Skip to main content


AGF – FC Nordsjælland optakt: Tid til revanche



AGF får fredag aften besøg af FC Nordsjælland. En sidste mulighed for at høste noget selvtillid inden pokalfinalen den 9. maj. 

Kampfakta: AGF – FC Nordsjælland

Spilletidspunkt: Fredag den 3. maj kl. 19.00.

Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus C

Dommer: Jonas Hansen (Linjedommere: Dennis Wollenberg Rasmussen og Daniel Cortzen).

VAR dommer: Morten Krogh (AVAR: Nikolaj Christensen).

Følg kampen her: X: @AGFFodbold samt TV3 Sport

Hashtags: #agffcn #sldk #ksdh #ultratwitteragf

Endnu en gang hedder modstanderen FC Nordsjælland, når 28. spillerunde skydes i gang på Ceres Park fredag aften. AGF er stadig uden en sejr i mesterskabsspillet og har hårdt brug for et godt resultat, inden turen går til Parken og pokalfinale. Det er ikke fordi eventuelle tre point vil gøre den store forskel i tabellen, da AGF har 12 point op til FC Nordsjælland på fjerdepladsen. Men en sejr fredag aften vil uden tvivl gøre spillerne godt inden pokalfinalen.

Stemning til Pokalsemifinalen
Foto: Hjørringgaard Photo

Indbyrdes kampe

De to klubber har set meget til hinanden på det sidste. Tre indbyrdes opgør på en lille måned, og der venter nu endnu et møde med nordsjællænderne. Tæller man pokalkampene med, er de seneste fem indbyrdes opgør endt med to AGF-sejre, to nederlag og en enkelt uafgjort.

Uden pokalkampene taler statistikken dog ikke AGF’s vej. Her er det blevet til en enkelt AGF sejr, to nederlag og to uafgjorte. I alt har de to klubber spillet mod hinanden 60 gange i Superligaen. Her står AGF noteret for 16 sejre, mens FC Nordsjælland har vundet 27 af kampene mod AGF.

Regner man pokalkampene med, er der dog god tro på, at det fredag aften kan blive en AGF-sejr. Her vandt De Hviie begge kampe i en samlet sejr på 4-2, hvor FC Nordsjælland blandt andet blev slået 1-0 på Ceres Park. Og så var der jo blamagen på hele 7-2 senest de to hold mødte hinanden. Det må give noget motivation til GF’erne for at vise, at den kamp var en enlig svale.

Status på AGF

Det bliver spændende at se, hvordan Uwe Rösler stiller op til kampen mod FC Nordsjælland. Medaljerne er uden for rækkevidde, og sæsonenes vigtigste kamp er mindre end en uge væk. Samtidig bliver skaderne ved med at hærge AGF-truppen, og spørgsmålet er om den tyske cheftræner vælger at spare de vigtigste spillere til pokalfinalen den 9. maj.

Udover at være hårdt ramt på skadesfronten har resultaterne heller ikke været til AGF’s fordel siden mesterskabsspillet startede. Senest måtte både Mikkel Duelund og Mikael Akoto udgå med skader, og byens hold har ikke vundet i Superligaen siden 17. marts hjemme mod Hvidovre.

Et nederlag skal ikke roses, men AGF-mandskabet viste mod og vilje i seneste kamp mod FC København. Noget der i den grad manglede i Farum. Selvom slutresultatet blev et 3-2 nederlag var der langt hen ad vejen gode takter fra AGF. Det var der i den grad også brug for, efter afklapsningen i Farum, og det tyder på, at spillerne mere eller mindre har rystet den frygtelige præstation af sig.

Foto: JacobsenPhotography

Hvis man gerne vil til Parken med et endnu bedre udgangspunkt skal der som minimum et point på kontoen, men gerne flere. Derudover er fredag også en god mulighed for revanche, ovenpå 2-7 nederlaget sidst modstanderen hed FC Nordsjælland.

På skadesfronten ligner det, at Frederik Brandhof, Benjamin Hvidt og Nicolai Poulsen er klar til at spille. Spørgsmålet er dog, om man vil kaste dem i kamp, eller om de skal spares. Tobias Bech og Jonas Jensen-Abbew er også tilbage på træningsbanen, men de har nok brug for flere dage for at blive helt klar, mens Akoto, Duelund, Beijmo, Yakob og Mølgaard er helt ude med skader.

Status på FC Nordsjælland

FC Nordsjælland har i den grad været flyvende i mesterskabsspillet, men måtte nøjes med uafgjort i deres seneste kamp mod Brøndby IF. En kamp nordsjællænderne med lidt held havde fået alle tre point med fra. FC Nordsjælland indtager efter seneste runde Superligaens fjerdeplads med 50 point og har seks point op til Brøndby på førstepladsen.

FC Nordsjælland kommer uden tvivl med mere selvtillid i bagagen end AGF. Gæsterne fra Farum har ikke tabt en Superligakamp siden den 26. februar og har i de seneste fem kampe samlet 13 point til sig. Derudover har nordsjællænderne det næstbedste forsvar i Superligaen, og de har kun lukket 27 mål ind i 27 kampe.

Sidst de to mandskaber tørnede sammen endte det i et sandt målorgie, hvor FC Nordsjælland altså formåede at score hele syv mål. Da kampen var slut havde de to hold en samlet expected goals på 3,05, og det var nok til en ny Superliga-rekord. Siden man begyndte at måle expected goals i 2014/2015 sæsonen, har der aldrig været så stor forskel på expected goals og mål der er blevet scoret, som i kampen mod AGF. Her blev der scoret næsten seks mål mere, end der var expected goals.

Alt i alt må man sige, at det er et godt kørende FCN-mandskab, der møder op fredag aften.

Dem skal vi holde øje med

AGF:

Gift Links og Patrick Mortensen har været gode til at finde hinanden. Det gjorde de både i 2-2 opgøret med Brøndby og i 2-7 nederlaget til FC Nordsjælland. Nu har Patrick Mortensen overtaget førstepladsen på Superligaens topscorerliste med 12 scoringer, så mon ikke de to kan finde hinanden igen på fredag til en scoring eller to.

FC Nordsjælland: 

Der er mange spillere, AGF-forsvaret skal holde øje med, hvis det ikke skal ende ligesom sidst, men især en må være førsteprioritet at få stoppet. Andreas Schjelderup var flyvende, sidst AGF var besøg i Farum, hvor nordmanden formåede at score et hattrick på en lille halv time. Hvis AGF skal gøre sig forhåbninger om en sejr skal Schjelderup pakkes godt ind, ligesom han blev det senest FC Nordsjælland besøgte Ceres Park i pokalturneringen.

Karantæner og skader

Karantæner:

AGF: Ingen. (Karantænefare: Magnus Knudsen, Gift Links).

FC Nordsjælland: Ingen. (Karantænefare: Jeppe Tverskov, Adamo Nagalo).

Skader:

AGF:Tobias Mølgaard, Felix Beijmo, Jonas Jensen-Abbew, Mikkel Duelund, Michael Akoto og Kevin Yakob.

FC Nordsjælland: Benjamin Nygren.

Bud på startopstilling

AGF: Peacock-Farrell – Knoester, Tingager, Anker – Kahl, Knudsen, Madsen, Links – Bach, Anderson – Mortensen.

FC Nordsjælland: Hansen – Frese, Hansen, Nagalo, Villadsen – Svensson, Tverskov, Sertdemir – Schjelderup, Ingvartsen, Osman.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle