Skip to main content


AGF – FC København optakt: Sæsonens sidste hjemmekamp



Tirsdag aften hedder modstanderen FC København i Superligaens næstsidste spillerunde og AGF’s sidste kamp på hjemmebane i sæsonen 23/24. Skal sæsonen lukkes af med et positivt aftryk i Aarhus?

Kampfakta: AGF vs. FC København

Spilletidspunkt: Tirsdag den 21. maj kl. 19.00

Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus C.

Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt (Linjedommere: Jesper Dahl og Henrik Sønderby).

VAR dommer: Sandi Putros (AVAR: Nikolaj Christensen).

Følg kampen her: X: @AGFFodbold samt

Hashtag: #agffck #sldk #ksdh #ultratwitteragf

Tirsdag aften mødes to af dansk fodbolds største klubber, når FC København gæster Ceres Park i Aarhus. Det er to hold med hver deres at spille for, men uden tvivl en kamp med størst betydning for gæsterne fra hovedstaden.

I Superligatabellen indtager AGF femteplads med 38 point i 30 kampe. På tredjepladsen ligger FC København med 58 point og tre point op til FC Midtjylland på førstepladsen.

Mål-Mortensen i jubel.
(Foto: Kronborgfotos)

Indbyrdes kampe

Senest AGF og FC København tørnede sammen var i Superligaens 27. spillerunde, og her blev det til en 3-2 sejr til hjemmeholdet FC København. Kampen bød blandt andet på et hattrick fra FC Københavns Orri Oskarsson, mens AGF’ernes mål blev sat ind af Eric Kahl og Tobias Anker.

Sidst FC København gæstede Ceres Park endte det uafgjort. Her bragte Janni Serra AGF foran med et kvarter igen, og det lignede langt hen af vejen, at det skulle blive kampens eneste scoring. Dybt inde i overtiden udlignede Rasmus Falk dog til kampens resultat, inden den tidligere AGF’er Kevin Diks blev vist ud efter sit andet gule kort.

Når de to klubber mødes er det ofte tætte og intense opgør, og det bliver nok også gældende tirsdag, hvor begge hold skal ud og jagte tre point. FC København i jagten på mesterskabet, og AGF i jagten på slutspillets første sejr. Selvom det oftest er tætte opgør, er det ikke lykkedes AGF at slå FC København i Aarhus siden juli 2020. I alle indbyrdes kampe mellem AGF og FC København er det blevet til 44 FCK-sejre, 26 uafgjorte og 19 AGF-sejre.

Status på AGF

AGF går ind til kampen med fem SL-nederlag i streg og har hårdt brug for en sejr, inden sæsonen slutter, og spillerne går på sommerferie. Selvom AGF’s position i Superligatabellen er afgjort, og medaljerne er uden for rækkevide, er der stadig en del at spille for, for de hvidklædte.

I Superligaens mesterskabsspil er det endnu ikke blevet til AGF-sejr, der har tabt seks og spillet to uafgjort. En sejr over københavnerne vil derfor betyde alverden. Ikke kun for spillernes selvtillid, men også for alle klubbens tilhængere, der ikke har haft meget at juble over på det sidste.

Foto: Kronborgfotos

AGF tabte senest hjemme 0-1 til Silkeborg IF på et mål af islandske Stefan Thordarsson. En kamp AGF reelt set skulle have afgjort i første halvleg, hvor byens hold væltede i chancer. AGF kontrollede det meste i første halvleg, mens Silkeborg IF ikke rigtig var mødt op. Både Patrick Mortensen og Mads Emil Madsen havde hver en hundredeprocents chance, der skulle være endt i en scoring. Rösler fortalte efterfølgende, at 1. halvleg viste, hvordan han gerne vil have sit hold til at spille – lad os bare få mere af den slags i de sidste kampe i sæsonen.

Status på FCK

FC København kommer til Aarhus oven på et skuffende nederlag på hjemmebane til FC Midtjylland. To graverende fejl fra københavnerne endte med at koste et 1-2 nederlag og potentielt også mesterskabet.

Inden nederlaget til FC Midtjylland havde københavnerne ellers gang i en særdeles formstærk periode med fire sejre af fem mulige.

Der er derfor ingen tvivl om, at FCK kommer til Aarhus for at vinde. Med to spillerunder tilbage tæller hver eneste kamp i jagten på førstepladsen, og hvis FC København skal gøre sig forhåbninger om at genvinde mesterskabet, skal kampen i Aarhus vindes.

Dem skal vi holde øje med

AGF:

Mads Emil Madsen spillede en flot første halvleg i seneste opgør mod Silkeborg IF. Det eneste der manglede var en scoring til at pryde den flotte præstation. Kan han få lov til at være ligeså meget på bolden, som mod Silkeborg er der gode chancer for, at AGF kan skabe scoringsmuligheder i åbent spil, og mon ikke Patrick Mortensen kan heade den ind og sikre topscorertitlen i Superligaen?

Mads Emil Madsen header på mål i kamp mellem AGF og Silkeborg d. 16. maj 2024.
Foto: Matti Kronborg

FC København:

Den hurtige og driblestærke Elias Achouri skal dæmmes op, hvis AGF skal holde FCK fra at score. Tuneseren er Superligaens ubestridte assistkonge og har i indeværende sæson leveret hele 13 målgivende afleveringer.

En anden der skal holdes øje med er islandske Orri Oskarsson, der formåede at lave et vaskeægte hattrick sidst AGF og FC København mødte hinande.

Karantæner og skader

Karantæner:

AGF: Eric Kahl (Karantænefare: Magnus Knudsen, Mads Emil Madsen, Gift Links).

FC København: Ingen. (Karantænefare: Christian Sørensen, Elias Achouri, Jordan Larsson).

Skader:

AGF: Kevin Yacob, Tobias Mølgaard, Janni Serra, Mats Knoester, Mikkel Duelund, Jonas Jensen-Abbew (Tvivlsom).

FC København: Roony Bardghji, Nicolai Boilesen, Andreas Cornelius, Davit Khocholava og Theo Sander.

Bud på startopstillinger

AGF (3-5-2): Peacock-Farrell – Beijmo, Tingager, Anker – Andersen, Knudsen, Poulsen, Madsen, Anderson – Bech, Mortensen.

FCK (3-4-2-1): Grabara – Vavro, Diks, McKenna – Ankersen, Falk, Mattson, Jelert – Elyounoussi, Achouri – Oskarsson.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle