Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

AaB – AGF: Spillerstatistikker og kampens spiller



AGF har nu vundet fire kampe i streg, og fredag aften var det AaB’s tur til at få ørerne i maskinen. Her får du iøjnefaldende spillerstatistikker og kåring af kampens spiller.

AGF var mødt talstærkt op på tribunen på et vindblæst Aalborg Portland Park, og den flotte opbakning på udebaneafsnittet blev belønnet med tre point og en 4-0 sejr.

I Facebook-gruppen KSDH – Gruppen for AGF Fans er det endnu engang Gift Links, der er blevet kåret til kampens spiller, efter at sydafrikaneren endnu engang kom på måltavlen. Han har fået 71 procent af stemmerne, mens Patrick Mortensen på andenpladsen, har fået seks procent af stemmerne. På en delt tredjeplads kommer Mads Emil Madsen og Nicolai Poulsen, begge med fem procent af stemmerne.

AGF-fans i Aalborg.
Foto: Kronborgfotos

Iøjnefaldende spillerpræstationer

Det er næsten for godt til at være sandt, men AGF vandt for tredje gang i sæsonen med fire mål, da de fredag aften slog AaB. Det var på en xG på 1,83 mod AaB’s 0,43. Her dykker vi ned i nogle af mest iøjnefaldende tal og statistikker fra kampen i fredags.

Gift Links var endnu engang på pletten fredag aften i Aalborg. Et fornemt frisparksmål af den formstærke sydafrikaner, der nu har scoret to kampe i træk. Udover scoringen lykkedes det Gift Links at sende flere gode indlæg ind mod sine angrebskollegaer i feltet. 3 ud af 6 vellykkede indlæg og 3 ud af 3 vellykkede præcise lange afleveringer. Gift Links havde altså skruet støvlerne ordentligt på i Aalborg, både når der skulle afleveres og når der skulle sparkes frispark.

Nicolai Poulsen havde stor del i sejren i Aalborg. Der var ikke meget der kom forbi, og i duellerne var han dominerende. I alt blev det til 5 ud af 6 vundne dueller, samt 8 tilbageerobringer (næstflest i kampen), og 4 bolderobringer (flest i kampen). Han var, sammen med midtbanekollega Mads Emil Madsen, den AGF spiller med flest defensive aktioner i kampen. Det blev i alt til ni defensive aktioner. Den dominerende præstation på midtbane blev selvfølgelig krydret med et gult kort.

To scoringer blev det til for Patrick Mortensen, der nu er topscorer i Superligaen med seks scoringer i seks kampe. Mere kan man vist ikke forlange af en mand i sin bedste alder. Målformen er i hvert fald der hvor den skal være. Patrick Mortensen sluttede kampen med en xG på 1,13. Trækker man straffesparket fra sluttede AGF-anføreren faktisk kun med en xG på 0,34, så Patrick Mortensen kan være godt tilfreds med sin scoring mod AaB.

Patrick Mortensen jubler i Aalborg.
Foto: Kronborgfotos

Den knapt så iøjnefaldende

Vi var igen vidne til en flot holdpræstation af AGF, der spillede sig op på en foreløbig førstepladsen i Superligaen med 13 point i seks kampe. Men ligesom senest mod Vejle Boldklub blev målfesten uden Tobias Bech, der især havde det svært i duelspillet. 11 tabte dueller, og flest af alle i kampen. Derudover blev det til tre afslutninger, hvoraf ingen var indenfor målrammen. En knap så god dag for den unge angriber, der dog har scoret tre gange i de første seks kampe.

Næsten gang hedder modstanderen FC Nordsjælland, når Aarhus Festuge skydes i gang med Aarhus Walk, og et forhåbentligt udsolgt stadion. Vi glæder os!

Statistikker er hentet fra FotMob.com

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle