Skip to main content


Foto: KSDH.dk

AGF – FC Midtjylland: Ulvene delte med isbjørnen


| Jonas Roulund |

En form for vind eller forsvind-kamp ventede søndag eftermiddag, da de forsvarende mestre fra Ikast gæstede Ceres Park Vejlby. Seks point skilte mandskaberne før kampstart, så hvis De Hviie ville noget i toppen af rækken, var det med at hænge på. Kunne det lade sig gøre foran et ganske tætpakket stadion?

Mesterskabsslutspillet er for alvor i gang, og mens Brøndby er gået fra at være ved at glippe top seks til nu at være i spil til sølv og guld, så har AGF og FCM haltet en anelse i de første runder.

Netop de to hold mødtes i dag på Ceres Park Vejlby, hvor vejrguderne desværre valgte at dryppe lidt ud over de ganske mange fremmødte.

Nu skulle endnu en “finale” stå – skulle der drømmes stort, eller ville håbet slukkes?

AGF-fans på stemningsafsnittet på Ceres Park Vejlby.
Foto: KSDH.dk

Kampens forløb

Kampens første våde kvarter forløb med optræk til ting og sager i begge ender, uden at tingene dog for alvor blev farlige.

Her var Hansen udfordret, når de store midtjyder sendte indlæg og hjørnespark ind til luftdueller, mens Madsen, Bech og Links i den modsatte ende satte gæsternes defensiv på prøve med små kombinationer, som var tæt på at give de afgørende åbninger i flere tilfælde.

Efter 17 minutter var det dog ved at gå helt galt, da Buksa blev sendt i dybden og kom alene fri mod Hansen. Den rutinerede keeper stod dog stærkt og afviste. Puhadada.

Herefter faldt der igen lidt ro over tingene, men det var nu FCM, der igen var farlige efter 34 minutter. Et hjørnespark fik lov at sejle til bagerste del af feltet, og en fri FCM-spiller flugtede mod mål, men heldigvis blev den blokeret i det kaotiske mellemland i det lille felt.

Bech fik sat pandebrasken på et indlæg til sidst i halvlegen, men afslutning fløj over mål, og så var der pause.

Mads Emil Madsen i duel med FC Midtjyllands Mbabu.
Foto: Kronborgfotos

2. halvleg

Efter pausen gjorde AGF det, som FCM ikke havde formået på deres 9 (!) hjørnespark i 1. halvleg – nemlig at score på en dødbold.

Gift sendte bolden ind i hovedet på Bech, hvis hovedstød blev afværget af Lössl på stregen – men Patrick Mortensen var – selvfølgelig – først over riposten og gjorde det til 1-0!

Mens man stadig stod og jublede gav FCM så bolden op og tordnede direkte ned og smækkede den ind til 1-1. Skidt organiseret af Röslers mandskab…

Holdet er samlet i en kamp mod FCM på Ceres Park Vejlby.
Foto: Kronborgfotos

Der var generelt mere energi på drengen efter de to scoringer, og De Hviie bølgede bedre fremad – Bech blev sat i scene af Arnstad, men fik sin afslutning blokeret, en frisparkskombination var tæt på at virke, og lægterne levede med.

AGF tifo på stemningsafsnittet på Ceres Park Vejlby.
Foto: Kronborgfotos

Der faldt en del ro over tingene igen, men til sidst måtte Hansen alligevel ud i en god reaktionsredning. Her fik De Hviie ikke clearet ordentligt i flere omgange, trykket tog til, og Oliver Sørensen fik afsluttet på et indlæg tæt under mål.

Lige efter blev et frispark sendt i hovedet på Buksa, som igen headede lige på Hansen, der fik holdt på bolden og afværgede. Uuuuha, det kunne være endt helt galt.

Det gjorde det ikke, og så sluttede det hele med en deler i Vejlby. AGF slår dermed sin egen rekord med 14 ubesejrede hjemmekampe træk. Den længste stime nogensinde for De Hviie i Superligaens historie.

Hvad vi lærte

Tid til lidt Tingager-hyldest. Morten Bruun benævner ham den bedste CB i Superligaen, og selvom vi efterhånden har vænnet os til hans konsekvent høje niveau i Aarhus, så er det altså værd at give ham cadeau i ny og næ. Igen i dag tog han godt fra i bagkæden og fordelte boldene med stor kvalitet.

Indlægskvaliteten skal hæves. Spillet med bolden er langt hen ad vejen ganske godt, men når det skal omsættes til noget farligt, så er det, at De Hviie kommer lidt til kort for tiden. Vi så det i Brøndby, og vi så det i Vejlby i dag. Indlæggene fra kanterne skal forbedres, så Paddy og Bech får mere at arbejde med, når bolden er flyttet langt frem.

Tid til målmandsskift? Uanset hvor stor respekt man må have for Hansens flotte karriere og gå-på-mod, så begynder der altså at være mange situationer – særligt i luftspillet – hvor man kunne savne en yngre – mere modig målmand. Spørgsmålet er, om Wahlstedt snart skal prøves af?

Kampfakta

Spillested: Ceres Park Vejlby, Vejlby Centervej 53, 8240 Risskov.

Tilskuertal: 8023

Resultat: 1-1

49: Patrick Mortensen (AGF)

50: Mikel Gogorza (FCM)

Gult kort: Dani Silva (FCM), Denil Castillo (FCM), Tobias Bach (AGF), Adam Buksa (FCM).

AGF (3-5-2): Hansen – Kahl (70: Dalsgaard), Tingager, Mølgaard (70: Anderson) – Links (90: Bach), Madsen, Poulsen, Arnstad (80: Brandhof), Beijmo (80: Jensen-Abbew) – Bech, Mortensen.

FCM (4-3-3): Lössl – Jensen, Sørensen, Diao, Mbabu – Sørensen, Silva (83: Simsir), Bravo – Gogorza (62: Chilufya), Buksa, Franculino (66: Castillo).

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle