Blog: Virkeligheden kan have ramt rigtig hårdt med nederlaget til FCM

Nederlaget til FC Midtjylland kan vise sig som meget mere end en pinlig engangsforseelse. Den resterende del af Superligasæsonen ser nemlig ikke særlig spændende ud med AGF-briller, og det kan få store konsekvenser.

Af Alexander Witved og Steen Erhard

To øjebliksbilleder.

Parken 8. oktober 2023. I 4. minuts tillægstid udligner Rasmus Falk AGF’s 1-0 føring. Efter at have modstået 25 minutters intensivt pres, kostede en dårlig clearing 2 point.

Ceres Park 25. februar 2024. I sidste minut af tillægstiden scorede brasilianske Charles muligvis et markant mere sæsondefinerende mål imod AGF, end man først lige antog det, da ulvene søndag vandt 3-2 i Århus. Med 11 spillere mod 9 mistede AGF bolden efter en fejlaflevering. Oliver Sørensen spillede den mellem vores stoppere, og Charles var helt fri foran mål.

Vores forsvar har ellers stået fint, når det er i balance. Når en af spillerne er ude af position, er det derimod rystende usikkert. Dette har sjældent været mere tydeligt end mod slutningen af søndagens vanvittige Superligakamp. Optimister kan trøste sig med, at De Hviie spillede meget overbevisende den første halve time. Hjemmeholdet burde have ført og lukket kampen mod Thomasbergs tropper allerede i første halvleg.

Faktum er dog, at slutfacit tegnede et billede, der må gøre ondt på Uwe Rösler og kompagni.

Tillægstidens ondskab

Det gør ondt, når der sættes point over styr langt inde i tillægstiden. Det gør ekstra ondt lige nu, fordi sæsonen i landets fornemste række reelt er overstået.

Naturligvis er der stadigvæk mange kampe tilbage – men virkeligheden er, at de to pokalkampe mod FCN lige nu, desværre er det eneste, der kan redde sæsonen.

Det burde ikke være virkeligheden for en så stor klub som AGF: Et slutspil. hvor kampene ingen egentlig værdi har for Patrick Mortensen og resten af holdet, fordi de i slutspillet reelt hverken kan opnå det ene eller det andet!

Uheld og skader er bortforklaringer, der tilslører årsagen til elendigheden

Statistikkerne er på mange måder positive. Boldbesiddelse og succesrige pasninger har i de fleste kampe været i vores favør.

Det har dog ført til alt for få målchancer, og mange af dem, der trods alt blev skabt, er blevet brændt.

Skaderne har vist, at der ikke er tilstrækkelig bredde i truppen. Andre hold med medaljehåb har haft flere skader end os, uden at det har haft større konsekvenser.

Flere medier og mange fans nævner de første 30 minutter, som de bedste i lang tid for AGF. Vi er ikke uenige – udfordringen er, at fodboldkampe varer 2 x 45 minutter plus tillægstid.

Truppens sammensætning er hovedårsagen

Efter et grotesk ringe transfermarked, og nogle sommertransfers, der var lige så jammerlige, er status, at man ikke har et konkurrencedygtigt hold, hvis målsætningen er medaljer.

Michael Akoto, Julius Beck, Peter Bjur og Mats Knoester er breddespillere, som reelt ikke er i nærheden af at udfordre den stærkeste startopstilling. Tobias Anker og Tobias Bach er hentet med henblik på fremtiden.

Læg dertil, at spillere som Tobias Mølgaard, Nicolai Poulsen, Mikkel Duelund og Mads Emil Madsen enten er skadede eller langt fra deres formodede topniveau.

Så sker det, der skete mod et FCM-hold, der jagter guld. Selv om ulvene er to mand i undertal, tror de ni andre på det umulige og VINDER!

Vildskab efterlyses

Aarhusianerne var hamrende uskarpe mod FCM, og det er essensen af historien om hele sæsonen.

Man har ikke de afgørende målscorere og vindertyper i truppen. Alt er pænt og nydeligt – men vi savner vildskab og frustrationer, at mærke at AGF vil mere end det middelmådige.

På det nuværende AGF-hold er det reelt kun Mikael Anderson der har noget på spil. Planen må være et stort skifte til en attraktiv liga til sommer, og det kan ses, Han er ubestridt AGF’s farligste spiller,  ikke målfarlig, men det er ham der skaber noget. Ham der vil det her.

Modsat er Tobias Bech så svingende, at det er pinligt.

Mod FCM er der én god aktion, ude mod Vejle absolut intet – det burde føre til en bænkplads. Det sker næppe, for der er ingen oplagte alternativer!

Et andet problem er Mads Emil Madsen. Totalt usynlig mod Vejle, men mod FCM synlig i en lille halv time. Der viste han evnerne/kvaliteterne, men så var han pludselig ude af kampen.

Problemstillingen er igen: der er ingen alternativer på bænken. Spillerne, der sidder der, er ikke i nærheden af Superliga-niveau.

Sæsonen er slut

Når de næste tre runder færdigspillet, er AGF sandsynligvis – men ikke helt sikkert – i medaljeslutspillet. 10 kampe, hvor intet er på spil.

De tre øverste i tabellen er stukket af. så man kommer til at kæmpe om en fjerdeplads, sandsynligvis mod FCN og Silkeborg. Wauv, det er stort.

Teoretisk set kan holdet med 9 point i de tre resterende kampe i Grundspillet nærme sig toppen. Vi ser ikke tegn på, at det er realistisk. Med tre nederlag kan holdet muligvis ende i nedrykningsspillet. Det sker næppe.

Virkeligheden er, at slutspillet kommer til at byde på fem ligegyldige hjemmekampe på et halvfyldt stadion. Med udsigt til entreprenørmaskiner og byggeaffald.

Gider publikum overvære dette? Nej – det kommer til at koste tilskuere.