
Anderson om efterårssæsonen: – Det har været okay
Efterårssæsonen går på hæld, og der resterer blot en enkelt kamp i 2024. Mikael Anderson og KSDH.dk gør midtvejsstatus, nu hvor vinterpausen står for døren.
AGF slutter året på en fjerdeplads efter i lang tid at have gebærdet sig på de tre øverste positioner i tabellen. En flot, flot sæsonstart blev efterfulgt af en periode, hvor De Hviie sled lidt mere i det, men det hele ser nu ganske fornuftigt ud, hvis man vælger at fokusere på den officielt udmeldte målsætning, som er at komme i top seks.
28 point er skrabet sammen på 17 kampe, hvilket er to mere end FCN på syvendepladsen. Der er fem point op til FCK på førstepladsen. AGF er det mandskab, som har scoret femteflest mål i sæsonen – 30, mens defensiven er den stærkeste i ligaen. Kun 17 mål er lukket ind.
Samtidig er endnu en fin pokalsæson undervejs, hvor det er blevet til en kvartfinaleplads og en føring på 1-0 inden returopgøret i Brøndby på søndag.

Mikael Anderson reflekterer da også lidt over op- og nedturene i halvsæsonen, da han bliver spurgt til sin umiddelbare vurdering.
– Overordnet set har det været okay. Det kunne også have været fantastisk, men det har det ikke været. Vi kunne godt have fået flere point, men vi ligger heldigvis, der hvor vi skal – i top seks, men der har også været kampe, hvor vi simpelthen ikke har været gode nok, og det må vi evaluere på, og så må vi se, hvad vi gør efter vinter, fortalte han til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse efter søndagens sejr over BIF.

En kærkommen vinterpause
Vinterpausen kan vise sig at komme på et ganske fornuftigt tidspunkt for AGF. Efter en henrivende sæsonstart, der bød på hele 20 AGF-scoringer og 16 point i de første syv spillerunder, så falmede tingene en smule.
September bød således kun på en enkelt sejr; 0-2 over VSK, mens tre kampe endte uafgjort. Tre kampe i oktober udmøntede sig i en sejr, en uafgjort og et nederlag, og målscoringen var nu nede på et mere menneskeligt niveau – to mål blev det i alt til.

I november besejrede Uwes tropper så Lyngby 2-1 og Skive 3-2, inden man spillede 1-1 med FCK. Derudover blev det til en kold dukkert i Farum, som sluttede 1-0 til hjemmeholdet fra FCN. I december har man kunnet opleve to uafgjorte og altså den meriterende sejr over Brøndby på 1-0, og alt dette tegner altså et billede af et hold, som stadig er konkurrencedygtigt, men som slet ikke sprudler på samme vis, som i begyndelsen af sæsonen.
En pause og en frisk start er derfor kærkommen, kunne man tænke, men Mikael Anderson, som er blandt dem, der har spillet mest i efteråret, tænker nu slet ikke i de baner endnu.
– Jeg kan slet ikke fokusere på andet end at vinde. Så jeg er i zonen, og vi skal have klaret de her pokalkampe, før vi fokuserer på ferie, siger islændingen.
Sidste opgave inden vinterpausen er altså mod Brøndby IF på udebane søndag den 15. december klokken 19.
Flere AGF Nyheder
-
Kommentar: Ubesjælet offensiv eller kontrolleret kynisme?
-
Kom med til sommerversionen af SFA Cup 2025
-
Angribertalent forlænger og bliver en del af Superliga-truppen
-
Analyse: Rasmus Carstensen bringer fremadrettet forsvarsspil til Fredensvang
-
Alt om opgraderingerne på Ceres Park Vejlby: Ny tribune, bedre fanforhold og lidt billetændringer
-
Transfers og træningskampe: Hvor klar er AGF egentlig til sæsonstart?
-
Aksel Halsgaard udlejes på ny
-
Carstensen om skifte: – AGF præsenterede mig for en spændende plan
-
Officielt: Rasmus Carstensen er ny mand i AGF
-
Han blev i Aarhus for at kæmpe sig tilbage – nu er Gift Links på banen igen