Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

AGF – Hvidovre IF: Verdensmestrene i hjørnespark sikrede tre point


| Jonas Roulund |

Hvidovre IF gæstede søndag aften Ceres Park til grundspillets sidste spillerunde, hvor grundstene for resten af sæsonen skulle lægges. Det blev dog aldrig den sprudlende oplevelse, mange havde håbet på.

Efter en solstrålende forårssøndag begav godt 9000 tilskuere sig søndag aften på det nedrivningsprægede stadion for at opleve De Hviie i kamp mod dem fra Hviieovre.

Ceres Parks A-tribune rives ned.

Posen var nok en gang rystet af Uwe Rösler, som måtte undvære Poulsen og Beijmo grundet karantæner, mens Akoto, Mølgaard, Serra, Hvidt og Yakob fortsat sad ude med skader.

Der var derfor blevet plads til Tobias Anker i startelleveren, mens Bailey Peacock-Farrell gjorde lyncomeback iført maske efter sin hovedskade mod OB.

Kampens forløb

Foråret spirede, og håbet var, at vi ville se det samme ske med AGF’s offensiv i dag. Den var Mikael Anderson med på, og han gjorde sit til at gøre kampen til en underholdende en af slagsen.

Efter bare to minutter leverede han en flot dribletur forbi tre mand og sendte et tørt hug afsted fra distancen, som dog blev pillet af Kappenberger i Hvidovremålet.

17 minutter senere opfangede islændingen så en skidt hovedstødsclearing af selvsamme keeper, der fældede Anderson – straffespark, og så kunne mr. 100 % gå til bolden – Patrick Mortensen vs. Kappenberger.

Patrick Mortensen sparker straffespark mod Hvidovre IF.
Foto: Kronborgfotos

Og hvem skulle have troet det – men det blev simpelthen Hvidovres målmand, der stoppede Mortensens vilde stime af straffesparksscoringer. Et fladt skud i målmandens venstre side blev nappet. Dermed er det nu “blot” 20 mål på 21 straffespark for den 34-årige angriber.

Det skal siges, at Hvidovre også blev farlige et par gange i den generelt kedelige halvlegs løb, hvor Peacock-Farrell måtte vise, at hovedet og hænderne var på plads igen efter sammenstødet med Bashkim Kadrii to uger tidligere, men ellers var det nu hjemmeholdet, der sad på tingene.

Den gode plads blev dog ikke anvendt optimalt af De Hviie, og holdene gik til pause uden scoringer.

2. halvleg

Nu ville man jo så håbe, at De Hviie kom ud fra omklædningen med ild i både øjne og støvler for at bevise, at her var tale om en kamp mellem top og bund i Superligaen.

Men det var desværre gæsterne, som kom bedst ud og lagde et tryk ned mod AGF-målet.

Det ledte til en stor chance til gæsterne efter 56 minutter, da Greko blev spillet helt fri på feltkanten, men afslutningen gik heldigvis over mål.

Nå, kunne det så blive et wake up call til Uwes drenge?

Cheftræneren prøvede i hvert fald at ruske lidt liv i gutterne ved at sende Duelund og Kahl på banen i stedet for Andersen og Links og skifte formation til en 4-2-3-1, og det hjalp med det samme.

Mikkel Duelund i AGF-trøje med sorte handsker.
Mikkel Duelund (Foto: Matti Kronborg)

Bedre kombinationer og mere energi bredte sig over græstæppet, mens fansenes taktfaste trommer rungede som bagtæppe – for en kort stund…

Tobias Anker gav nemlig gæsterne fornyet tro på tingene ved at miste bolden i opspillet, hvilket afkrævede en stor redning af Peacock-Farrell, og på det efterfølgende hjørnespark ramte Hvidovre overliggeren. Puhadada…

Herefter gik der mere frustration end fuld firspring i tingene, og Hvidovre-drengene dominerede faktisk det meste af 2. halvleg mod et idéforladt hjemmehold, som febrilsk søgte nøglen til at få offensiven i gang.

Men så er det jo heldigt, at man er verdensmestre i hjørnespark. 71 minutter – Bach til Duelund – afslutning og hjørnespark.

Her sendte Kahl et indlæg ind mod Jensen-Abbew, som fik presset bolden i nettet – 1-0 ti AGF!

Jonas Jensen-Abbew på Ceres Park.
Foto: Kronborgfotos

Kort efter måtte Duelund strække gevær med en baglårsskade, og så var der comeback til Magnus Knudsen.

Herefter gik kampen over i det, vi efterhånden har lært at kende så godt som AGF-fans – en solid organisation, mens modstanderne uden held søgte sprækkerne i den aarhusianske defensiv, og så blev det til en 1-0 sejr over oprykkerne.

Hvad vi lærte

Haves: Stærk defensiv. Søges: Kreativ offensiv. En idéforladt omgang blev kronet med et hjørnesparksmål, og vi skal selvfølgelig være glade for de tre point, men med det spil, der leveres for tiden, så går der altså længe, inden holdet kan blande sig i top tre i landets bedste række.

Tobias Bach er et friskt pust. Wingbacken kom ind og fik sat lidt fart på AGF-omstillingerne og vigtigst af alt: Han fik afsluttet. En spændende mand, som måske fortjener mere spilletid?

Kampfakta:

Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus

Tilskuertal: 9.126

Resultat: 1-0

71: Jonas Jensen-Abbew (AGF)

Gult kort: Jonas Gemmer (HIF), Jeffrey Papa Adjei-Broni (HIF), Marc Nielsen (HIF), Jacob Andersen (AGF), Tobias Anker (AGF), Mathias Andreasen (HIF).

Opstillinger:

AGF (3-4-2-1): Peacock-Farrell – Jensen-Abbew, Tingager, Anker – Links (59: Duelund (76: Knudsen)), Brandhof, Madsen, Andersen (59: Kahl) – Bech (68: Bach), Anderson – Mortensen.

HIF (4-3-3): Kappenberger – Nielsen, Killerich, Olsen, Gemmer (75: Ramkilde) – Spelmann (75: Fredslund), Jørgensen, Greko – Thomsen (79: Andreasen), Qamili, Papa Adjei-Broni (75: Smed).

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle