
AGF – Viborg FF optakt: Mesterskabsspillet skal endegyldigt sikres
AGF skal tilbage på sejrskurs efter en pointdeler senest i Randers. Denne gang er det Viborg FF, der slår vejen forbi Ceres Park Vejlby.
Kampfakta: AGF – Viborg FF
Spilletidspunkt: Søndag den 9. marts klokken 16:00.
Spillested: Ceres Park Vejlby, Vejlby Centervej 53, 8240 Risskov.
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt (Linjedommere: Victor Skytte og Daniel R. Krogstrup).
VAR-dommer: Mikkel Redder (AVAR: Deniz Yurkadul).
Følg kampen her: TV2 Sport X og TV2 Play.
Hashtags: #agfvff #sldk #ultratwitteragf #ksdh
Med kun to kampe tilbage af grundspillet skal slutspurten for en placering i top-6, nu sættes ind. Det starter søndag den 9. marts, når Viborg FF gæster et velfyldt Ceres Park Vejlby. Med kun tre point ned til FC Nordsjælland på syvendepladsen, er der stadig meget på spil for Uwe Röslers mandskab, der kan give sig selv et godt rygstød ind i mesterskabsspillet – og sætte gang i drømmene om medaljer – når Viborg FF kommer til Aarhus.

Indbyrdes kampe
Senest Viborg FF og AGF tørnede sammen var i 11. spillerunde af Superligaen. Her var AGF på besøg i domkirkebyen, hvor de to hold spillede uafgjort. Tobias Bech stod for AGF’ernes eneste scoring i kampen, mens Jonas Jensen-Abbew fik direkte rødt kort i kampens slutning.
Viborg FF var sidst på besøg i Aarhus, til Superligabold, den 12. november 2023. Her sikrede de to målscorere Patrick Mortensen og Tobias Bech de tre point til AGF.
I Superligaen har AGF og Viborg FF mødt hinanden 23 gange. Her er det blevet til 10 AGF sejre, 6 uafgjorte og 7 Viborg FF sejre. Af de seneste fem indbyrdes opgør, har AGF vundet tre kampe og Viborg FF har vundet én, mens det seneste opgør altså endte i en pointdeler.
Der er i gennemsnit scoret 2,8 mål per indbyrdes Superligakamp mellem mandskaberne – et lille fun fact i den sammenhæng er, at begge hold elsker at bruge hovedet. Klubberne er de to i ligaen, der har scoret flest hovedstødsmål i sæsonen. Hele 10 gange har begge mandskaber headet bolden i mål, og hele fire af Viborg FF’s fem seneste scoringer er sket på hovedstød.
Status på AGF
Selvom kampen mod Randers FC i seneste runde ikke ligefrem var noget at juble over, er der god grund til at have et smil på læben, hvis man holder med De Hviie.
AGF er kommet flyvende ud af pausen med to sejre, en uafgjort og en målscorer der hedder 9-2. Derudover har AGF efter sæsonens første 20 kampe, både scoret flest mål i Superligaen og lukket færrest mål ind. Samtidig er Patrick Mortensen topscorer med 15 mål i 20 kampe, mens Jesper Hansen med 6 clean sheets fører den statistik i denne sæson af Superligaen.
Det er ikke kun Patrick Mortensen, der er kommet flyvende fra start i foråret. Det samme gælder for islandske Mikael Anderson, der ligesom Patrick Mortensen, har været flittig foran målet. To scoringer og en enkelt assists af den kreative midtbanespiller, der nu er oppe på fire sæsonscoringer og fem assists.

Mesterskabsslutspillet er stort set sikret, og AGF indtager lige nu Superligaens tredjeplads med 35 point. FC København og førstepladsen er kun fem point væk, men FC Nordsjælland og syvendepladsen kun er tre point væk, så uanset hvad, vil tre point lune gevaldigt.
Til ugens sidste åbne træning på Fredensvang kunne man se Rösler teste lidt forskellige planer af rent offensivt, og der arbejdes altså med forskellige løsninger for at gøre brug af den stærkt konkurrenceprægede trup, hvor profiler må sidde på bænken uanset, hvilken konstellation cheftræneren vælger.
Michael Akoto måtte udgå med en baglårsforstrækning i kampen mod Randers, mens Tobias Mølgaard til gengæld meldes klar til at spille fuld tid igen.
Holdet står dermed godt rustet til weekendens kamp, hvor AGF igen må påtage sig favoritværdigheden.

Status på Viborg FF
Viborg FF havde inden deres seneste kamp fået en skrækstart på forårssæsonen. To kampe, to nederlag, og en målscorer på 2-8. Krisestemningen i Domkirkebyen blev dog afværget, da de i seneste runde af Superligaen kunne sende Vejle BK hjem med et 3-1 nederlag i bagagen. Her skal det også nævnes, at de grønblusede ikke har vundet på udebane siden september måned!
Gæsterne er af samme årsag røget en smule i ingenmandsland inden grundspillets sidste to kampe. Jacob Poulsens mandskab indtager Superligaens ottendeplads, og har seks point ned til AaB på niendepladsen.
Selvom de har skabt et godt hul ned til de øvrige konkurrenter er en top-6 placering udelukket for domkirkebyen. Med to kampe igen og otte point op til Silkeborg IF på sjettepladsen kan de ikke nå den sjove ende af tabellen. Nu handler det derfor om at finde stabilitet i spillet, hvor omdrejningspunktet er Justin Lonwijk på midtbanen samt individualisterne i offensiven i Renato Junior og Thomas Jørgensen.
Dem skal vi holde øje med
AGF: Den varmeste angriber i Superligaen spiller lige nu i AGF. Hvis der er nogen der kan score mål på stribe, så er det Patrick Mortensen. AGF-anføreren har scoret seks mål i forårets første tre kampe, og indtil videre har der ikke været nogen, der kunne stoppe den gode Patrick Mortensen. Desuden er AGF ubesejret mod Viborg FF, når Patrick Mortensen sender bolden i kassen. Det har han gjort fire gange mod Viborg FF, og her er det blevet til tre sejre og en enkelt uafgjort. Han kan runde sin AGF-scoring nummer 100 i søndagskampen, og hvilken smuk forårsramme at gøre det i… Mon ikke, det giver motivation til mål for den rutinerede målsluger?

Viborg FF: Viborg FF har været ude at forstærke offensiven i vinterpausen. Yonis Njoh er kommet til domkirkebyen på en lejeaftale fra franske FC Pau. Her står han noteret for to scoringer i 28 kampe. Den franske offensivspiller åbnede sin målkonto senest mod Vejle BK og er et nyt farligt våben, i en i forvejen stærk offensiv, der allerede tæller Renato Junior og Serginho.
Karantæner og skader
Karantæner:
AGF: Ingen (Karantænefare: Mads Emil Madsen).
Viborg FF: Jeppe Grønning.
Skader:
AGF: Jacob Andersen, Michael Akoto og Kevin Yacob.
Viborg FF: Oliver Bundgaard, Mads Søndergaard og Zan Zalatel.
Bud på startopstillinger:
AGF (3-5-2): Hansen – Mølgaard, Tingager, Dalsgaard – Links, Madsen, Poulsen, Anderson, Beijmo – Bech, Mortensen.
VFF (4-3-3): Lund – Andersson, Nasberg, Anyembe, Bidstrup – Mbom, Jørgensen, Lonwijk – Njoh, Serginho, Junior.
Flere AGF Nyheder
-
AGF-truppen mod FC København: Duelund og Tingager med
-
Udsolgt til søndagens løvejagt på Ceres Park Vejlby
-
Mattias Tesfaye nyder fodbolden som frirum: – Familien er altid over arbejdet, men AGF er det vigtigste
-
Rösler før FCK: – Den rette mentalitet skal findes frem
-
Rösler med status på truppen: – Det ser ikke ud til, at Tingager bliver klar
-
Tobias Bech om angrebssituationen: – Jeg kigger meget på Paddy
-
AGF – FC København optakt: Chance for revanche
-
Uwe om Duelund: – Vi har intet personligt i klemme
-
AGF foretager målmandsrokade mod FCK
-
U19 blev slået af SIF i pokalsemifinalen