
AGF – Philadelphia Union: En tempofyldt tester
Søndag eftermiddag ventede der hård modstand for AGF’s mandskab på træningslejren i Spanien, da MLS-klubben Philadelphia Union stod klar til at teste formen.
For første gang nogensinde skulle AGF søndag eftermiddag op imod et amerikansk mandskab, da Mikael Uhres Philadelphia Union stod klar til at udfordre Tingager og co.
MLS-klubben sluttede på ligaens 11. plads i seneste sæson, og det var med andre ord den stærkeste modstander hidtil i opstartens program, som ellers havde budt på sejre over OB og Pardubice.

Kampens forløb
Opgøret blev indledt i højt tempo, og begge mandskaber virkede forhippede på at sætte sig på spillet.
Kort efter startfløjt viste dagens testmodstander tænder, da de vandt en duel højt i banen og sendte en afslutning på stolpen. Mikael Uhre var over riposten, men heldigvis for De Hviie i offsideposition, og dermed slap AGF med skrækken. Et signal om, at man nu var oppe mod en stærkere modstander, end man hidtil havde prøvet kræfter med.
I den anden ende var der både muligheder til Emmery, Links, Dalsgaard og Anderson, men ingen af ‘GF’erne fik udnyttet åbningerne.

Philadelphia havde en god periode midtvejs i halvlegen med mere spil og bedre pres end AGF, og det udmøntede sig efter 26 minutter i en scoring.
En dødbold endte hos en Union-spiller, der afsluttede på stolpen. Riposten endte hos Daniel Gazdag, som sendte kuglen i kassen. 0-1-føringen holdt til pause.
2. halvleg
AGF kom fint ud efter pausen, men ret hurtigt blev kampbilledet som i 1. halvleg – med amerikanerne som bedste hold, og De Hviie i hård jagt for at følge med.
Efter en time skiftede Rösler hele holdet bortset fra Hansen og Arnstad, og så skulle det blive spændende, om det ville ændre kampbilledet. Generelt kunne det ses, at AGF havde trænet hårdt op til kampen, og benene så en anelse tunge ud i løbet af dagens opgør.
Kort efter indskiftningerne kom Tobias Bach alene igennem, men forsøgte sig med en uselvisk løsning og spillede bolden på tværs med retning mod Duelund. Afleveringen var dog upræcis, og så løb det ud i sandet.
Kort efter brød selvsamme Bach flot igennem igen i venstresiden og sendte bolden flot ind til Duelund. Denne gang sad den i skabet, og Duen smækkede bolden tørt i nettet. 1-1!

De Hviie dominerede herefter opgøret, og da unge Frej Elkjær erstattede Kristian Arnstad stak det helt af – Youssouph Badji sendte et indlæg ind i feltet, hvor den unge midtbanespiller satte pandebrasken på og dirigerede bolden i mål. 2-1 til De Hviie, hvilket også blev kampens resultat.
Hvad vi lærte
Tro på talenterne? Der snakkes meget om Uwes manglende tiltro til talenterne i AGF, men både Jacob Andersen, Mathias Sauer og Frederik Emmery ser nu ud til trives godt på SL-mandskabet, og spillerne får mere og mere tillid – og spilletid – tildelt af den tyske cheftræner.
Bach gearer op. Den unge wingback var flyvende i dag, og hvis han kan holde niveauet, så begynder man at være mere tryg ved konkurrencen på venstrekanten, hvor Gift Links har været urørlig – og uerstattelig – i et par sæsoner efterhånden.
Kampfakta:
Spillested: Estepona Football Center, Urbanizacion Sup, 3, 29693 Estepona, Málaga, Spanien.
Resultat: 2-1
26: Daniel Gazdag (Philadelphia Union)
67: Mikkel Duelund (AGF)
78: Frej Elkjær (AGF)
Gult kort: Henrik Dalsgaard (AGF), Mikael Anderson (AGF), Gift Links (AGF), Kristian Arnstad (AGF).
Opstilling AGF (3-5-2): Hansen (82: Hutters) – Mølgaard (60: Callø), Dalsgaard (60: Tingager), Jensen–Abbew (60: Akoto) – Andersen (60: Beijmo), Anderson (60: Duelund), Power (60: Madsen), Arnstad (73: Elkjær), Links (60: Bach) – Bech (60: Badji), Emmery (33: Sauer (60: Mortensen)).
Flere AGF Nyheder
-
Rösler om Wahlstedt: – Han er på vej til at blive skarpere
-
Sölvi Stefánsson: En forsvarsvulkan er klar til at gå i udbrud
-
Talentchefen tager temperaturen på AGF’s akademi: – Vi er kommet godt fra land
-
Yakob efter comeback: – Jeg bliver lidt rørt
-
AGF – AaB: Kevin Yakob returnerede i tæt testkamp mod nordjyderne
-
Blog: Hvad er AGF’s idealopstilling?
-
Kampprogram slutspil 2025: Se AGF’s kampe i Mesterskabsspillet
-
Reportage: Chokerende nedtur i Nørreskoven
-
Vejle BK – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller
-
Flere hviie talenter på ungdomslandsholdene