AGF – FCN: Mandagsblues i Skoven
AGF havde sit hyr med sidste sæsons sølvmedaljevindere, og selvom der var god energi til en start, så blev det aldrig en festdag på det ganske velbesøgte Ceres Park.
Mandag aften bød AGF FC Nordsjælland op til dans på et solbeskinnet Ceres Park i det 56. Superligaopgør mellem de to mandskaber.
AGF med en debutant i målet. FC Nordsjælland uden topscorer Nuamah i startelleveren. Begge mandskaber med tre point på kontoen efter sejre i første spillerunde. AGF dog med en europæisk nedtur i benene fra torsdag.
Forhåbentligt skulle det ikke få indflydelse på dagens resultat. Let’s go, Aarhus!
Kampens forløb
Fansene på lægterne var klar til genrejsning efter turen til Brügge, og det var spillerne tilsyneladende også.
Vi fik nemlig en flot, energisk start fra de hvide, der med Poulsen som aggressiv dirigent indsatte et højt pres, som tilsyneladende overraskede gæsterne fra Farum.
De havde i hvert fald svært ved at finde sig selv i kampens indledning, mens den hvide bølge skvulpede frem mod udeholdets mål igen og igen, og både Anderson, Links og Duelund havde afslutninger mod gæsternes mål i løbet af de første 10 minutter. En ganske opløftende start – nu skulle det bare konverteres til en føring.
Mens nordsjællænderne famlede lidt efter løsningen på GF’ernes pres, fes Beijmo op og ned ad sidelinen og truede konstant med indlæg ind mod Mortensen. Han var dog desværre lidt svær at finde i den røde forsvarsklump, og langsomt begyndte gæsterne at sætte sig mere på boldbesiddelsen uden dog for alvor at true hjemmeholdet.
…for en kort stund.
For i takt med, at AGF’erne mistede momentum, begyndte gæsternes kantspillere at komme i flere og flere 1:1-situationer med Mølgaard, der skabte en række farlige lige-ved-og-næsten-situationer i Peacock-Farrells felt. Heldigvis var debutanten sikker i sine indgreb.
Det var Tingager dog ikke, da han efter 35 minutters trillede en bold lige i fødderne på Diomande, der hurtigt fandt Benjamin Nygren, og så var vi pludselig bagud 0-1. Så hurtigt kan det gå, når man ikke får udnyttet sine gode perioder.
Og lige da man var ved at gøre sig klar til at gå til pause med en mat følelse, så kom en usædvanlig helt til undsætning.
Nicolai Poulsen fik efter et hjørnespark og lidt klumpspil sidste berøring på bolden, der fandt vej til rusen, og så kunne Ceres Park eksplodere i jubel. 131 kampe og her kom det ANDET mål fra vores 6’er i den hvide trøje.
Det fejrede han så ved at tage sit 39. gule kort i sin AGF-karriere i den efterfølgende spilsekvens, og så kunne holdene gå til pause – nogenlunde tilfredse i begge lejre.
2. halvleg
Nordsjælland havde tilsyneladende haft bedst af pausens taktikmøde, for de kom stærkt ud til 2. halvleg og kombinerede sig hurtigt frem til en chance. Få minutter senere lykkedes det dem så også at afslutte det med spillets vigtigste element – en scoring. Et flot opspil, hvor Nygren assisterede hurtige Osman på flotteste vis gav et glimt af den mesterskabsklasse, FCN spillede med i størstedelen af sidste sæson, og så blev Peacock-Farrell passeret for anden gang denne mandag.
Kunne AGF rejse sig på ny?
Det så svært ud. Det var nemlig gæsterne, der kom tættest på næste scoring. Endnu en opspilsfejl – denne gang fra TK, resulterede i en helt fri FCN-angriber i feltet. Han bankede den heldigvis på stolpen. Uhadada.
Mens vi var ved at få vejret igen, kom AGF’erne så endelig fremad. Indskiftede Tobias Bech fik afsluttet, men Andreas Hansen leverede desværre en flot redning i buret. Stadig 1-2 med 25 minutter igen. Fornyet liv i tilskuerne. Kom nu, drengene!
Også Nordsjælland ville vise, hvad de kunne med deres bænk, og med godt 20 minutter igen fik vi så brandvarme Ernest Nuamah at se på banen. Han fik heldigvis en varm velkomst af Tobias Bech, der trynede ham i den første direkte duel til stor glæde for publikum.
Men generelt så det ikke godt ud i 2. halvleg. Mange opspilsfejl prægede hjemmeholdets spil, og der var desværre langt mellem klapsalverne.
De kom dog, da Anderson med et kvarter knaldede et bud på en udligning afsted, da han flugtede bolden afsted fra kanten af feltet. Men IGEN viste Hansen bare klassen og reddede.
En offensiv satsning mod slutningen skulle lægge ekstra tryk ned mod gæsternes mål. Ind kom Knudsen og Serra, mens Poulsen og TK forlod banen, og i næste moment vågnede Mortensen fra de døde/usynlige og headede hårdt på mål – men ja… igen var den storspillende Hansen altså i vejen…
Desværre var Mortensens næste aktion mindre heldig. Her begik han nemlig straffespark i forbindelse med en clearing fra et hjørnespark, og det omsatte Marcus Ingvartsen uden chance for Peacock-Farrell i målet. 1-3 og sure miner i Skoven.
Kampen gik til ende, og vi kan tørt konstatere, at fodbold handler om at udnytte sine gode perioder til at få scoret. Og det gjorde AGF desværre ikke i dag.
Hvad vi lærte
Polle i “kontraktår” er en offensiv en af slagsen. I cykelsporten snakker man ofte om, at ryttere, der er på vej mod kontraktudløb altid lige kører liiiidt bedre. Måske er situationen den samme med Nicolai Poulsen, som har udløb næste sommer? Han viste sig i hvert fald flot frem i dag, og så har han altså både mod Vejle og FCN vist, at han også kan deltage i det offensive spil. Ny kontrakt eller sælg, mens vi stadig kan få penge for vores gode arbejdsmand?
Uwe er modig. Med et kvarter igen skiftede Rösler offensivt ud. Han ville have de tre point, og ud gik Poulsen og TK, mens de offensive kræfter Knudsen og Serra kom ind. Stærkt at se, at tyskeren er en handlingens mand, der ikke stiller sig tilfreds med et smalt nederlag til sidste sæsons sølvmedaljevindere.
Mortensens mareridt. Er det på tide at prøve noget nyt af i angrebet? Mortensen var i hvert fald ikke videre heldig i dagens opgør, og når man har en Tobias Bech og Janni Serra i truppen, så kunne man vel godt teste lidt nyt af mod Brügge på torsdag eller mod Hvidovre på søndag.
Kampfakta:
Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus.
Tilskuertal: 9774
Resultat: 1-3
35: Benjamin Nygren (FCN)
41: Nicolai Poulsen (AGF)
51: Ibrahim Osman (FCN)
86: Marcus Ingvartsen (FCN)
Gult kort: Mikael Anderson (AGF), Nicolai Poulsen (AGF), Daniel Svensson (FCN), Andreas Hansen (FCN), Ernest Nuamah (FCN).
Opstillinger:
AGF (3-4-2-1): Peacock-Farrell – Mølgaard, Tingager, TK (76: Knudsen) – Beijmo (84: Bjur), Madsen, Poulsen (76: Serra), Links (63: Links) – Anderson, Duelund (63: Bech) – Mortensen
FCN (4-3-3): A. Hansen – Villadsen, K. Hansen (45: Nagalo), Abbew, Frese – Diomandé, Tverskov, Svensson – Nygren (67: Nuamah), Ingvartsen (95: Coulibaly), Osman (67: Antman).
Flere AGF Nyheder
-
NRK erfarer: Kristoffer Klaesson på vej til norsk fodbold
-
AGF jagter norsk angrebsprofil – men konkurrencen er hård
-
Sauer er vokset som menneske og spiller: Rösler ville have ham hjem
-
CV om Rösler: – En markant figur i dansk fodbold
-
CV har taget både Hansen og Mortensen til side: Der er dialog om kontraktsituationerne
-
Kom med Lyden AGF til pressemøde med ny fodbolddirektør og årets første åbne træning på Fredensvang
-
Kom med til SFA Cup 2025
-
Blog: Hvad gør vi med kontrakterne, Carsten?
-
Haugen har succes sydpå: Hansa Rostock afventer AGF
-
3F Superligaen er klar med ny kampbold