Brøndby IF – AGF: Spillerkarakterer og MOTM



Mandag aften var AGF på besøg i Brøndby. En kamp der bød på to vidt forskellige halvlege og en pointdeler med de blå-gule.

AGF kom sløjt fra start i Brøndby. Allerede efter otte minutter kunne Bailey Peacock-Farrell hente bolden ud af eget net, og det var ikke meget, vi så til AGF i en chancefattig første halvleg domineret af Brøndby.

Det var til gengæld et forvandlet hold, der kom ud til anden halvleg. AGF lagde pres på Brøndby og det blev belønnet med flere store chancer og en scoring til holdets anfører Patrick Mortensen. 1-1 blev også slutresultatet, og AGF bevarer afstanden ned til Lyngby BK på Superligaens syvendeplads.

I facebookgruppen “KSDH Gruppen for AGF Fans” er Bailey Peacock-Farrell (63 %) blevet kåret til Man of the Match. Andenpladsen indtager Frederik Tingager med 21 %, mens unge Jacob Andersen får 4 %.

Bailey Peacock-Farrell for AGF på Ceres Park.
Foto: Matti Kronborg

AGF-spillernes karakterer mod Brøndby IF

Herunder finder du redaktionens karakterer til AGF-spillerne i opgøret mellem AGF og Brøndby IF. Vi benytter skalaen 1-5 i vores bedømmelse. Se uddybning af karakterskala nederst.

Bailey Peacock Farrell
Karakter: 4
Den nordirske landsholdsmålmand havde sit at se til i første halvleg. Flere gange måtte han diske op med imponerende redninger. Desværre var det ikke nok til at holde Brøndby fra en scoring. Et mål hvor lejesvenden er uden chance. I anden halvleg havde Peacock-Farrell ikke lige så travlt, men det der kom hans vej, håndterede han sikkert og uden slinger i valsen. 

Tobias Mølgaard
Karakter: 3
Tobias Mølgaard er utrættelig, men han havde det svært i første halvleg, hvor han tabte flere af sine dueller. I anden halvleg fandt han stille og rolig fodfæste i kampen. Energiniveauet var som altid højt.

Frederik Tingager
Karakter: 4
Endnu en solid præstation fra forsvarsklippen, da han først fik spillet sig varm. I første halvleg havde han det svært og havde nær lavet selvmål, hvis det ikke var for hans nordirske kollega i målet. I anden halvleg var indsatsen utrolig sikker, og Tingager viste, hvem der bestemmer i AGF-forsvaret. Ohi Omoijuanfo var fuldstændig usynlig i den time, han var på banen, og det var primært Frederik Tingagers fortjeneste. 

Felix Beijmo
Karakter: 3
Synd, at svenskeren ikke får lov at spille på sin foretrukne wingback-position. På trods af, at Beijmo mandag aften vikarierede i midterforsvaret havde han sidste fod på AGF’s største chance i kampen. En chance han bare ikke må brænde. Det var også Beijmo der endnu en gang kunne assistere anfører Mortensen til 1-1 scoringen. En lækker pasning fra svenskerens fod.  

Gift Links
Karakter: 3
Gift Links spillede mandag aften hele kampen. Et sjældent syn for den sydafrikanske wingback, der ikke gjorde meget væsen af sig i første halvleg. I anden halvleg trådte han, ligesom resten af holdet, mere i karakter. Det hjalp da også, at Links i pausen blev rykket over i den anden side af banen. Højdepunktet blev en flot aflevering i dybden til Felix Beijmo, der ikke kunne få sparket bolden forbi Patrick Pentz i Brøndby-målet. 

Nicolai Poulsen
Karakter: 3
Det var et utroligt passivt AGF-mandskab, der mandag aften stillede til start. Nicolai Poulsen var dog en af de få, der kunne være sin indsats bekendt i første halvleg. Han var her der og alle vegne, viste noget gå på mod og vilje. Det mest imponerende var dog, at han slap for et gult kort. 

Magnus Knudsen
Karakter: 3
I første halvleg var AGF’s centrale midtbane flere gange i store problemer. De blev overløbet og stod utrolig dybt i banen. I anden halvleg diskede nordmanden op med en stor arbejdsindsats. Han var med til at sætte Brøndby under hårdt pres fra anden halvlegs start og havde flere gode løb frem i banen.  Spiller generelt en god anden halvleg. Kunne potentielt have givet AGF sejren, da han i overtiden står helt fri i Brøndby-feltet og bare skal heade den i mål, men ikke noget han skal klandres for. 

Eric Kahl
Karakter: 2↓
Eric Kahl kom aldrig rigtig med i kampen og blev tilmed også flået ud i pausen. Det var der god grund til. Han gav Brøndby-spillerne alt for meget plads til at slå indlæg, og alt for ofte kunne Brøndby slå en bold ned bagved Eric Kahl. 

Mikael Anderson
Karakter: 3
Usynlig i første halvleg og meget passiv i sit presspil. Blev lukket godt ned inden pausen. Han kom godt ud efter pausen og viste mere af det, vi kender ham for og blev en udfordring for Brøndby-forsvaret, men ikke nogen stor kamp af islændingen, som måtte udgå med en hovedskade.

Tobias Bech
Karakter: 2
Han havde to forkølede afslutninger i første halvleg, men mere så vi ellers ikke til formstærke Tobias Bech, der var usynlig det meste af kampen. Der var ellers flere gode omstillinger med potentiale til scoringer i første halvleg. Desværre manglede de slutprodukt. 

Patrick Mortensen
Karakter: 3
De fleste af AGF’s chancer i kampen kom på omstillinger. Ikke Patrick Mortensens spidskompetence, og det var derfor heller ikke meget, vi så til anføreren, før han scorede udligningsmålet. Til gengæld en super kasse fra Patrick Mortensen, der placerede sig flot i Brøndby feltet og fastholder sin position som topscorer for De Hviie. 

Indskiftere:

Jacob Andersen (Ind: 45)
Karakter: 3
Den unge mand er en fornøjelse at se på banen. Han viser fed energi og havde flere gode defensive aktioner, hvor han viste den fysik, han er udstyret med. En anden type end Kahl og Links, der mandag aften gjorde sig fortjent til mere spilletid.

Peter Bjur (Ind: 86)
Karakter: UB
Kom på banen til allersidst, efter Mikael Anderson måtte udgå med en hovedskade. Nåede ikke at sætte sit aftryk på kampen.

Tobias Anker (Ind: 90)
Karakter: UB
Kom ind til sidst for at sikre det ene point.

Mathias Sauer (Ind: 90+4)
Karakter: UB
Nåede ikke at gøre sig bemærket.

Trænerkarakter:

Uwe Rösler
Karakter: 3
Man gad godt have været fluen på væggen i omklædningsrummet mandag aften. For det var et helt andet hold, Uwe Rösler sendte ud til anden halvleg. Ærgerligt, at der skal gå en halvleg, før AGF-mandskabet vågner op. Den tyske cheftræner skiftede i pausen den unge Jacob Andersen på banen. Endelig, har man lyst til at sige, for sikke en passion og kampgejst den unge mand udviser.

Karakterskala

1. Den elendige præstation – Uacceptabelt, sløjt niveau, hvor intet fungerede.

2. Den utilstrækkelige præstation – Fik sat enkelte gode ting sammen, men spillede generelt en dårlig kamp. Ikke godkendt.

3. Godkendt uden at imponere – En kamp på det jævne, med både positive og negative ting at sige om præstationen.

4. Den gode præstation – En flot kamp, hvor spillerens kerneopgaver blev løst med få fejl og mangler.

5. Den fremragende præstation – Sublim kamp, hvor spilleren stort set ikke satte en fod forkert.

© KSDH.dk. Alle rettigheder forbeholdes.