
AGF’s kvindehold jagter ny pointrekord: – Vi er lykkes med mange af de ting, vi gerne vil
AGF Kvindefodbold blev etableret i marts 2020 som en sammenlægning af de tre klubber VSK Aarhus, IF Lyseng og AGF Fodbold. Lyseng er senere trådt ud af samarbejdet, men nu jagter holdet sin pointmæssigt bedste sæson nogensinde, og her giver chef for AGF Kvindefodbold, Daniel Lauridsen, en opdatering på holdets sæson og fremtidsperspektiver.
AGF’s herrehold formåede ikke at skabe de helt store, positive overskrifter i denne sæson, og selvom kvindeholdet også ser ud til at ende på Gjensidige Kvindeligaens 6. plads, så er der dog mulighed for at gøre det med mere stil.
Holdet kan nemlig blive det hold i AGF’s Kvindefodbolds historie, der får skrabet flest point sammen i løbet af en sæson.
I skrivende stund har AGF’s kvinder 24 point, og den bedste pointhøst nogensinde var i seneste sæson, hvor man fik 27 point på 24 kampe. Der resterer to spillerunder i Gjensidige Kvindeligaen, og her møder De Hviie stærk modstand i form af Brøndby IF og HB Køge.
– Får vi de fire point, bliver vi det AGF-hold i klubbens historie med flest point på en sæson, og det er det, vi jagter, fortæller chef for AGF Kvindefodbold, Daniel Lauridsen til KSDH.dk.
Han opfordrer i samme omgang alle fodboldinteresserede til at kigge ud til fodboldfest i Vejlby den 7. juni klokken 17, hvor Brøndby IF gæster Ceres Park Vejlby. Her vil der inden opgøret være talks og oplæg samt en fanzone fyldt med aktiviteter for børn og voksne. Der er desuden fri entré til kampen.
Læs også: Kom til gratis fodboldfest med AGF’s kvindehold

AGF’s Kvindehold skal være flagskibet for østjysk talentudvikling
AGF Kvindefodbold består – udover af seniorholdet – af to talenthold i U19 og U16 Ligaen samt et U14-hold.
Cheftræneren har de seneste to år heddet Michael Schjønberg, og med ham ved roret er det blevet til et par pladser i mesterskabsspillet samt en kvart- og en semifinale i pokalturneringen. Nu er han rejst videre til færøske 07 Vestur, og de to tidligere assistenttrænere, Marie Lynge Olesen og Søren Holm står i spidsen for holdet i sæsonens sidste kampe, mens rekrutteringsprocessen efter en ny permanent cheftræner pågår.

Et fokus for den nye cheftræner bliver, ifølge Daniel Lauridsen, at udvikle de aarhusianske og østjyske fodboldtalenter.
– Vi vil i højere grad have fokus på transition og talentmiljø. Vi har nogle spændende ungdomshold med mange U-landsholdsspillere, og det vil vi gerne dyrke endnu mere, fortæller chefen for AGF Kvindefodbold, som generelt er godt tilfreds med udviklingen i klubben.
– Vi er langt hen ad vejen lykkes med mange af de ting, vi gerne vil. Vi har værdierne på plads, men vi vil gerne være endnu mere forbundet og stolte af Aarhus. Vi skal fordre den lokale talentudvikling og styrke relationen til byen. Hvis man er god nok, er man også gammel nok. Det bliver også et kriterie for den nye cheftræner, fortæller Daniel Lauridsen.
AGF’s kvindehold spiller næste kamp mod Brøndby den 7. juni klokken 17, hvor der altså er lagt op til en stor dag for kvindefodbolden i Vejlby med fri entré.
Flere AGF Nyheder
-
Hansa Rostocks sportsdirektør om Haugen-forhandlinger: Ambitioner om en permanent aftale
-
AC Horsens har snøren ude efter Brandhof
-
Den brasilianske AGF-fan: – Jeg blev forelsket i klubben, fansene, byen… og Bundu!
-
Deltag i giveaway og vind Adam Daghims CL-trøje
-
Marketingdirektør om ny trøje: – Vores drøm var at lave en trøje, som er endnu mere brugbar i hverdagen
-
AGF’s opstartsprogram sommeren 2025
-
Flere billeder af ny hjemmebanetrøje: Tidsånd og klubbens DNA i fokus
-
Kampprogram 2025/2026: Se AGF’s kampe i Grundspillet
-
Statistisk gennemgang af AGF’s 24/25 sæson
-
AGF’s hjemmebanetrøje 25/26 lanceres den 14. juni