
AGF’s sæson i tal: Dødboldene er stadig vejen til point i Aarhus
Superliga-sæsonen er slut, og mens spillere og trænere holder en velfortjent pause, dykker KSDH ned i sæsonens statistikker. Hvor var De Hviie bedst og værst? Hvem var stærkest på de forskellige positioner målt på ren data?
Efter et hårdt forår uden så meget at juble over, formåede AGF at sætte et flot punktum på sæsonen med to sejre i streg. Først tog man guldet fra FC København med en 3-2 sejr på Ceres Park, hvorefter AGF tog til Brøndby og fratog dem mesterskabet i Superligaens sidste spillerunde, med endnu en 3-2 sejr.
Sæsonen 23/24 endte derfor med 44 point, og en femteplads til AGF, som dermed sluttede sæsonen med seks point færre end den foregående.
Her ser vi nærmere på sæsonens tal, der kan give en indikation af, hvor potentialet for udvikling og forbedring ligger.

En skadesplaget trup
Skaderne har i den grad plaget AGF-truppen henover sæsonen, og det har ikke altid været lige nemt at sætte en startellever. I alt missede otte spillere over 30 procent af sæsonens kampe herunder både Superliga og pokalturneringen. Kevin Yacob og Benjamin Hvidt har begge været ud hele sæsonen. Sidstnævnte nåede lige at spille inden sæsonen sluttede.
Udover Yacob og Hvidt gik skaderne hårdest udover Mikkel Duelund og Tobias Mølgaard, der missede henholdsvis 21 og 17 kampe i løbet af sæsonen, og begge måtte se pokalfinalen fra sidelinjen.

Flere af sommerens og vinterens nyindkøb, som Michael Akoto, Mats Knoester og Jonas Jensen-Abbew måtte også se en stor del af kampene fra sidelinjen. Det samme var tilfældet for Janni Serra, der røg ind og ud af truppen i forårssæsonen på grund af skader. Også vigtige spillere som Mads Emil Madsen og Felix Beijmo måtte sidde ude i perioder af sæsoner.
På den anden side lykkedes det også et par AGF’ere at holde sig nogenlunde skadesfri. Frederik Tingager, Mikael Anderson og Tobias Bech missede hver især blot to kampe på grund af skader.
I alt har AGF-spillerne haft afbud til 212 kampe på grund af skader.
Patrick Mortensen er i øvrigt den spiller, som har spillet flest minutter i Superligaen i sæsonen. 2732 i 32 kampe. Frederik Tingager fik 32 minutter færre på 30 kampe, mens Mikael Anderson spillede tredjeflest minutter med 2420 minutter i 30 optrædener.

I den modsatte ende var Benjamin Hvidt den spiller, der spillede færrest minutter – et enkelt, mens Adam Daghim (12) og Frederik Emmery (16) følger trop.
En vaklende defensiv
AGF’s defensiv var i sæsonen 22/23 en sikker skanse, og langt hen i den netop overståede sæson, var det da også den gode organisation, man lænede sig op ad, når der skulle sikres point til at komme i top seks – og i pokalfinalen. Men mod slutningen vaklede det hele en smule, og man endte med en negativ målscore i Superligaen med 42 mål scoret og 46 lukket ind.
I alt er det blevet til ni clean sheets i Superligaen for de to AGF-keepere. Fem clean sheets til Bailey Peacock-Farrell og fire clean sheets til Jesper Hansen. Lagt sammen er det nok til en tredjeplads i Superligaen kun overgået af Patrick Pentz og Kamil Grabara, der begge har 10 clean sheets på cv’et i 23/24 sæsonen.
Hansen indkasserede 11 mål og blev i alt udsat for 36 skudforsøg. Det blev altså til 25 redninger og en redningsprocent på 69,44 %. Bailey Peacock-Farrell indkasserede 34 mål på 100 skudforsøg, hvilket giver ham en redningsprocent på 66 %.

I forsvaret har Frederik Tingager været dominerende både i luftrummet, men også i pasningsspillet. Han er næstbedst i Superligaen når det kommer til vundne dueller, og når bolden skal cleares. Samtidig har Tingager også vist gode ting med bolden i fødderne. Tingager er den næstbedste når det kommer til succesfulde lange afleveringer, og så er det lykkedes Tingager at komme igennem sæsonen uden en eneste advarsel.
Den hurtigste AGF’er i Superligasæsonen finder vi også i forsvaret. Her er Felix Beijmo blevet målt til en fart på 35,9 kilometer i timen. Det er fjerdebedst i Superligaen, hvor tidligere nordsjællænder Ernest Nuameh indtager førstepladsen med en hastighed på 37 kilometer i timen.

Om Gift Links hører under midtbanen eller forsvaret kan diskuteres. Ikke desto mindre lykkedes det sydafrikaneren at blive klubbens mest assisterende spiller med fem målgivende afleveringer i Superligaen. Gift Links blev også den spiller, der flest gange fik repræsenteret AGF på 3F Superligaens officielle Rundens hold. Fire gange blev han valgt til Rundens hold, mens Tingager, Mortensen og Anderson, hver især endte med tre udtagelser til Rundens hold. Links er også eneste AGF’er, som fandt vej til Sæsonens Hold.
Masser af advarsler
På midtbanen er det lykkedes Nicolai Poulsen at høste 10 gule kort i løbet af sæsonen. Han er kun overgået af Vejles Raul Albentosa, der nåede at samle 11 advarsler ind. AGF indtager samtidig en tredjeplads, når det kommer til at få gule kort, og det blev i alt til 66 gule kort. Eric Kahl var med otte advarsler den med flest gule kort efter Nicolai Poulsen.

Nicolai Poulsen er til gengæld også den AGF’er, der havde flest succesfulde tacklinger per kamp, mens han kun er overgået af Tingager, når det kommer til blokeringer per kamp. Mens det var Nicolai Poulsen, der samlede flest gule kort til sig i sæsonen, var det en anden midtbanespiller der begik flest frispark. Frederik Brandhof begik 2,1 frispark per 90 minutter, men høstede kun fire advarsler til sig undervejs.
Mikael Anderson var suvverænt den spiller, der måtte ned og bide i græsset flest gange. Hele 83 gange blev der begået frispark mod islændingen. Mikael Anderson sluttede Superligasæsonen med et mål og tre assists, og det kunne være blevet til mange flere med lidt større skarphed. Det er kun topscorer Patrick Mortensen, der har brændt flere målchancer end Mikael Anderson, men i modsætning til Andersons ene mål var Mortensen noget mere effektiv.

De ukronede konger af dødbolde
Patrick Mortensen scorede 13 mål og blev dermed AGF’s topscorer, mens han på Superligaens topscorerliste endte på en delt andenplads. Sammenlignet med de spillere, der scorede ligeså mange eller flere mål end Patrick Mortensen, lykkedes det Mortensen at score 13 mål på 64 afslutninger, mens Andri Gudjohnson skulle bruge 79 og German Onugkha 71 afslutninger. Tobias Bech blev De Hviie’s næstmest scorende spiller med 7 sæsontræffere.

Patrick Mortensen scorede fire af sine mål med hovedet, tre mål med venstrebenet og seks mål med højrebenet. 11 af AGF’s scoringer er kommet på hovedstød, og det er flest af alle klubber i Superligaen.
Kigger man på statistikkerne er der god grund til, at kalde AGF for Superligaens ukronede konger af dødbolde. AGF er allerbedst når det kommer til expected goals (xG) på dødbolde, der ligger på 4.7 expected goals. Derudover er det blevet til 21 scoringer på standardsituationer, som frispark, hjørnespark og straffespark.
xG (expected goals) en måling der beskriver hvor stor en chance er. 0,7 xG = 70% sandsynlighed for at chancen vil resultere i et mål. 0,5 xG = 50%, osv.
Med i bunden på en række parametre
AGF er faktisk det femtemest scorende hold i Superligaen, så selvom man til tider har kigget langt efter kreativiteten, så bliver der altså lavet mål. Holdet er til gengæld også blandt dem, der afslutter færrest gange i kampene. 365 afslutninger er det blevet til, hvilket placerer AGF på en 8. plads i Superligaen over flest afslutninger.
På expected goals ser det så helt galt ud. Her overgår AGF kun Hvidovre IF og Vejle Boldklub.

Også på boldbesiddelsen er AGF med i bunden. Mens FCN topper med 57,4 % i gns. per kamp, så har AGF bare bolden 48,7 % af tiden. Det er dog mere end FCM, Lyngby og Vejle.
En liste, som AGF dog er med i toppen af, er antallet af røde kort. Her har De Hviie trukket tre styks i sæsonen – kun overgået af mestrene fra FCM, der fik fire styks.

Manglende præcision i åbent spil
Når det kommer til det åbne spil, så har det til gengæld haltet lidt mere med at skabe chancer. Særligt manglen på kvalificerede indlæg fra kanterne til Patrick Mortensen har været udtalt, hvilket tallene også underbygger.
Erik Kahl har en indlægspræcision i Superligaen på 23,08 % på 117 indlæg og har i alt leveret 27 vellykkede indlæg i sæsonen. Links blev bedre og bedre, men på 148 indlæg ligger hans indlægspræcision på 18,92 %. Han har 28 vellykkede indlæg i Superligasæsonen. Jacob Andersen har lavet fem vellykkede indlæg på 21 forsøg, hvilket giver ham en indlægspræcision på 23,8 %.

Det blev til et mål og tre assists for Kahl, to assists fra Andersen og to mål og syv assists fra Gift Links på tværs af alle turneringer i sæsonen.
Så der er da lidt at arbejde med for trænerteamet i forhold til den del.
Den 12. mand
I løbet af sæsonen 23/24 har der i gennemsnit været 11.172 tilskuere til AGF’s hjemmekampe. Derudover er det blevet til fire udsolgte hjemmekampe, og otte med over 12.ooo tilskuere. AGF har samtidig det tredjehøjeste tilskuertal i Superligaen, hvor næsten 370.000 har tilskuere har set AGF spille en Superligakamp.

De mange tilskuere på Ceres Park har formået at indtage 170.500 liter øl og spist 17 tons pølser i løbet af sæsonen.
Vi glæder til endnu en sæson med ligeså god opbakning og endnu flere øl og pølser.
Kilde til data: Superliga.dk samt Fotmob og AGF.dk.
Flere AGF Nyheder
-
Medie: AGF forhandler med Jakob Poulsen
-
AGF lancerer børneklub: Et nyt fællesskab for børn under 15 år
-
Hoff Thorup afviser at have været i Aarhus
-
Hoff Thorup spottet med CV i Aarhus – Har han øjnene rettet mod cheftrænerjobbet?
-
Stadionbyggeriet yderligere forsinket
-
U17 taber stort til AaB – U15 spiller uafgjort og jagter sølv i sidste runde
-
Ny AGF-dokumentar på vej: Genoplev succesen fra 1986
-
AGF møder FC Skanderborgs Jyllandsserie-hold i showkamp
-
Blog: Hvad bør være CV’s topprioritet på transfermarkedet?
-
Duelund rygtes til Vejle Boldklub