AGF låner banen ud: Aarhus Fremad får tre kampe på Ceres Park Vejlby
Fodboldfællesskabet i Aarhus er stort, og samarbejdet på tværs af klubberne viser sig nu fra sin bedste side, idet Aarhus Fremad får lov at benytte AGF’s midlertidige hjemmebane i Vejlby til tre kampe grundet udfordringer med banekvaliteten på Riisvangen.
Byens Hold vil for langt de fleste aarhusianere sende tankerne direkte mod et AGF-logo, men for nogle er der altså også andre mandskaber, som betyder meget.
Heriblandt Aarhus Fremad, som i de seneste sæsoner har været inde i en flot udvikling og nu gør sig til i landets næstbedste række – med pæn succes.
Fremad har således spillet friskt til som oprykkere i 1. division og indtager i skrivende stund rækkens 5. plads.
En position holdet fra Riisvangen selvfølgelig går efter at bevare, men klubben med de noget interimistiske faciliteter, er løbet ind i problemer.
Banekvaliteten er udfordret af det danske efterårs- og vintervejr, og derfor er en aftale mellem AGF og Aarhus Fremad om at låne Ceres Park Vejlby til tre spillerunder kommet i stand.

Det drejer sig i første omgang om følgende kamp, som Aarhus Fremad altså skal spille på AGF’s midlertidige hjemmebane:
Aarhus Fremad – HB Køge den 23. november klokken 14.
Derudover skal Aarhus Fremads to første hjemmekampe i foråret 2026 spilles i Vejlby. De er endnu ikke programsat.
AGF’s direktør Jacob Nielsen glæder sig over, at AGF kan være med til at finde en løsning for Aarhus Fremad
– Vi vil gerne hjælpe Aarhus Fremad ved at udvise den nødvendige fleksibilitet og give mulighed for, at de kan afvikle kampene på Ceres Park Vejlby på rimelige vilkår. Det underbygger den gode relation, som der er mellem fodboldklubberne i kommunen, og vi har jo også samarbejdet med Aarhus Fremad i forhold til at sælge deres trøjer i vores shop og i forbindelse med en lejeaftale omkring Luka Callø, fortæller AGF’s administrerende direktør, Jacob Nielsen til AGF.dk.
– Det er positivt for fodbolden i Aarhus, at vi kan hjælpe hinanden med at finde løsninger. Vi har et godt samarbejde med AGF på mange områder og senest en god dialog på spillersiden omkring lejeaftalen med Luka Callø, siger direktør i Aarhus Fremad, Jesper Blicher i samme omgang.
Dermed kan legendariske fansange som “Det Skal Nok Gå,” “Alle Skal Dø,” “Verdens Bedste Hold” og andre klassikere opleves på Ceres Park Vejlby i 2025 og 2026.
Flere AGF Nyheder
-
Henrik Dalsgaard er Månedens Spiller i 3F Superligaen for anden gang i træk -
Gift Links før søndag: – Jeg glæder mig til sæsonens sidste dans -
Jakob Poulsen: – Der er en by, der har hungret efter det her -
Jakob Poulsen før VFF: – Det bliver en sjovere fest, hvis vi går ud og leverer en god præstation -
Royal Unibrew: Weekendens salg af Ceres Top svarer til to måneders forbrug -
Viborg er klar til at hylde AGF: Planlægger at overrække en anerkendelse -
Markus Solbakken: – Synet er gradvist blevet bedre -
Her er ruten til AGF’s Mesterskabsmarch 2026 -
Markus Solbakken ramt af multipel sklerose – meldes klar til sæsonstart -
Mortensen: – Jeg er ikke færdig med at spille fodbold