Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

AGF – FC Nordsjælland: Strømmen gik, og AGF gik videre!


| Jonas Roulund |

Endelig! Kampen om at komme i endnu en pokalfinale skulle afvikles på et velfyldt Ceres Park. Håb og drømme omfavnede hele skoven, men enten AGF eller FC Nordsjælland måtte se dem briste i dag. Spørgsmålet var nu blot, hvem der kunne gå fra banen med glædesstrålende øjne.

3-2 resultatet fra første pokalsemifinale skulle forsvares af et skadesplaget AGF-mandskab imod det, der lignede en mere og mere velsmurt FCN-maskine.

Efter en storslået spillermodtagelse på John Stampes Plads kunne De Hviie helte entrere græstæppet under lav sol med ild i øjnene – eller det var i hvert fald planen.

For hurtigt kom meldingen om, at strømmen var gået på Ceres Park, og en ægte Aarhus-historie kunne udspille sig i de kommende timer, hvor elektrikere arbejdede på højtryk for at fikse lyset.

Det lykkedes til sidst, og klokken 21:30 kunne dommer Krogh sætte gang i de 90 minutter, der skulle give svar på, om det ville blive et aarhusiansk eller sjællandsk pokaleventyr, der fortsatte frem mod den 9. maj.

AGF-halstørklæde foran søjehallen.
Foto: Kronborgfotos

Kampens forløb

Endelig blev der sat strøm til fodboldkampen, og med elektrisk stemning på tribunen gav De Hviie sig i kast med et ægte aftenopgør under den formørkede forårshimmel.

Selvom klokken var over Farum-teenagernes sengetid, så forsøgte de at styre spillet fra start, men de stødte gang på gang ind i AGF’ernes jernmænd, der med brystet forrest blev hyldet for hver en vundet nærkamp af de knap 15.000 fremmødte på Ceres Park.

Langsomt overtog De Hviie faktisk mere og mere af spillet, og der var optræk til gode ting, men så svarede FCN pludselig igen med en afslutning fra kort hold, der heldigvis gik udenom Peacock-Farrells stolpe.

En lille reminder om, at hvert et sekund tæller i en pokalsemifinale. Koncentrationssvigt kan koste dyrt.

Mats Knoester i kamp mod FC Nordsjælland.
Foto: Kronborgfotos

Men det bølgede i dag, det må man sige. Hele vejen rundt på lægterne var luften tyk af håb og drømme, og hver gang hjemmeholdet nærmede sig gæsternes felt, var der dybtfølte tilråb fra alle sider. En aften på kanten af sædet og med følelserne uden på tøjet.

Energien varede ved, og håbets lys fik lov at brænde videre frem til pause – 0-0 efter 45 minutter.

2. halvleg

De jagtende gæster kom lige lovligt lystigt ud til 2. halvleg, og de første 10 minutter efter pausen foregik på AGF’s banehalvdel, hvor masser af tacklinger, hovedstød og blokader var højdepunkterne set med hviie briller.

De modigste helte fra byen åd sig dog tilbage i opgøret og gik højt op ved nordsjællændernes udspark i et energisk pres animeret af den evigt bevægelige Uwe Rösler på sidelinjen, hvilket gav muligheder, frispark og hjørnespark, som jo altid er farlige, når de er med AGF som afsender. Farum-drengene havde dog forberedt sig godt og fik afvist dødboldene.

Uwe Rösler dirigerer sine tropper mod FCN.
Foto: Kronborgfotos

Opgøret åbnede sig mere i den sidste halve time, hvor nordsjællænderne fik ramt stolpen, mens Mortensen i den anden ende var tæt på at komme først på et fladt Anderson-indlæg. Dog stadig ingen scoringer efter 80 minutter, og så kom Anker ind for at krige finalepladsen hjem.

Dommeren fandt af uransagelige årsager hele 6 minutters tillægstid, og den udnyttede AGF bedst. Gift Links susede afsted på sin venstrekant – hele vejen ind i FCN-feltet, hvorfra han tyrede kuglen i nettet. 1-0 og euforiske scener på stadion, hvor det for alvor gav mening, at det hedder Ceres Park. Pilsnersprøjt, krammere og drømmen, der blev til virkelighed – AGF ER I POKALFINALEN!

Hvad vi lærte

Stadionbyggeriet skaber kult-historier. Vi vidste det jo nok godt. Stadionbyggeriet vil komme til at skabe mange mærkværdige situationer og løsninger herpå indtil det nye stadion står klar i 2026. I dag blev det en nervepirrende en af slagsen, da det længe lignede, at opgøret ville blive aflyst på grund af strømsvigt. Pyha, tak til elektrikerne for at løse det hele!

Gratis boller i karry til Gift Links på alle byens restauranter, tak! Og lad bare Tingager spise med i samme omgang. Der var mange mandfolkepræstationer at fremhæve i dag, men energiske Links og tapre Tingager strålede for alvor, når de gang på gang duellerede med nordsjællænderne. Hatten af!

Kampfakta:

Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus.

Tilskuertal: 14.758

Resultat: 1-0

90+2: Gift Links (AGF)

Gult kort: Mads Emil Madsen (AGF), Daniel Svensson (FCN), Mats Knoester (AGF), Christian Rasmussen (FCN), Frederik Tingager (AGF).

Opstillinger:

AGF (3-4-2-1): Peacock-Farrell – Akoto (82: Anker), Tingager, Knoester – Kahl (75: Andersen), Madsen, Brandhof (62: Knudsen), Links – Anderson, Bech (74: Serra) – Mortensen.

FCN (4-3-3): Hansen – Antman (65: Rasmussen), Hansen, Nagalo, Frese – Tverskov, Svensson (86: Marxen), Hansen (70: Harder) – Schjelderup, Ingvartsen, Osman.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle