foto: Hjørringgaard Photo

Efter en periode, hvor Brøndby havde sat sig på spillet skiftede momentum efter en dobbeltudskiftning af Uwe Rösler. Andersen og Brandhof kom på banen i stedet for Links og Beijmo. Kampen ændrede karakter, og AGF satte sig på bolden og blev kun farligere. Først et giftigt indlæg fra Henrik Dalsgaard, der var tæt på at ramme Patrick Mortensen i feltet. Heldigvis fik AGF anføreren chancen igen, da han små fem minutter senere kunne heade et flot sparket hjørnespark fra Mikael Anderson i kassen. 1-0 til De Hviie!

Kampens sidste kvarter skulle AGF forsvare den smalle føring til en sejr. Det klarede AGF-forsvaret i samarbejde med Jesper Hansen til perfektion, og det lykkedes Byens Hold at hive tre vigtige point med hjem fra Vestegnen. Det er i øvrigt første gang i Superligaens historie, at AGF vinder to gange i træk på Brøndby Stadion!

Hvad vi lærte

Henrik Dalsgaard har vist sig at være et fornuftig handel for AGF. Den rutinerede forsvarsspiller er sikker i sine indgreb og skaber tryghed i bagkæden. Godt handlet, Bjørnebye.

Dødbolde og indlæg er fortsat en vigtig ingrediens, når der skal sikres tre point. Så længe Patrick Mortensen løber rundt i angrebet for AGF, skal der ikke meget mere end et godt indlæg til, før AGF bliver farligere. Det var også opskriften mod Brøndby IF.

Kampfakta:

Spillested: Brøndby Stadion 30, 2605 Brøndby.

Tilskuertal: 22.974

Resultat: 0-1

71: Patrick Mortensen

Gult kort: Sean Klaiber (BIF), Jacob Rasmussen (BIF).

Opstillinger:

Brøndby IF (3-5-2): Pentz – Klaiber, Lauritsen, Rasmussen – Sebulonsen, Nartey, Radosevic (83: Schwartau), Greve (64: Wass), Bischoff (72: Divkovic) – Suzuki (83: Yeboah), Bundgaard (46: Kvistgaarden).

AGF (3-5-2): Hansen – Kahl (79: Jensen-Abbew), Tingager, Dalsgaard – Links (61: Brandhof), Madsen (89: Callø), Poulsen (79: Bach), Anderson, Beijmo (61: Andersen) – Bech, Mortensen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle