Skip to main content


AGF – Brøndby IF optakt: Ringen skal sluttes på Ceres Park



Arvefjenderne mødtes til den første kamp på det nuværende Ceres Park i 2001, og dermed sluttes ringen, når Brøndby også gæster Aarhus til den sidste nogensinde. Her venter en gentagelse af sidste års pokalkvartfinale i det første af to kvartfinaleopgør.

Kampfakta: AGF vs. Brøndby IF

Spilletidspunkt: Søndag den 8. december klokken 18:30.

Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus C.

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen (Linjedommere: René Risum og Dennis Wollenberg Rasmussen).

Følg kampen her:Viaplay Sport News.

Hashtags: #agfbif #ultratwitteragf #ksdh

Historiens vingesus bør kunne mærkes søndag aften, når en vaskeægte klassiker står på menuen. Her tørner AGF og Brøndby IF sammen i kvartfinalen af pokalturneringen for andet år i træk, og der skal samtidig tages afsked med Ceres Park, som er godt i gang med at blive revet ned for at gøre plads til det nye stadion. De to hold har næsten 100 kampe mod hinanden i Superligaen, og der er altid lidt ekstra på spil når klubberne mødes. Det gælder både på banen og på lægterne, og mon ikke der også bliver gang i den på søndag, når Ceres Park-æraen afsluttes på samme måde, som den startede i 2001: Med et slag mellem arvefjenderne.

Indbyrdes kampe

Endnu en gang hedder modstanderen i pokalkvartfinalen Brøndby IF. Sidste år trak AGF det længste strå over to kampe efter at have vundet første kamp 2-0 på hjemmebane på scoringer af Janni Serra og Frederik Tingager. I det omvendte opgør kom Brøndby IF foran 2-0 inden pausen, men en hurtig scoring i anden halvleg af Patrick Mortensen sendte AGF videre til semifinalen.

AGF har haft godt styr på Brøndby IF på det seneste, og vi skal tilbage til september 2023 for at finde det seneste nederlag til de gulklædte. De seneste tre møder med Brøndby IF er blevet til en AGF-sejr. En af de sejre var også med til at sende mesterskabet til FC Midtjylland, da AGF sidste sæson slog Brøndby 3-2 på udebane i Superligaens sidste spillerunde.

Historisk set har der også været opgør man sent vil glemme. Udover de to pokalkampe sidste sæson, mødte AGF og Brøndby IF også hinanden i pokalturneringen i 1988 og 1996. To finaler og to pokaltitler til AGF.

Vi skal selvfølgelig også nævne, at det første opgør på det nuværende Ceres Park stod mellem disse to mandskaber. Det var i 2001, hvor 19.279 tilskuere kunne overvære et 1-2 nederlag på mål af  Ruben Bagger (BIF), Thomasz Mazurkiewicz (AGF) og Peter Madsen (BIF). Meget er sket siden, og de seneste år har det primært været med positive fortegn for De Hviie – så lad os tage afsked med manér og få et godt udgangspunkt søndag aften.

Status på AGF

Det er blot tre spillerunder siden, at AGF lå på førstepladsen i Superligaen. Nu ligger De Hviie nummer fire, fem point efter FC København på førstepladsen. Det går hurtigt i en historisk tæt Superliga, hvor der ikke er plads til mange fejl, før man glider ned i tabellen.

I pokalturneringen har AGF slået VSK Aarhus og Skive IK ud på deres vej til kvartfinalen. Det lyder som overkommelige modstand, men sidstnævnte vidste sig at blive en større mundfuld, end man havde regnet med. En udligning i det allersidste minut, og forlænget spilletid skulle der til, før AGF havde slået Skive IK. Relationer vinder fodboldkampe, og det har Rösler nok taget til sig – han er notorisk kendt for ikke at skifte meget ud, og nu hvor der venter hårdere modstand i form af et Superligahold, må det forventes, at De Hviie stiller i stærkeste opstilling med the usual suspects mod Brøndby.

Til ugens sidste åbne træning på Fredensvang var der dog skidt nyt. Tobias Bech stod over med en dårlig hæl, og han er usikker mand på holdkortet til søndagens opgør. Rösler nævnte selv Badji og Gyamfi som oplagte afløsere, men han overvejede også at smide en af sine offensive midtbanespillere længere frem på banen. Rösler understregede dog, at han regnede med at Bech ville blive klar til kamp. En, der næppe bliver klar er til gengæld Nicolai Poulsen, som kun var i styrketræningslokalet torsdag.

Uwe i Silkeborg
Foto: Hjørringgaard Photo

Nøglen til sejr ligger blandt andet i at få indlægsspillet til at køre igen. Det direkte, hurtige energiske spil er falmet på det seneste, men hvis Beijmo og Links formår at servicere Mortensen, mens Anderson og Madsen kan begynde at bryde modstandernes linjer med kreativ bevægelse og boldomgang, som de gjorde tidligere i sæsonen, så kan det blive rigtig godt igen.

Hvis man genfinder selvtilliden, der gjorde holdet så stærkt i begyndelsen af sæsonen, kan man gå på vinterpause med en fantastisk følelse. Omvendt kan det blive en hård vinter, hvis man taber opgørene mod arvefjenderne.

Status på Brøndby IF

Brøndby IF sluttede året af med en 1-0 sejr AaB, og overvintrer derfor på Superligaens femteplads, et enkelt point fra AGF på fjerdepladsen. Brøndby IF har sluttet året af med at være ubesejret i fem kampe, og deres seneste nederlag faldt faktisk mod AGF tilbage i oktober, hvor en straffesparksscoring af Patrick Mortensen sikrede AGF sejren.

Mads Emil Madsen driver bolden fremad mod Brøndby IF.
Foto: Kronborgfotos

Brøndby IF’s topscorer Mathias Kvistgaarden har siden seneste landskampspause siddet ude med en skade, og spørgsmålet er om Brøndby-angriberen bliver klar til kamp på søndag. Kvistgaarden har indtil videre stået for ti af Brøndbys scoringer, mens det er også blevet til fire målgivende afleveringer i de første 17 spillerunder. Han er i kamp med tiden, men flere rygter går på, at han når at blive klar.

I pokalturneringen har Brøndby IF slået Vendsyssel og FC Midtjylland, for at nå til kvartfinalen, hvor AGF endnu engang venter. Vendsyssel slog man hele 5-0 på udebane, mens FC Midtjylland blev slået 1-0 på hjemmebane, og det var på trods af at være en mand i undertal stort set hele anden halvleg.

Dem skal vi holde øje med

AGF: Det var endnu en tam omgang offensiv fodbold, da AGF sidst spillede uafgjort mod Silkeborg IF. Et frisk pust til den stagnerede offensiv kunne måske findes på bænken, hvor offensive kræfter som Mikkel Duelund, og nyindkøbte Youssouph Badji blandt andet sidder. Det er dog svært at forestille sig, at Uwe Rösler ryster posen inden pokalkvartfinalen, men et flot indhop fra bænken kan også gøre forskellen. Ellers må Patrick Mortensen jo nævnes. Han scorer som bekendt stort set altid mod Brøndby, så hvorfor ikke bare fortsætte den tendens?

Patrick Mortensen jubler efter scoring i Brøndby.
Foto: Hjørringgaardfotos

Brøndby IF: Med tre mål og én assist i de fire seneste Superliga kampe er Yuito Suzuki en farlig mand i Brøndby-offensiven. Det samme gælder Mathias Kvistgaarden, der sidste år nær havde sendt AGF ud af pokalturneringen efter to scoringer i det andet opgør af pokalkvartfinalerne. Kvistgaarden har dog ikke været med i Brøndbys seneste to opgør, omen det tyder på, at han er klar igen søndag aften.

Karantæner og skader

Karantæner:

AGF: Ingen.

Brøndby IF: Mileta Rajovic.

Skader:

AGF: Kevin Yakob, Leopold Wahlstedt, Nicolai Poulsen og Tobias Bech (Tvivlsom).

Brøndby IF: Frederik Alves, Marko Divkovic, Kevin Mensah og Jacob Rasmussen.

Bud på startopstillinger: 

AGF (3-5-2): Hansen – Kahl, Tingager, Dalsgaard – Links, Anderson, Arnstad, Madsen, Beijmo – Bech, Mortensen.

BIF (3-4-3): Pentz – Rasmussen, Lauritzen, Vanlerberghe – Bischoff, Radosevic, Wass, Sebulonsen – Vallys, Kvistgaarden, Suzuki.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle