
AGF’s U17-hold besejrede Ajax Amsterdam
15-årige Linus Thieler stod for alle fire scoringer, da AGF’s U17-hold i går besejrede Ajax Amsterdam 4-3 i en træningskamp i Holland.
Der er en række spillere afsted i landsholdstjeneste, men der er også mange, der troligt har holdt træningen ved lige på Fredensvang i disse uger, hvor ligaerne ligge stille. Det gælder både på seniorniveau og ungdomsniveau, og for Ragnar Sigurðssons U17-hold gav det anledning til at drage en tur til Holland, hvor Ajax Amsterdam stod klar til at tage imod De Hviie i en testkamp.
Her blev den 15-årige Linus Thieler dagens mand i skysovs, da han scorede alle fire mål i en flot 4-3 sejr over hollænderne.
Hjemmeholdet er kendte for deres ungdomsarbejde og har vundet U17-ligaen fem gange, mens de også tidligere har været fast inventar i ungdommens Champions League – Youth League. Dog ikke i de seneste par sæsoner, hvor PSV og AZ Alkmaar har været eneste hollandske repræsentanter.
Det skal selvfølgelig siges, at begge mandskaber var præget af, at en række spillere var afsted med deres respektive ungdomslandshold, men præstationen og resultatet kan ingen tage fra aarhusianerne.
AGF måtte således undvære Mark Ian Steffensen, Adam Fuglsang, Tomas Kristjansson og Glad Egbedi, men så er det jo godt, at Thieler kunne tage over med målscoringen.
AGF’s startopstilling i Holland lød: Daniel Kannerup, Zander Grantzau, William Laugesen, Vestergaard, Johan Mejer, Noah Høeg, Wissam Maarouf, Silas Bager, William Svendgaard, Johan Friis, Linus Thieler.
Højrebenede Linus Thieler er dansk-tysk statsborger, og han skiftede fra Sønderjyske til AGF i sommeren 2024. Han måler 1,93 meter og har repræsenteret det danske U16-landshold tre gange med et enkelt mål til følge samt det tyske U16-landshold fire gange med en scoring til følge.
Næste opgave for AGF’s U17-hold er tirsdag den 1. april, hvor Viborg FF tager imod til en pokalkamp. Derefter venter en ligakamp lørdag den 5. april, når AC Horsens gæster Fredensvang. De Hviie indtager rækkens 7. plads efter en svær start på 2025, som blot har budt på to point i årets første fire kampe.
Flere AGF Nyheder
-
Kommentar: Ubesjælet offensiv eller kontrolleret kynisme?
-
Kom med til sommerversionen af SFA Cup 2025
-
Angribertalent forlænger og bliver en del af Superliga-truppen
-
Analyse: Rasmus Carstensen bringer fremadrettet forsvarsspil til Fredensvang
-
Alt om opgraderingerne på Ceres Park Vejlby: Ny tribune, bedre fanforhold og lidt billetændringer
-
Transfers og træningskampe: Hvor klar er AGF egentlig til sæsonstart?
-
Aksel Halsgaard udlejes på ny
-
Carstensen om skifte: – AGF præsenterede mig for en spændende plan
-
Officielt: Rasmus Carstensen er ny mand i AGF
-
Han blev i Aarhus for at kæmpe sig tilbage – nu er Gift Links på banen igen