Bag fjendens linjer: OB tørster efter at se deres klub i Mesterskabsslutspillet
I morgen klokken 20 møder AGF OB, og i den forbindelse har vi taget en snak med en OB-fan for at høre lidt til sådan en kamps betydning set fra et modstanderperspektiv.
Vores seneste møde med OB var i sidste runde af grundspillet den 19. marts 2023. Her mødte OB vi på hjemmebane og vandt 1-0 på et mål scoret af Patrick Mortensen i en kamp, hvor fynboerne skulle vinde for at komme i Mesterskabsslutspillet. Det har klubben ikke prøvet siden sæsonen 2018/2019, og i de tre sæsoner med den nuværende struktur er den endt på andenpladsen i nedrykningsspillet og har derfor ikke fået chancen for en playoffkamp om deltagelse i Conference League. I år tørster alle omkring holdet efter en plads i det ”rigtige” slutspil.
Jeg har talt med Peter Bergqvist om forholdene i klubben og forventningerne til den kommende sæson. Peter er oprindelig fra Sjælland og var som ung AB–fan. For godt 25 år siden flyttede han til Odense, og det var hans søn, der overbeviste ham om, at i den situation var det et must at støtte OB. I dag er han fast mand på lægterne til hjemmekampene.
Fankultur i fremgang
Peter har sporet en stigende interesse for at deltage i festlighederne i stemningsafsnittet på hjemmebanen Nature Energi Park.
Han nævner, at i tiden efter Corona – restriktionernes ophør er interessen for at deltage i at skabe stemning steget markant.
Han forudser, at der venter vores fans en overraskelse, når de oplever dette, og det bliver svært for fansene på udebaneafsnittet at trænge igennem. Mon ikke, det er os, der overrasker ham og andre af OB’s fans, når stortrommen går i gang og ”Vi er fra Aarhus” overdøver dem?
Målsætningen skal indfries i år
På mange måder minder OB om AGF.
Byens størrelse betyder, at det forventes, at klubben indfrier målet om at nå Top-6, og der drømmes om at få metal i trofæskabet, hvilket senest skete, da klubben i 2011 fik sølvmedalje for tredje år i træk.
Peter nævner især to områder, som er udfordringer, hvis klubben skal etablere sig som den magtfaktor, fansene drømmer om.
Økonomisk halter klubben langt efter de tre sværvægtere, FCK, FCM og Brøndby.
De fleste sponsorer er lokale erhvervsdrivende, med Albani som hovedsponsor, mens Nature Energi er stadionsponsor.
Han er dog ikke begejstret for alternativt at satse på udenlandske investorer. Her peger han på de problemer, det har skabt i Brøndby at gå den vej. Den anden udfordring er at integrere nye spillere i klubben.
Han peger på, at der har været flere sæsoner med udsalg af spillere, der havde vist noget særligt, mens nogle af de nye indkøb har været ”discountvarer”.
I dette transfervindue har aktiviteten været voldsom, med 10 tilgange og 14 afgange fra truppen. Han fornemmer dog, at ledelsen er opmærksomme på, at der skal investeres i flere kvalitetsspillere og har set tegn på, at holdet i sin nuværende skikkelse er ved at få styr på spilmønstrene. Han har især savnet, at holdet skaber flere chancer og at angriberne afslutter noget mere.
Han håber også, at de sidste dages aktivitet har tilført et par spillere med kvalitet. OB har netop købt Sven Kohler i Osnabrück og Tyler Burey i Millwall, men de når nok ikke at være klar til at spille på søndag.
Fokus på ungdomsarbejdet
Ligesom AGF har OB intensiveret bestræbelserne på at udvikle spillere fra eget akademi. Selvforståelsen er, at klubben som ”øens hold” finder spillere i naboklubberne. Peter håber, at det på sigt bliver en fødekæde til førsteholdet. Målsætningerne for Akademiet har et lidt andet fokus end de udmeldinger, AGF er kommet med på det seneste.
At udvikle spillere til klubbens Superligahold. (1 – 2 spillere pr. år over en 3-årig periode).
At udvikle salgbare spillere.
At være repræsenteret i landets bedste rækker i aldersgruppen 14-19 år.
At levere spillere til landets ungdomslandshold.
At være repræsenteret i DBU’s A+ projekt.
At vinde de kampe og turneringer, vi deltager i.
Det kan vi AGF-fans hver for sig tænke over.
Forventninger til kampen mod AGF
Peter forventer revanche for nederlaget i Aarhus senest og tror på en seværdig forestilling.
Han glæder sig over, at vi ikke længere har Bisseck til rådighed og tror, at deres forsvarere kan kontrollere Patrick.
I øvrigt har han ikke det store kendskab til vores spillere. Han håber på, at 10.000 tilskuere møder op, men understreger, at et fyldt stadion kun er realistisk, når FCK eller Brøndby er på besøg.
Han forventer, at Kadrii er med fra start og kvitterer med et mål. Han sluttede med at ønske mig god tur hjem, og jeg kvitterede med at ønske ham og OB – fansene det samme.
For vi var helt enige om, at vores eget hold vinder.
Flere AGF Nyheder
-
Status på Poulsen: Tæt på at kunne træne med holdet igen
-
Mustafa Amini mindes AGF: – Den bedste tid var sammen med jer!
-
Q&A med marketingdirektøren: Sådan får du billet til AGF’s kampe i Vejlby
-
Mål-Power: – Vi burde have scoret mere
-
Grønbæk udlejes med købsoption: AGF kan få del af kagen
-
AGF – FK Pardubice: Toptrimmet trup trampede over tjekkerne
-
Kom med til den første kamp på Ceres Park Vejlby nogensinde
-
Årets anden testkamp venter: Hvilke signaler skal sendes?
-
Wahlstedt er tilbage: – Det føles godt
-
Gyamfi i en læringsproces: – Jeg kom hertil for at spille