Skip to main content



Foto: Frederic Kissow

AGF jagter nyt statement mod FCK: Yakob i spil


| Marcus Refsgaard |

Cheftræneren melder positive toner om Kevin Yakob før topbraget og ser frem til et intenst, men respektfuldt, gensyn med Mads Emil Madsen.

AGF kan få en vigtig brik tilbage til søndagens topopgør mod FC København. Kevin Yakob, der måtte udgå senest mod Silkeborg, har trænet med i dag, i det omfang det gav mening.

– Det gik rigtig godt i dag. Det virker ikke til, at det var så slemt, som man kunne frygte – især med Kevins historik, siger Jakob Poulsen til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse på Fredensvang.

Træneren forventer svensk-irakeren i normal træning allerede fredag, selvom han i dag forlod træningen efter cirka en halv times spil. Dermed er han reelt i spil til søndagskampen – en styrkelse af midtbanen, hvor han, siden Mads Emil Madsens afsked, har været en central figur.

Kevin Yakob klapper.
Foto: Matti Kronborg

FCK i ubalance?

FCK er begyndt at finde rytmen igen, vurderer AGF-træneren, men stillingen betyder intet for tilgangen til kampen.

– Stillingen betyder ikke noget. Men FCK begynder at ligne sig selv igen. Det er et hold med store kvaliteter, påpeger han.

Alligevel skal AGF ikke gå på kompromis med eget udtryk:

– Vi skal have en ydmyg arrogance. Vi ved, det er et topmandskab – men vi skal tro på os selv og spille kampen på vores måde.

Træneren peger på, at FCK’s sårbarhed især kommer til udtryk, når kampen vender imod dem, men mener samtidig, at det er en generel fodboldmekanik – altså ikke noget unikt for københavnerne.

Kristian Arnatad i duel med FCK's Lopez.
Foto: Kronborgfotos

Gensynet med Mads Emil

Søndagens kamp markerer Mads Emil Madsens første optræden mod AGF siden skiftet til FC København. Træneren glæder sig – men ikke for meget.

– Vi hilser selvfølgelig pænt på ham, men når kampen starter, er han modstander. Det skal han nok få lov at mærke.

Mads Emils start har været lidt op og ned i hovedstadsklubben. Indlogeringen i en svær periode med et tætpakket kampprogram har ikke givet silkeborgenseren en drømmestart i FCK. Så hvordan FCK bruger ham, holder cheftræneren sig helt fra at kommentere:

– Ring til Neestrup. Jeg er ikke FCK-træner, lyder det, med krydsede arme.

Han forventer dog, at AGF-fansene tager ordentligt imod ham, så længe han altså går hjem fra Vejlby med nul point.

Mads Emil Madsen ankommer til Ceres Park.

På spørgsmålet om livet efter Mads Emil kom svaret prompte:

– Det er gået meget godt, må jeg sige, roser Jakob Poulsen.

Kevin Yakob og Markus Solbakken har taget over, og træneren roser deres evne til at gribe mulighederne.

– De har begge haft rigtig gode kampe og mindre gode kampe, men de har løftet niveauet og taget ansvar, fastslår han.

FCK i kampflow

FCK spiller deres tredje kamp på en uge, men AGF ser ikke nødvendigvis det som en fordel.

– Nogle gange er det en fordel at være i flow. De kommer fra en CL-kamp med en sejr, og det giver selvtillid.

Men der kan komme et tidspunkt, hvor trætheden sætter ind – hvis AGF får kampen ind i deres spor:

– Hvis vi får presset dem og sat os på kampen, kan det måske mærkes efter 70 minutter.

Holdcirkel inden kamp på Ceres Park Vejlby.
Foto: Kronborgfotos

Muligt møde med Cornelius

FCK sparede Cornelius i Champions League, hvilket kan betyde spilletid i Superligaen, men der er holdet forberedt på, at der kan komme nogle duelbolde omkring den store angriber..

Poulsen forventer fysisk duelspil og andenboldsarbejde som nøgleelementer, især hvis Cornelius starter inde.

Der er ingen tvivl om kampens betydning. For træneren personligt er det også en af de store.

– Det er en stor kamp, ja. Men det er FCK-kampe altid. Det er et af de største opgør i dansk fodbold, og vi glæder os, smiler han.

Med udsigt til fuldt hus i Vejlby står en af efterårets mest ventede kampe for døren.

– Det er en fed kamp at få lov at spille, slutter træneren af.

AGF byder op til dans, når killingerne skal på udebanetur til den jyske hovedstad. Kampens spilles allerede klokken 14.00.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle