
Brøndby IF – AGF optakt: Kan De Hviie gøre det igen?
Brøndby IF har stort fokus på deres Europa-kampe for tiden, hvilket kan blive AGF’s fordel, når arvefjenderne brager sammen på Brøndby Stadion søndag eftermiddag.
Kampfakta: Brøndby IF vs. AGF
Spilletidspunkt: Søndag den 11. august kl. 16
Spillested: Brøndby Stadion 30, 2605 Brøndby.
Dommer: Jacob Karlsen (Linjedommere: Deniz Yurdakul og Jan Johansen)
VAR dommer: Jakob Alexander Sundberg (AVAR: Kasper Madsen)
Følg kampen her: X: @KSDH_AGF samt på TV: TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.
Hashtags: #bifagf #sldk #ultratwitteragf #ksdh
Endnu et arvefjendeopgør venter søndag eftermiddag, hvor AGF skal fortsætte de positive takter fra de første spillerunder, mens Brøndby vil forsøge at holde fokus og momentum mellem to vigtige Conference League-kvalifikationskampe. Det bliver som altid dramatisk og intenst på- og uden for banen – lad os håbe på en bedre oplevelse uden for stadion, end sidst Den Hvide Fodboldhær besøgte Vestegnen.

Indbyrdes kampe
Seneste sæson fik en sportslig fantastisk afslutning, da AGF ødelagde Brøndbys gulddrømme i sidste spillerunde ved at vinde 3-2, men efterspillet blev knapt så kønt, da en gruppe hooligans angreb AGF-tilhængerne efter opgøret.
Nu står de arvefjenderne over for hinanden igen – til endnu en kamp mellem to af landets største klubber – og endnu et vigtigt slag på vejen mod en mulig medaljekamp.
Dramatik og mål har der været masser af i de seneste indbyrdes kampe.
Bronzekampen på Ceres Park i 2023, hvor AGF kæmpede sig tilbage efter at have været nede 0-3. 0-7 mareridtet i 2016. Mogens Kroghs hovedstød i 1996. Og så altså 3-2 sejren for nyligt på Vestegnen. Derudover har holdene også krydset klinger flere gange i pokalturneringen – senest i 2023, hvor Brøndby blev sendt ud af turneringens kvartfinaler med et samlet 3-2 nederlag.
I alt har holdene mødt hinanden 96 gange i Superligaen, hvoraf 23 er vundet, 24 spillet uafgjort og 49 er endt med Brøndby-sejr.
Der er i gennemsnit scoret 2,8 mål i disse indbyrdes kampe, og vi skal helt tilbage til 2020 for at finde den seneste målløse kamp, så vi kan med stor sandsynlighed forvente scoringer søndag eftermiddag.
Status på AGF
Åh hvor var det dog skønt at se en storsejr på Ceres Park, og hvor er det dog herligt at være vidne til en sprudlende spillestil i AGF.
Ja, det er ikke noget, vi er vant til i Aarhus, det vi ser for tiden, men positivt er det: Uwe Röslers 3-5-2 formation får Mads Emil Madsen, Tobias Bech, Gift Links og Mikael Anderson til at sprudle, mens defensiven står ganske stærkt med rutinerede Dalsgaard og Tingager i solidt samarbejde. Tredjehjulet AJ har dog døjet lidt med tingene, mens Eric Kahl har leveret stabilt, og forud for kampen på Vestegnen står cheftræneren nu med overvejelser, omkring om han skal starte med en firebackkæde med Kahl – Tingager -Dalsgaard – Beijmo, eller om tremandsforsvaret skal fortsætte derudad.
Jonas Jensen-Abbew faldt om med et hedeslag i seneste spillerunde, men er meldt klar igen, så dette bør ikke være årsagen til en eventuel formationsændring.

Derudover er Nicolai Poulsen tilbage på træningsbanen, mens Tobias Anker også er ved at være klar igen efter sine ryg/hofteproblemer. Til gengæld udgik Michael Akoto med et vrid i knæet mod Sønderjyske, hvilket holder tyskeren ude af Brøndby-opgøret, ligesom Kevin Yakob, Mikkel Duelund og Tobias Mølgaard fortsat er at finde på skadeslisten.
Uanset hvad, må det forventes, at De Hviie kommer ind til kampen med samme spillelyst og aggressivitet, som vi har set i de tre første spillerunder – Rösler vil i hvert fald fremad i denne sæson, og han har allerede meldt ud, at han håber at kunne fastholde det positive momentum.
Status på Brøndby IF
Brøndby står overfor to yderst vigtige kampe i forsøget på at komme i Conference League-gruppespillet, og det kan blive AGF’s fordel søndag eftermiddag.
Efter en dramatisk 3-3-åbner mod Viborg FF har de gul-blå taget favoritsejrene mod Vejle og Lyngby med en tempofyldt spillestil, hvor den offensive trio bestående af Bundgaard, Kvistgaarden og Suzuki har drevet godt gæk med modstanderne.
Samtidig har unge folk som Clement Bischoff og Noah Nartey taget ansvar og leveret flot, hvilket har gjort afsavnet af Sean Klaiber, Marko Divkovic, Nicolai Vallys og Kevin Mensah noget mindre for Jesper Sørensen og hans stab.

Nu er det store spørgsmål midlertidigt, om brøndbyerne kan løse den opgave, at gå all in på europæisk fodbold mod Legia Warszawa to torsdage i træk uden at forklejne en 4. runde Superligakamp mod AGF.
Rotation bliver i hvert fald nødvendig, for selvom det danske arvefjendeopgør har stor betydning, så vægter de europæiske drømme trods alt tungere – også i lønningsposerne – hvilket må blive til fordel for AGF søndag eftermiddag.
Dem skal vi holde øje med
AGF:
Patrick Mortensen har scoret 10 mål for AGF mod Brøndby i 20 kampe, siden ankomsten til Aarhus i 2019, og selvom han af ren og skær barmhjertighed valgte at undlade en jubelscene efter sit vindermål i sæsonafslutningen i maj, så må han betragtes som en mand, der ved hvor målet står på Vestegnen.

Derudover må man jo sige, at Tobias Bech og Mads Emil Madsen er i storform. De trives i 3-5-2-formationen, hvor Madsen har en mere fri rolle, som giver ham plads til at skabe masser af magi på midten, mens Tobias Bech bare har god selvtillid i støvlerne og kan afslutte fra alle vinkler for tiden. Lad blot de positive takter fortsætte.
Brøndby IF:
Trioen oppe foran i Brøndby ser giftig ud. Bundgaard, Kvistgaarden og Suzuki udgør en dynamisk, energisk og hurtig offensiv, som kan drille alle Superligadefensiver, og målene kan komme fra flere steder, hvilket gør det svært at dæmme op for. En vigtig opgave venter for AGF-forsvaret, og enten Brandhof eller Poulsen får en umådeligt vigtig rolle i at lukke de vigtige huller på midten.
Karantæner og skader
Karantæner:
AGF: Ingen.
Brøndby IF: Ingen.
Skader:
AGF: Kevin Yakob, Mikkel Duelund, Tobias Mølgaard, Michael Akoto.
Brøndby IF: Sean Klaiber, Marko Divkovic, Nicolai Vallys og Kevin Mensah.
Bud på startopstillinger:
Brøndby IF (3-4-3):Pentz – Alves, Lauritsen, Rasmussen – Sebulonsen, Wass, Greve, Bischoff – Bundgaard, Schwartau, Suzuki.
AGF (3-5-2): Hansen – Dalsgaard, Tingager, Jensen-Abbew – Beijmo, Madsen, Poulsen, Anderson, Links – Bech, Mortensen.
Flere AGF Nyheder
-
Analyse: Rasmus Carstensen bringer fremadrettet forsvarsspil til Fredensvang
-
Alt om opgraderingerne på Ceres Park Vejlby: Ny tribune, bedre fanforhold og lidt billetændringer
-
Transfers og træningskampe: Hvor klar er AGF egentlig til sæsonstart?
-
Aksel Halsgaard udlejes på ny
-
Carstensen om skifte: – AGF præsenterede mig for en spændende plan
-
Officielt: Rasmus Carstensen er ny mand i AGF
-
Han blev i Aarhus for at kæmpe sig tilbage – nu er Gift Links på banen igen
-
AGF – OB: Tæt tester endte uden scoringer
-
AGF hylder aarhusiansk fodbold: Klubtrøjer fra lokale hold kan nu købes i fanshoppen
-
“Vi maler byen hvii!” – DecoFarver bliver en del af KSDH.dk’s partnerklub