Skip to main content


Foto: KSDH.dk

AGF – AaB: Super Superligapremiere i Vejlby


| Jonas Roulund |

Solen stod højt på himlen, og Peter Rudbæk blev hyldet, da Ceres Park Vejlby i dag blev indviet med Den Jyske Klassiker foran et udsolgt stadion. Nummer tre mod nummer ni – hvad kunne dog gå galt? Ikke så meget, skulle det vise sig.

Sammen marcherede vi til kamp for første gang på Ceres Park Vejlby, og mens trommerne buldrede derudad, akkompagnerede solens stråler og en imponerende tifo AGF’erne, da det midlertidige stadion for første gang blev betrådt af spillerne til en gældende fodboldkamp.

Fuldt hus og fuld udblæsning – Kom Så De Hviie!

Samlet for Aarhus med tifo på Ceres Park Vejlby.
Foto: Kronborgfotos

Kampens forløb

Efter en imponerende indmarch med smuk tifo rundt på lægterne satte dommer Mads Kristoffer-Kristoffersen gang i et opgør, som fra start blev dominerede af De Hviie.

Inden for de første minutter havde hjemmeholdet haft flere gode muligheder og afslutninger, og oprykkerne fra nord virkede en anelse rystede over intensiteten i Vejlby.

Presset tog til, og efter 13 minutter blev der headet på sammenføjning! Det kunne næsten ikke komme tættere på, men vi manglede lige at få den helt ind over stregen, så jublen kunne bryde løs.

Det kunne den så efter 20 minutter. Henrik Dalsgaard erobrede bolden og sendte Anderson afsted. Mikael smed et flot, fladt indlæg ind i feltet, hvor Bech hoppede over bolden og lod den køre til… Patrick Mortensen! Og så blev kaptajnen verdens første officielle målscorer på Ceres Park Vejlby! 1-0!

Patrick Mortensen scorer det første mål nogensinde på Ceres Park Vejlby.
Foto: Kronborgfotos

Overlegenheden fortsatte frem mod pausen, men kort før holdene kunne gå i omklædningen opstod alligevel en god mulighed for gæsterne, som fik afsluttet fra nært hold – men lige på Hansen, og så var der pause.

2. halvleg

Man havde knapt sat sig efter pausepølsen, inden Mikael Anderson sendte AGF på 2-0! Bech sendte bolden ind til islændingen, som prikkede den forbi AaB-keeperen.

Mikael Anderson scorer imod AaB.
Foto: Kronborgfotos

Og vi fortsatte festen. Efter 50 minutter blev det nemlig også 3-0! Paddy smed bolden det sidste stykke ind over stregen efter oplæg fra Anderson! Mortensens mål nummer 100 i Superligaen! Hvad sker der for de to for tiden?

Patrick Mortensen jubler efter scoring imod AaB i Vejlby.
Foto: Kronborgfotos

Herefter var der skydetelt med masser af muligheder og afslutninger mod stakkels Vincent Müller i AaB-målet, og premieren på Ceres Park Vejlby udviklede sig til en sand festdag.

Anderson havde i hvert fald gang i sin egen fest på højreflanken, hvor han konstant truede, udfordrede og kom til indlæg og afslutninger. Med 20 minutter igen smed han endnu et fladt indlæg ind i AaB-feltet, og denne gang valgte nordjydernes egen Oumar Diakhité i en ret upresset situation at bidrage til AGF-festen ved at sparke bolden i eget net. 4-4-4-4-0!

Resultatet holdt til slut, og så kunne vi forlade Vejlby med smil på læben og positive minder fra denne historiske dag.

Hvad vi lærte

Offensiven er forløst. Hvor er det skønt at se målene rulle ind, som i begyndelsen af sæsonen. Konkurrencen er sund, og alle offensive kræfter byder ind.

Ceres Park Vejlby kan godt blive kult. Hvilken måde at indlede perioden på det midlertidige stadion i Vejlby. Høj sol og højt humør. Det kan godt blive en fed tid i 8240.

Kampfakta:

Spillested: Ceres Park Vejlby, Vejlby Centervej 53, 8240 Risskov.

Tilskuertal: 8.506

Resultat: 4-0

20: Patrick Mortensen (AGF)

48: Mikael Anderson (AGF)

50: Patrick Mortensen (AGF)

70: Oumar Diakhité (AaB – Selvmål)

Gult kort: Lars Kramer (AaB), Mads Bomholt (AaB).

AGF (3-5-2): Hansen – Akoto (73: Kahl), Tingager, Dalsgaard (64: Mølgaard) – Links (81: Bach), Poulsen (73: Power), Arnstad, Anderson, Beijmo – Bech, Mortensen (64: Badji).

AaB (4-3-3): Müller – Jørgensen, Diakhité, Kramer, Nielsen – Jimenez (79: Bomholt, Davidsen (56: Widell), Aarøen (79: Hernes) – Jørgensen, Ross (56: Jasson), John (82: Seydel).

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle