Skip to main content


AGF – AaB optakt: Den Jyske Klassiker på midlertidigt græs


| Kristian Kristensen |

Søndag den 23. februar spilles den første Superligakamp nogensinde på Ceres Park Vejlby, når De Hviie tager imod AaB. De Hviie kan for alvor spille sig ind i toppen af rækken med en sejr, og tre point vil nærmest sikre top seks i Aarhus. Gadedrengene fra Aalborg vil sikkert gøre deres for at stikke en kæp i hjulet på De Hviie drømme, men lad os sende dem hjem uden gevinst! Her er optakt med alt, du skal vide forud for opgøret.

Kampfakta: AGF – AaB

Spilletidspunkt: Søndag den 23. februar klokken 14:00.

Spillested: Ceres Park Vejlby, Vejlby Centervej 53, 8240 Risskov.

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen (linjedommere: Jakob Mastrup, Henrik Sønderby).

VAR-dommer: Aydin Uslu (AVAR: Steffen Beck Bramsen).

Følg kampen her: TV2 SPORT samt TV2 PLAY.

Hashtags: #agfaab #sldk #ultratwitteragf #ksdh

Forårssæsonen blev sparket godt i gang med en overbevisende sejr i Haderslev i søndags, og den stærke præstation fra flere offensive profiler har skabt visse forventninger til De Hviie forud for verdenspremieren på Superligafodbold på Ceres Park Vejlby. Kan brandvarme “Hattrick” Mortensen fortsætter de fine takter? Skal Polle ind i starteren og dominere igen? Og hvordan sikrer vi, at Madsens afsavn ikke bliver for stort? Mange spørgsmål rejser sig, men forhåbentligt får vi positive svar at se, når det går løs i Vejlby for allerførste officielle gang. Let’s go, Aarhus!

Nicolai Poulsen jubler foran fansene på Ceres Park Vejlby.
Foto: Kronborgfotos

Indbyrdes kampe

Ud af 93 Superligakampe mellem de to hold har AGF vundet 33, mens AaB har sejret 39 gange. 21 opgør er endt uden vinder. Dog skal vi helt tilbage til 2021 for at finde AaB’s seneste sejr, da AGF har vundet de seneste fire indbyrdes opgør.

Ser man på de seneste ti møder, har aarhusianerne haft et klart overtag med seks sejre, én uafgjort og tre nederlag. De seneste år har AGF altså haft overhånden mod de bolsjestribede, og forhåbentlig kan De Hviie fortsætte stimen søndag eftermiddag.

Samtidig har AGF ikke tabt på hjemmebane til AaB siden 2020. Med de statistikker i baghovedet – og den nuværende form taget i betragtning – tager aarhusianerne gerne favoritrollen mod oprykkerne, som kæmper for at slide sig væk fra nedrykningsdramaet.

I denne sæson har AGF allerede slået AaB én gang, da de i august udspillede aalborgenserne med en overbevisende 4-0-sejr i Aalborg. Mads Emil Madsen og Gift Links kom på tavlen, mens Patrick Mortensen nettede to gange i en kamp, hvor AGF var klart overlegne. Mere af det, tak!

Status på AGF

AGF kan stadig prale af ligaens skarpeste målscorer i Patrick Mortensen, som kan fremvise et imponerende målsnit på 1,88 pr. kamp.

Defensivt har holdet også vist sig solide med et præcist målsnit på 1 per kamp imod sig. Den første halvdel af sæsonen har været stærk for aarhusianerne, som med 31 point efter 18 kampe indtager tredjepladsen. Afstanden til syvendepladsen er på fem point, men med en markant bedre målscorer svarer det reelt til seks point. Fire point i de kommende fire kampe bør være nok til at sikre en plads i mesterskabsspillet – men vi vil selvfølgelig mere end det.

Efter en flot efterårssæson har AGF-fansene for alvor lov til at drømme om medaljer, men der er ikke plads til mange svipsere, hvis den drøm skal gå i opfyldelse, da konkurrencen er hård. Forårspremieren bød dog på en overbevisende sejr i Haderslev, hvor De Hviie sikrede tre vigtige point. Også i opstartens træningskampe har holdet vist lovende takter uden at lide nederlag. En af de store profiler, Patrick Mortensen, markerede sin nyforlængede kontrakt på bedste vis ved at score hattrick i premieren mod Sønderjyske, og samtidig er Mikael Anderson langt om længe begyndt at få slutprodukt på sine ting. Det kan vise sig afgørende for AGF’s muligheder for at blande sig i top tre, at de to fortsætter deres målform.

Mikael Anderson jubler i Sønderjyske.
Foto: Hjørringgaard Photos

Det, der for alvor holder AGF tilbage fra at blande sig helt i toppen, er de mange uafgjorte kampe. De Hviie har spillet hele syv uafgjorte opgør, mens et hold som FCM kun har delt point tre gange. Nogle af de uafgjorte kampe skal være sejre, hvis De Hviie skal blande sig helt i toppen og gøre sig forhåbninger om medaljerne – særligt med det forårsprogram AGF har foran sig, hvor mamge kampe gerne skal resultere i sejre.

En interessant detalje i den seneste kamp var, at Badji fik rollen som Mortensens makker i angrebet frem for Tobias Bech, der ellers var fast mand i efteråret. Badji fungerede som en stærk opspilsstation og leverede desuden to målgivende afleveringer. Nu skal han bare have nogle scoringer på CV’et også, så ser det brandvarmt ud. Bech skal i hvert fald snart overbevise Uwe Rösler om sin værdi, hvis han vil undgå at havne ude i kulden.

Youssouph Badji med bolden for fødderne.

Samtidig så vi Akoto valgt til forsvarets venstreside, og meget tyder på, at tyskeren har spillet sig helt ind i varmen efter en lang periode uden fast spilletid i AGF. Efter KSDH-redaktionens besøg på Fredensvang torsdag, kunne noget dog tyde på, at Mølgaard kommer tilbage i startelleveren. Rösler mente i hvert fald, at han vil kunne matche Mathias Jørgensen rigtig godt, og krøltoppen er tilbage i kampform efter at være blevet sparret mod Sønderjyske med en overbelastningsskade.

Tobias Mølgaard med bolden mod FCK.
Foto: Kronborgfotos

Det helt store spørgsmålstegn forud for opgøret mod AaB bliver, hvordan midtbanen kommer til at præstere uden karantæneramte Mads Emil Madsen. Heldigvis er truppen stærkere besat end længe set, og Kristian Arnstad kan formentligt udfylde rollen længere fremme på banen, mens velspillende Poulsen kan indtage den mere tilbagetrukne rolle.

Status på AaB

AaB har haft et interessant transfervindue med tilgangene af Travis Hernes, Elison Makolli og Aaron Seydel. Samtidig har klubben lavet nogle fornuftige salg, blandt andet af Sebastian Otoa og Melker Widell – sidstnævnte er dog lejet tilbage, så han fortsat kan bidrage i foråret.

På trods af en afstand på syv point til nedrykningsstregen lurer nedrykningsspøgelset stadig i Aalborg. Mathias Jørgensen, den tidligere AGF’er og nuværende AaB-kaptajn, har voldt mange Superligahold problemer i løbet af efteråret. Aarhusianerne håndterede ham dog godt i sæsonens første opgør, hvor AGF vandt en overlegen 4-0-sejr. Mon ikke Jørgensen vil være ekstra opsat på at revanchere det denne gang?

AGF-fans i Aalborg.
Foto: Kronborgfotos

Den nordjyske klubs målsætning for foråret er fortsat at sikre overlevelse i Superligaen. Selvom holdet havde en god periode midt i efteråret, er de nu uden sejr i syv kampe – dog med fem uafgjorte undervejs. De overvintrede på en niendeplads med 17 point og har en kamp i hånden, da deres forårspremiere mod FC Nordsjælland blev aflyst på grund af frost på banen. Måske kan AGF udnytte eventuelle premierenerver hos nordjyderne?

AaB har haft det svært på udebane denne sæson, hvor det kun er blevet til seks point i ni udekampe. Med AGF’s gode historik i de seneste indbyrdes opgør virker det oplagt, at De Hviie skal tage alle tre point, og det er svært at se nordjyderne gå ud og lave mål på stribe mod ligaens bedste defensiv. Søndagens gæster har således blot scoret 18 mål i deres 17 første kampe i sæsonen.

Dem skal vi holde øje med:

AGF: AaB må have Patrick Mortensen øverst på deres forberedelsesliste forud for dette opgør. Efter sin imponerende præstation i Haderslev er AGF-kaptajnen sprængfyldt med selvtillid. Han deler desuden topscorerværdigheden i ligaen med Randers’ Nordli. Efter opstarten var der tvivl om, hvorvidt Mortensen skulle vige pladsen til fordel for Badji, men præstationen i søndags fjernede enhver usikkerhed. Spillere som Mortensen, Nicolai Poulsen og Tobias Bech var sikre startere i efteråret, og med hattricket mod Sønderjyske har Mortensen slået fast, at han fortsat er AGF’s fortrukne angriber. Ved at bruge Badji sammen med Mortensen skabes mere plads til kaptajnen i feltet, da forsvaret er tvunget til at forholde sig til begge de store angribere, når der kommer indlæg. Dette vil formentligt gavne anførerens målfarlighed i den kommende tid.

Med 12 mål i sæsonens første 18 Superligakampe kan han også øjne en mulig topscorer-titel i år. Forlængelsen af hans kontrakt til sommeren 2026 betyder, at han sagtens kan nå at runde 100 mål for klubben, hvilket vil være en stor milepæl.

Patrick Mortensen mod Sønderjyske.
Foto: Hjørringgaard Photos

AaB: Ligesom hos De Hviie er det holdets kaptajn, vi retter blikket mod. Mathias Jørgensen har nu spillet i AaB i et års tid og kan allerede til sommer være på vej til udlandet. I denne sæson har han leveret imponerende 7 mål og en assist i de første 17 Superliga-kampe for oprykkerne. Selvom alt tyder på et skifte til udlandet til sommer, har AaB alligevel formået at sikre en kontraktforlængelse med ham frem til 2028.

Jørgensen har været en nøglespiller for AaB og har stået for hele 38 % af holdets mål i denne sæson. I efteråret var der få andre AaB-spillere, der viste målfarlighed, hvilket gjorde hans præstationer endnu vigtigere. I seneste superligasejr for aalborgenserne viste han sin klasse med et hattrick i AaB’s 3-0-sejr over Sønderjyske på hjemmebane. Han har tidligere voldt flere af ligaens tophold problemer – noget, aarhusianerne også må være opmærksomme på. Dog lykkedes det at lukke ham ned i det første interne opgør i Aalborg.

Karantæner og skader

Karantæner:

AGF: Mads Emil Madsen.

AaB: Menno Van Dam (cheftræner).

Skader:

AGF: Kevin Yakob, Jacob Andersen.

AaB: Nicklas Helenius.

Bud på startopstillinger:

AGF (3-5-2): Hansen – Mølgaard, Tingager, Dalsgaard – Links, Poulsen, Arnstad, Anderson, Beijmo – Badji, Mortensen.

AaB (4-3-3): Müller – Jørgensen, Diakite, Kramer, Bruus – Davidsen, Widell, Aarøen – Jørgensen, Ross, John.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle