Skip to main content


AGF – FC Midtjylland optakt: Kan hjemmebanestimen fortsætte?



AGF skal tilbage på sejrskurs efter mandagens nederlag, når ulvene FC Midtjylland kommer forbi Ceres Park Vejlby. Her kan De Hviie slå sin egen rekord for flest ubesejrede hjemmekampe i træk, såfremt det lykkes at tage point fra de forsvarende mestre.

Kampfakta: AGF – FC Midtjylland

Spilletidspunkt: Søndag den 13. april klokken 16:00.

Spillested: Ceres Park Vejlby, Vejlby Centervej 53, 8240 Risskov.

Dommer: Jens Maae (Linjedommere: Jesper Dahl og Henrik Sønderby).

VAR dommer: Michael Tykgaard (AVAR: Dennis Wollenberg Rasmussen).

Følg kampen her: X: @KSDH_AGF samt TV2 Sport X og TV2 Play

Hashtags: #agffcm #sldk #ultratwitteragf #ksdh

Der er lidt mere end tre point på spil, når AGF søndag møder FC Midtjylland. Superligaens anden- og tredjeplads med seks point i mellem sig kan begge spille sig tættere på guldet med en sejr i Vejlby. En sejr til AGF vil bringe De Hviie endnu tættere på konkurrenterne, mens et nederlag på søndag vil skabe stor afstand til de allersjoveste pladser. Samtidig ånder forfølgerne Röslers mandskab i nakken, og der er dermed pres fra alle sider. Lad lægterne gynge, sangene runge og spillerne mærke energien – så skal der søndagssucces på menuen.

Tifo på Ceres Park Vejlby af AGF fansene.
Foto: Kronborgfotos

Indbyrdes kampe

I Superligaen har AGF og FC Midtjylland krydset klinger 63 gange. Her er det blevet til 22 sejre til AGF, 31 nederlag og 10 uafgjorte. Søndag den 13. april mødes de to klubber igen, når midtjyderne besøger Ceres Park Vejlby. AGF har stået godt på hjemmebanen i denne sæson, hvor De Hviie er ubesejret, og ikke har tabt i 13 kampe i træk. Såfremt man klarer endnu en hjemmekamp uden nederlag, vil det være ny rekord.

FC Midtjylland har haft overtaget på AGF de sidste stykke. De har ikke tabt til AGF i de seneste syv Superligakampe. Senest de to hold mødtes var den 27. oktober 2024, hvor FC Midtjylland slog AGF 2-0. Sidst ulvene fra Herning var på besøg i Aarhus spillede de to hold uafgjort. Her scorede Tobias Bech AGF’ernes eneste mål tidligt i kampen, inden FC Midtjyllands Adam Buksa udlignede tidligt i anden halvleg til kampens resultat.

 

Status på AGF

De Hviie har set lidt hakkende ud på det seneste, hvor man blot har skrabet 11 point sammen i 2025. Det har indtil videre været nok til at holde mandskabet på ligaens 3. plads, men man er nok begyndt at skæve mere og mere til forfølgerne, frem for at tænke opad i tabellen på det seneste.

Brøndby fik nemlig lukket hullet med deres skarphed i seneste runde, og det er netop noget, Rösler har adresseret på Fredensvang: Skarpheden i felterne skal være til stede – Boldene skal prikkes ind, men lige så vigtigt er det, at Mølgaard og co. får clearet ordentligt, når man har mulighederne i defensiven.

Mikael Anderson vender med stor sandsynlighed tilbage til startelleveren, og selvom Arnstad gjorde en fin figur mod BIF, så bliver det nok på bekostning af nordmanden, at formstærke Mikael kommer retur. En vigtig forstærkning, da han i de få minutter han fik mod Brøndby allerede viste, at han er markant farligere og mere kreativ end størstedelen af sine kolleger.

Mikael Anderson driver bolden fremad mod AaB.
Foto: Kronborgfotos

I defensiven bliver det interessant at se, hvad Rösler vælger, for hverken Dalsgaard eller Mølgaard har vist sig fra deres bedste sider i 2025. Kahl virker til gengæld ganske godt spillende, og cheftræneren håber på mere kontinuitet, fortæller han til KSDH.dk, så svenskeren får nok endnu en startplads. Samtidig er Akoto godt på vej tilbage, men til ugens sidste åbne træning berettede Rösler, at han endnu ikke er klar til at starte inde.

Uanset hvad, så må man forvente et fysisk præget opgør, hvor duelspillet, intensiteten og energien bliver afgørende – noget, som begge hold har slået sig op på i de seneste sæsoner.

Tobias Bach i FCM - AGF
Foto: Hjørringgaard Photo

Status på FC Midtjylland

FC Midtjylland sluttede grundspillet på Superligaens førsteplads. Men efter to kampe i mesterskabsspillet er det stadig ikke blevet til point for Ikast-drengene. Første kamp tabte man 2-0 hjemme mod Brøndby IF, mens man senest tabte 2-1 på udebane mod Randers FC, som man ellers ikke har tabt til i 13 år.

Lykkes det AGF at slå FC Midtjylland søndag er det første gang siden december 2016 at ulvene taber tre Superligakampe i træk. Dengang tabte FC Midtjylland også til AGF, ligesom de blev besejret af Silkeborg IF og Brøndby IF. Spørgsmålet er om FC Midtjylland kan rejse sig igen, eller om AGF kan sende ulvene fra Herning hjem med et nederlag i bagagen.

Tobias Bech driver bolden frem mod FC Midtjylland.
Foto: Kronborgfotos

Både FC Midtjylland og AGF er dygtige på dødbolde. Faktisk er det de to klubber der har sparket flest hjørnespark i indeværende sæson af Superligaen. AGF har haft 151 hjørnespark, mens FC Midtjylland med 169 hjørnespark har førstepladsen i Superligaen når det kommer til hjørnespark. Man kan derfor med stor sandsynlighed forvente endnu et fysisk præget opgør mellem mandskaberne, hvor netop dødbolde kan få afgørende betydning for kampens udfald.

FC Midtjylland må undvære skadede Cho samt chilenske Dario Osorio, der sidder ude med karantæne og ikke er med i Vejlby på søndag.

Mads Emil Madsen i kamp for AGF mod FC Midtjylland.
Foto: Kronborgfotos

Dem skal vi holde øje med

AGF: Mads Emil Madsen har nu to gange i streg været at finde på Superligaens Rundens Hold. Midtbanespilleren har været en vigtig brik på Röslers mandskab og er efter 24. spillerunder noteret for fem mål og tre assists. Madsen bliver som altid en vigtig brik, når FC Midtjylland skal besejres hjemme på Ceres Park Vejlby. Hans gode pasningsspil og evne til at komme med i modstanderens felt skal nok sikre en scoring til De Hviie søndag eftermiddag.

Mads Emil Madsen i fokus på Ceres Park med AGF's fans i ryggen.
Foto: Matti Kronborg

FC Midtjylland: Selvom midtjyderne er uden Dario Osorio kommer de stadig til Aarhus med en farlig offensiv. Ulvene har tre topscorere der alle har scoret syv mål. En af dem er midtbanemanden Oliver Sørensen, der udover de syv mål også står noteret for en enkelt assists. Sørensen er en af de første på holdkortet, når Thomas Thomasberg sætter FC Midtjyllands startopstilling, og midtbanemanden er en af mange offensive kræfter, der skal holdes øje med når midtjyderne gæster Vejlby.

Karantæner og skader

Karantæner: 

AGF: Ingen (Karantænefare: Mads Emil Madsen, Mikael Anderson, Tobias Bech).

FC Midtjylland: Dario Osorio (Karantænefare: Kevin Mbabu).

Skader: 

AGF: Jacob Andersen.

FC Midtjylland: Cho Gue-Sung, Adam Gabriel, Christian Sørensen.

Bud på startopstillinger:

AGF (3-5-2): Hansen – Kahl, Tingager, Mølgaard – Links, Anderson, Poulsen, Madsen, Beijmo – Bech, Mortensen.

FCM (4-3-3): Olafsson – Paulinho, Sørensen, Diao, Mbabu – Sørensen, Silva, Bravo – Simsir, Buksa, Franculino.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle