Skip to main content



Foto: Laura Hjørringgard

AGF – FC Midtjylland: Det VAR ikke en sjov dag på det hviie kontor


| Jonas Roulund |

24. spillerunde blev afviklet med en revanchemulighed for De Hviie, da FC Midtjylland kom forbi Stadion Allé til det andet opgør efter årsskiftet. Seneste kamp trak gæsterne det længste strå på trods af at være to mand i undertal, men Rösler måtte alligevel forsøge at balancere hævntørsten med pokallysten søndag aften.

Ikast-gutterne kom forbi et solbeskinnet Ceres Park til lidt forårsbold, inden den sæsondefinerende pokalsemifinale venter for AGF på torsdag mod FC Nordsjælland, og det kunne ses på dagens opstillinger, at holdene havde lidt forskellige agendaer på dagen.

Hjemmeholdet uden Poulsen, Mølgaard, Beijmo, Yakob og Hvidt, der sad ude med skader, mens Tobias Bech var sat på bænken til fordel for unge Tobias Bach. På midten fik 18-årige Julius Beck sin første startplads.

Fokus på den 10. pokal, men alligevel også med et håb om at kunne nappe point til tabellen, så man holder sig i spil til de sjove pladser i ligaen. Opbakningen på lægterne fejlede i hvert fald intet, og Malaga blev afsunget med vanlig smuk røst, inden det 60. Superligaopgør mellem klubberne kunne tage fart.

Uwe Rösler flager med AGF-flag.
Foto: Kronborgfotos

Kampens forløb

Og det tog faktisk fart!

De Hviie kom på banen med god energi og intensitet i nærkampene, som tilsyneladende rystede mesterskabskandidaterne fra Midtjylland en anelse. Efter ti minutter med massevis af nærkampe, høje bolde og indlæg i Lössls felt, Var Mikael Anderson tæt på at gøre det til 1-0.

Den vævre islændinge satte med et frækt træk to rødblusede til vægs ved midterlinjen, og så susede han ned og sendte en raket afsted, der strejfede overliggeren – oversiden af overliggeren, desværre.

I det 18. minut blev den 18-årige, netop afdøde, AGF-fan, Oskar mindet i en smuk gestus, men efter 50 sekunders stille klap valgte kampens dommer, Jakob Alexander Sundberg, også at give en helt særlig gestus til gæsterne.

Dommer Jakob Sundberg i kampen mellem AGF og FC Midtjylland
Foto: Laura Hjørringgaard

Mads Emil Madsen kom først på en bold i eget felt, men ramte i samme omgang en Cho, der kom tromlende bagfra – og i stedet for frispark, blev det takseret til et straffespark, som blev omsat til scoring af Osorio. 0-1, uden at gæsterne havde imponeret og stor forvirring over, hvor VAR-vognen med Mads-Kristoffer Kristoffersen blev af i den situation.

Endnu en skidt nyhed ramte efter 39 minutter, da AJ måtte lade sig udskifte med en skade, hvor han tog sig til baglåret i det, der kunne ligne en fiberskade, men ellers foregik den restende del af halvlegen i et adstadigt tempo, hvor der løbende faldt lidt muligheder af til gæsterne, mens De Hviie sjældent kom frem til skudmuligheder.

2. halvleg

Minutterne gik uden det store at berette efter pausen – gæsterne med et resultat, de kunne bruge. Hjemmeholdet, der måske begyndte at tænke mere på at spare sig til pokalturneringen torsdag, end på at jagte en søndagssejr.

Lidt høj puls fik vi dog efter en time, da Tingager gik til jorden efter en luftduel i feltet. VAR brugte efterfølgende et par minutter på at tjekke situationen igennem, men ikke straffespark i denne omgang, og så fortsatte begivenhederne ellers i et roligt tempo.

Mikael Anderson med bolden mod FC Midtjylland.
Foto: Kronborgfotos

Ellers forsøgte Anderson at drive gæk med midtjyderne uden dog for alvor at have held med foretagendet, og i den anden ende blev der mere og mere ro på liiige indtil VAR-vognen igen ville have fokus.

Et FCM-opspil blev stoppet af indskiftede Tobias Anker, der dog ramte bolden med armen. Frispark – helt fair, men derefter langt spilstop, hvor VAR tjekkede situationen, og så var der pludselig rødt kort til AGF’s forsvarsspiller.

Det lykkedes faktisk at skabe chancer og et godt tryk mod midtjydernes mål til sidst, men ind ville bolden ikke.

Status efter 90 minutter blev dermed et nederlag, en skade, og en bitter fornemmelse. Alt i alt en hård dag på kontoret for De Hviie, som med rette vil føle sig lidt forfulgt af dommerne i en ellers ganske lige fodboldkamp.

Hvad vi lærte

Hvad er VAR? Med dagens besynderlige straffekendelse samt det røde kort til Anker kan debatten om VAR genoptages med største ildhu. Ingen ville have brokket sig, hvis dommer Sundberg havde valgt at fløjte for frispark til AGF i det 18. minut, men i stedet blev det straffe – men så har vi vel VAR til at tjekke sagerne? Hmmm åbenbart ikke.

Er træningen for hård på Fredensvang? Endnu en kamp – endnu en skade. Der begynder at tegne sig et mønster af, at AGF gør et eller andet forkert – er det Uwes hårde træninger, der gør udslaget? Er det den fysiske stab, der ikke leverer? Ondt gør det i hvert fald, hvis Jensen-Abbew ikke når at blive klar til torsdagens pokalkamp.

Kampfakta:

Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus.

Tilskuertal: 9.034

Resultat: 0-1

21: Dario Osorio (FCM)

Gult kort: Dario Osorio (FCM), Eric Kahl (AGF), André Rømer (FCM), Jacob Andersen (AGF).

Rødt kort: Tobias Anker (AGF).

Opstillinger:

AGF (3-4-2-1): Peacock-Farrell – Jensen-Abbew (39: Michael Akoto), Tingager, Knoester (60: Anker) – Andersen, Beck (45: Brandhof), Madsen, Kahl (76: Duelund) – Anderson, Bach (60: Bech) – Mortensen.

FCM (4-4-2): Lössl – Dalsgaard, Ingason, Sørensen, Bak – Osorio (60: Gigovic), Rømer (68: Martinez), O. Sørensen, Charles (68: Simsir)– Djú (60: Brynhildsen), Cho.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle