Skip to main content


Foto: Laura Hjørringgaard/Hjørringgaard Photo

AGF – Randers FC: Spillerstatistikker og kampens spiller


| Kristian Kristensen |

AGF måtte endnu en gang tage til takke med en uafgjort, da holdet spillede 2-2 mod Randers FC. Det betyder, at De Hviie nu har spillet tre uafgjorte kampe i træk. Her får du de mest iøjnefaldende spillerstatistikker samt kåringen af kampens spiller.

Det var en kold efterårsdag på Ceres Park, hvor der alligevel igen var mange mennesker på stadion.

De Hviie kunne fejre 144 års fødselsdag, og på fødselsdagen havde man håbet på at slå rivalerne i det østjyske derby, men sådan skulle det desværre ikke gå.

Der er selvfølgelig stemt på KSDH – Gruppen for AGF Fans om kampens spiller.

Eric Kahl løber med titlen som kampens spiller med 61 % af stemmerne. Det er første gang i sæsonen, at forsvarsspilleren tager titlen. På andenplads var det målscoren Tobias Bech med 11 % af stemmerne. Jonas Jensen-Abbew fik en tredjeplads med 4 % af stemmerne.

AGF-fansene jubler med spillerne efter Bech-scoring.
Foto: Kronborgfotos

Iøjnefaldende spillerpræstationer

Som i de to seneste uafgjorte kampe havde AGF kampstatistikkerne på sin side. AGF havde en xG på 1.94, hvorimod Randers havde en xG på 0.30. Aarhusianerne havde 13 skud mod Randers’ 7 skud. Boldbesiddelsen fordelte sig 56 % – 44 % i AGF’s favør.

Med flere gode defensive aktioner blev Eric Kahl MOTM. Eric Kahl havde otte defensive aktioner, hvor han også havde fire tilbageerobringer. Den 23-årige AGF’er klarede det også godt i duellerne, hvor han vandt seks ud af otte dueller. Det blev til nul tabte bolde fra ham, og han var også med i offensiven, da der blev lagt 11 afleveringer ind på den sidste tredjedel. Forsvarsspilleren virker generelt til at være vokset rigtig godt ind i sin nye rolle som højre centerback.

Tobias Bech leverede også en solid præstation for AGF. Han scorede det første AGF-mål, men derudover blev det ikke til så meget mere. Den 22-årige AGF-angriber havde to afslutninger og et blokeret skud. Han havde en afleveringsprocent på 78 % med 38 boldberøringer og en xG + xA på 0,47. Efter den imponerende sæsonstart fra Bech er han dog faldet lidt i målinvolveringer. Før Randers-kampen var det blevet til kun ét mål i de seneste seks kampe.

Jonas Jensen-Abbew havde også en stabil kamp for AGF, hvor han imponerede med sin defensive indsats. Den 22-årige forsvarsspiller var forholdvis sikker, da han ikke mistede bolden en eneste gang. Med seks defensive aktioner, herunder fem tilbageerobringer, og en succesrate på to ud af to tacklinger, var han en vigtig brik i forsvaret. Han vandt desuden to ud af tre dueller på jorden, men kæmpede i luftspillet, hvor han tabte alle sine tre luftdueller.

Den knapt så iøjnefaldende

Mikael Anderson spiller en uvant position. Det er tydeligt, at islændingen lider under det, og det var desværre endnu en kamp, hvor han ikke skabte de chancer, han plejer. Links’ fravær har også haft konsekvenser for Mikael Anderson, og den 26-årige aarhusianer ser nok frem til at få sin vante position igen. Anderson havde en afleveringsprocent på 70. Wingbacken lå på en xG + xA på 0.07. Det er normalt ikke noget, man ser for ham. Han plejer at være med i næsten alt det offensive for De Hviie. Han tabte også to bolde, og havde 0 ud af 3 præcise afleveringer. Det er formentlig en kamp, Mikael Anderson hurtigst muligt vil revanchere.

AGF har samlet 19 point efter de første 10 kampe og holder stadig fast i toppen af tabellen. Dog havde man håbet på mere, da man efter de første syv kampe stod med 16 point.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle