Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

AGF – FC Nordsjælland: Spillerpræstationer og kampens spiller



AGF tog endnu en sejr med en scoring i de døende minutter, da FC Nordsjælland blev besejret 1-0 hjemme på Ceres Park Vejlby. Her er kåring af KSDH’s Kampens Spiller.

I Facebook-gruppen KSDH Gruppen for AGF Fans er der traditionen tro blevet stemt om Kampens Spiller efter fredagens 1-0 sejr over FC Nordsjælland.

Her er det Tobias Bech der har fået flest stemmer, og dermed titlen som KSDH’s Kampens Spiller. Tobias Bech har fået 55 procent af stemmerne, mens Jesper Hansen har fået 20 procent af stemmerne og en andenplads i afstemningen. Tredjepladsen går til matchvinder Frederik Emmery med 14 procent af stemmerne.

Det er anden gang i sæsonen, at Bech løber med den ærefulde titel.

Tobias Bech med bolden mod FCN.
Foto: Laura Hjørringgaard

De iøjnefaldende spillerpræstationer

Uanset hvor upræcist Tobias Bech blev spillet, lykkedes det ham gang på gang at fastholde bolden og fordele spillet med ro og overblik. Hans tekniske sikkerhed og beslutsomhed i duellerne gjorde ham til en konstant trussel mod FC Nordsjællands forsvar. Tobias Bech står da også både noteret for flest vundne dueller og flest vellykkede driblinger i kampen, og sluttede kampen med en xG (forventede mål) på 0,67. Et tydeligt tegn på, at Bech både skabte og opsøgte de farlige situationer.

Tobias Bech udfordrer mod FC Nordsjælland.
Foto: Kronborgfotos

I den modsatte ende af banen leverede Eric Kahl en stabil og sikker præstation. Selvom svenskeren var placeret i tremands-forsvaret var det især hans offensive pasningsspil der skilte sig ud. Eric Kahl var flere gange i kampen grunden til at AGF blev farlige. Han ramte fire ud af fire lange afleveringer og sendte tre ud af seks præcise indlæg afsted. De defensive pligter blev selvfølgelig også klarede og Eric Kahl sluttede med flest defensive aktioner for AGF-mandskabet.

I sidste spillerunde var det Stefen Tchamche der kunne score sit første seniormål for AGF. Fredag aften var det så Frederik Emmerys tur. Den unge offensivspiller kom på banen med små tyve minutter igen i forsøget på at få alle tre point med fra kampen. Det viste sig at være en god beslutning af Jakob Poulsen, for med et lille minut tilbage af den ordinære spilletid, kunne Frederik Emmery med en stiv tå, sparke det afgørende mål i kassen efter en flot solotur. Sikke en fredag aften for den 18-årige.

Frederik Emmery jubler efter scoring mod FC Nordsjælland.
Foto: Kronborgfotos

Den knap så iøjnefaldende spillerpræstation

Til gengæld havde Gift Links en svær kamp fredag aften. Sydafrikaneren kom ofte i position til at slå indlæg, men præcisionen manglede i høj grad. Det gjaldt også på dødbolde, hvor Links flere gange måtte se sit hjørnespark gå køkkenvejen. Måske var det på grund af blæsevejret, at det aldrig lykkedes for Gift Links, der kun formåede at ramme en medspiller på 3 ud af 12 indlæg.

Statistikker er hentet fra FotMob.com

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle