Skip to main content


Foto: Hjørringgaardfotos

AGF har brug for frivillige hænder til at optimere stadionoplevelsen i Vejlby


| Jonas Roulund |

AGF ønsker at optimere fanoplevelsen på Ceres Park Vejlby forud for søndagens kamp imod AaB, men der er brug for frivillige fankræfter for at få tribunerne helt klar. Du kan derfor melde dig under den hviie fane og komme ud og hjælpe til med tribuneklargøring lørdag formiddag.

AGF fik testet Ceres Park Vejlby, da FCK den 8. februar gæstede Aarhus til en træningskamp, men søndag bliver det alvor, når AaB kommer forbi til Superligapremieren på det midlertidige stadion, og i den forbindelse har De Hviie nu brug for hjælp fra aarhusianerne.

Efter testen af stadion kunne klubben nemlig konstatere, at der er behov for flere trin på ståtribunerne for at give den bedst mulige oplevelse.

Det har krævet en ny godkendelse, hvilket klubben nu har fået, men det har til gengæld skabt en presset tidsramme for at blive klar til kamp søndag klokken 14.

Derfor inviterer AGF nu aarhusianerne til “Byggedag” lørdag den 22. februar fra klokken 9-14, hvor trinene kan fikses.

– Vi vil rigtig gerne have flest mulige trin klar til kampen mod AaB. Har du mulighed for at hjælpe med at samle eller bære trin på plads, så skriv til JL@agf-as.dk. Skriv også gerne, om du tager en skruemaskine med. Vi sørger selvfølgelig for drikkevarer og frokost undervejs. Vi håber I har mulighed for at hjælpe, så vi kan blive helt klar til søndag, skriver Fan Engagement Manager i AGF, Jonas Labich til KSDH.dk.

Han oplyser endvidere, at administrerende direktør, Jacob Nielsen, selv vil være til stede og bidrage til, at tribunerne bliver klar.

Der er hyret håndværkere ind til projektet, men det oplyses, at de ikke kan nå at gøre alle ståtribuner klar, og der er derfor brug for ekstra hænder.

Vel mødt til byggedag på Ceres Park Vejlby!

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle