Børnene stillede spørgsmålene, da AGF afholdt børnepressemøde
Mandag den 9. februar stod i børnenes tegn, da AGF havde inviteret til Børnepressemøde. En mulighed for at give de små AGF-fans en stor oplevelse og få lov til at interviewe fem professionelle AGF-spillere på Fredensvang. Her sad Nicolai Poulsen, Frederik Tingager, Jacob Andersen, Signe Baatrup og Signe Holt Andersen nemlig klar til at svare på spørgsmål fra de spændte børn.
Forventningsglæden var i den grad til at tage og føle på, da børnene ankom til mandagens arrangement. AGF holdt nemlig for tredje gang Børnepressemøde. En tradition startet tilbage i 2024. Denne gang afholdt på AGF´s nye akademi, og hvem ved måske den næste akademispiller sad på en af stolene klar til at interviewe sit idol.
Det gav også børnene mulighed for at se, hvilken hverdag de unge AGF-spillere har, og hvad de har til rådighed. Ikke mindst et fitness, som selv en, der træner i SATS ville blive imponeret af.

Spænding, pressekort og god stemning
Da børnene ankom, modtog de et pressekort og en fodbold med klubbens logo på, så de var klar til at møde spillerne. En flot gestus fra klubbens side, der tydeligvis også havde glædet sig til at få besøg af de mange glade børn. Der var også sørget for forplejning i form af Faxe Kondi i de nye smagsvarianter “Eksotisk” og “Lemonade”, mens forældrene kunne nyde en kop kaffe og følge med fra sidelinjen.
Oprindeligt var det egentlig Tobias Bech, Stefen Tchamche og Markus Solbakken, der var annonceret til pressemødet, men da AGF’s forårspremiere i Superligaen blev rykket til samme dag, måtte klubben tænke kreativt. I stedet deltog Nicolai Poulsen, Frederik Tingager og Jacob Andersen, som alle sad over i mandagens kamp.

Hvem er hurtigst?
En af fordelene ved, at det var børnene, der havde mikrofonen, er, at de stillede nogle anderledes spørgsmål, end dem man er vant til. En frisk ung pige spurgte, hvor hurtigt spillerne mon kunne løbe?
– Hurtigere end Nicolai Poulsen i hvert fald. Jeg er nok målt til cirka 34 km/t som min topfart, fortæller Frederik Tingager.
Nicolai Poulsens topfart ligger på 31 km/t så langsommere end Tingager, men stadig hurtigere end en lovlig knallert, som han selv pointerede overfor børnene. En bemærkning, der tydeligt faldt i god jord hos den unge børnepresse.
Signe Holt Andersen ligger på omkring 29 km/t, mens Signe Baatrup netop er hurtigere med en topfart på 30 km/t. Jacob Andersen, der aktuelt er på vej tilbage fra en korsbåndsskade, fortalte, at hans topfart efter skaden er blevet målt til cirka 36 km/t.
– Det er noget, vi bliver testet meget i. Hvor langt vi kan løbe, og hvor hurtigt. Der er enormt meget data i fodbold, forklarede Frederik Tingager.
Et andet spørgsmål fra en nysgerrig dreng lød: Hvad er jeres yndlingsdyr?”
Efter lidt betænkningstid fra Frederik Tingager kom han frem til, at det nok er en løve, på grund af en tur i Knuthenborg Safari Park. Jacob Andersen og Nicolai Poulsens favoritdyr er hunde, mens Signe Holt Andersen er vild med delfiner, og Signe Baatrup gik Aros-vejen og sagde en isbjørn.
Og på den måde blev man lidt klogere på nogle spørgsmål, som spillerne helt sikkert ikke er vant til at svare på.

Madindtaget før kamp
Snakken faldt også på spillernes madvaner og omkring, hvilke rutiner de har før en kamp.
Børnene fandt blandt andet ud af, at Frederik Tingagers livret er pasta carbonara, mens Nicolai Poulsen foretrækker en hjemmelavet burger, hvilket også var Sofie Baatrups livret.
Jacob Andersen er mest til sushi i byen, mens Signe Holt Andersens livret er hjemmelavet fladbrød med haydari. Som professionel fodboldspiller er der dog både fordele og ulemper ved maden. Man kan ikke bare spise, hvad man vil. Frederik Tingager blev af tovholder Søren Højlund Carlsen (Head of Content) spurgt, om det var klogt at spise pasta carbonara fire timer før en kamp?
– Det er nok ikke lige det smarteste, lød det med et smil fra Frederik Tingager
Derefter falder snakken på, om spillerne har nogle specifikke ritualer, før de skal spille en kamp?
– Jeg kan godt lide at finde noget ro inden kampen. Lige sætte mig for mig selv, jeg vil gerne høre lidt musik og komme ned i gear fortæller Jacob Andersen. Det kommer samtidig også frem, at Jacob Andersen helt klart er den spiller, der bruger mest tid foran spejlet før en kamp, hvilket ikke overraskede mange udover en enkelt, der troede, det var Nicolai Poulsen.
Nicolai Poulsen har ikke som sådan et ritual før en kamp. Men det har han så til gengæld, når det gælder dagen før en kamp.
– Jeg synes faktisk ikke, jeg har så meget inden kampen, men dagen inden kamp vil jeg rigtig gerne spise pasta-kødsovs, fortæller Nicolai Poulsen, hvilket der i øvrigt var fuld forståelse fra børnepressen.

– Husk at have det sjovt, når man spiller og træner
Børnene, der til dagens anledning havde trodset kulden og sneen fik mulighed for at få svar på det, som mange af de spændte børn tænker på. Hvordan bliver jeg mon den nye kommende spiller for AGF. Hvordan bliver man lige så god til fodbold som Frederik Tingager?
– Husk at have det sjovt, når I spiller og træner, og øv jer rigtig meget. Det kan være hårdt, og man skal ud i både regn og slud, men træn en masse og glem aldrig, hvorfor I begyndte at spille fodbold, lød rådet fra Frederik Tingager.
Signe Baatrup og Signe Holt Andersen er enige, når det kommer til snakken om, hvordan man bliver professionel fodboldspiller:
– Træne, træne, træne og øve, øve, øve, lød det fra Signe Baatrup.
Om et af børnene en dag betræder græsset på Ceres Park i en hvid trøje, må tiden vise. Gå-på-mod manglede der i hvert fald ikke. En masse fornuftige spørgsmål blev stillet og børnene lyttede nysgerrigt efter, hvad deres idoler havde at sige.
Efter børnenes spørgsmål var blevet stillet fik børnene mulighed for, at få en autograf fra de fem fremmødte spillere, mens Aros kom forbi for at give en high five til børnene, der havde en dag de sent glemmer.
Om der en dag sidder en fremtidig AGF-spiller blandt børnene, må tiden vise. Men engagementet og nysgerrigheden fejlede i hvert fald ingenting.
Flere AGF Nyheder
-
Gift Links runder 200 kampe for AGF: – Klubben har hele tiden bevæget sig i den rigtige retning -
Jakob Poulsen før Sønderjyske: – Vi skal være enormt skarpe -
Gift Links før Sønderjyske: – Vi skal give alt -
Fuld trup på banen til torsdagens træning på Fredensvang -
Sønderjyske – AGF optakt: Der skal spises op i mesterskabsspillet, og vi starter med kage -
AGF U19 imponerer offensivt i både pokal og liga og ser nu frem til revanche i Esbjerg -
Det dufter lidt af guld: Men hvad siger statistikker og Cann-tabellen om chancen? -
FC Midtjylland – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller -
Konkurrér med vennerne og vind præmier i KSDH.dks mesterskabsslutspils-forudsigelsesspil -
Lyden AGF: Hård hedetur skal følges op af en syngende tackling i Sønderjylland