Skip to main content



Foto: Kromborgfotos

Bjørnebye efter transferdeadline: – En kontrolleret og god proces


| Jonas Roulund |

AGF’s sportschef, Stig Inge Bjørnebye, gør status på transfervinduet, som bragte en række nye profiler til Aarhus, mens der også blev sendt 10 spillere ud af klubben.

Kristian Arnstad, Richmond Gyamfi, Leopold Wahlstedt, Henrik Dalsgaard, Aksel Halsgaard, Youssouph Badji og Max Power. Det er navnene på de nye AGF’ere efter et veloverstået transfervindue for Stig Inge Bjørnebye, som også fik skippet 10 spillere videre i karrieren over sommeren.

Dagen derpå inviterede sportschefen pressen til interview, og her lagde han ikke skjul på, at forløbet denne sommer havde været noget mere roligt sammenlignet med sidste år. I sommeren 2023 blev både Thomas ‘TK’ Kristensen og Yann Bisseck blandt andet solgt til italienske klubber, mens Adam Daghim røg til Salzburg, hvilket gjorde transfervinduet til et travlt et af slagsen for den norske sportschef. Sådan gik det ikke i år, og det var lige efter planen.

– Det var ikke specielt hektisk, hvilket var rart. Jeg har prøvet begge dele, og normalt er det ret hektisk, men jeg synes, vi var godt forberedt, fortæller Stig Inge Bjørnebye, som hurtigt havde de første tre tilgange på plads i Aksel Halsgaard, Henrik Dalsgaard og Leopold Wahlstedt. De blev senere efterfulgt af Richmond Gyamfi, mens Kristian Arnstad, Max Power og Youssouph Badji først blev tilføjet sidst i transfervinduet.

– Det har været et langt vindue med tre tidligere signings og fire senere hen, så det har været ret kontrolleret og en god proces. Jeg var hjemme 19:30 i går, siger Bjørnebye.

Sportschef, Stig Inge Bjørnebye, kigger sig omkring.
Foto: Kronborgfotos

God forberedelse giver pote

En af årsagerne til, at sportschefen denne sommer har været i kontrol er, at hele organisationen omkring scouting og rekruttering er styrket gennem de seneste år. Det har også gjort vinduet til et af de mest smooth af slagsen i Bjørnebyes tid i AGF.

– Det har været smooth, idet vi ikke har skullet løbe rundt som vilde på deadline day. Det vil man altid gerne undgå, men sommetider kan det ikke undgås, forklarer sportschefen, som dog ikke er kommet sovende til de store handler.

– Der ligger meget arbejde bag. Mange mandetimer og mange ting, der skal gå op i en højere enhed. Vi havde nogle spillere, som havde brug for at komme videre, og vi havde nogle mål for, hvad der skulle hentes for at styrke holdet, og da vi lukkede ned i går, var vi ganske godt tilfredse. siger Bjørnebye.

Stig Inge Bjørnebye tjekker sin telefon.
Foto: Kronborgfotos

Han er allerede begyndt forberedelserne frem mod næste transfervindue.

– Jeg begyndte at forberede januar-vinduet i går. Vi slapper aldrig af, og der er hele tiden noget i gang, forklarer Stig Inge Bjørnebye.

Dermed kan AGF’s transfervindue sommeren 2024 lukkes af. Du kan få det fulde overblik over alle AGF’s handler her.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle