Skip to main content


Stig Inge Bjørnebye med AGF-halstørklæde om halsen (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

Blog: Hvor er det afgørende at forstærke AGF?


| Steen Erhard | ,

Efter den tredje top fire-placering på fire år, venter nu et afgørende transfervindue, hvor Stig Inge Bjørnebye skal guide os igennem et rekordsalg og tage de næste skridt fremad. Vil det lykkes?

En rutsjebanetur afsluttede sæsonen, hvor vi 20 minutter før tid i Parken mod FCK var i spil til guldet, mens vi i søndags 20 minutter før tid var langt fra bronzen. På forunderlig vis vendte det hele i løbet af 11 minutter, takket være Jelle Duin og Patrick Mortensens stensikre scoring på straffespark. Nu er blikket rettet mod Stig Inge Bjørnebye og hans ageren i transfervinduet.

TRANScendental FERmination

Selvopfundet ord, der skal illustrere, at vi ikke ved ret meget endnu, men må forlade os på det transcendentale, mens vi er i en gæringsproces. Fakta hidtil: Mikkel Duelund er sikret endnu et år og Michael Akoto er hentet i Dresden. Kurmi er definitivt ude af billedet, ligesom Oliver Lund og Per Kristian Bråtveit, der ikke opnåede en eneste Superligakamp.

I filmen ”Being John Malkovich”, spiller John Cusack rollen som den, der kan kravle ind I Malkovich hjerne. Jeg kunne tænke mig det samme i tilfældet Bjørnebye, men jeg har ikke fundet nøglen til denne manøvre, så I må nøjes med det, jeg selv kan tænke mig frem til.

Vi har to lejemål, som kan ændres til faste kontrakter. En permanent aftale med Felix Beijmo og helten fra Brøndbykampen, Jelle Duin, har mange fans efterlyst. Begge lejemål indeholder en købsoption, og da der er kontakt mellem parterne i begge tilfælde, burde SIB kunne lande dem. En ny højre back og anden-angriber, der kan gå ind i startopstillingen, kræver en langt større transfersum, og i forhold til to, der kender klubben og har udtalt, at de nyder at være her, kan det vise sig at være en blindgyde.

Felix Beijmo på Ceres Park
Foto: Kronborgfotos

Hvem skal videre?

Inderst inde håber jeg – og sikkert mange af jer, der følger de hviie, at Yann Bisseck bliver hos os lidt endnu. Kan Conference League lokke? Hvis en Bundesligaklub indfrier den option på angiveligt 52 millioner kr., er det klart, at han er væk. Mølgaard har spillet forrygende i foråret, men jeg tvivler på, at der kommer et bud på ham, som SIB og JN vil acceptere. Gift Links har også imponeret på det seneste, men er næppe så stabil, at der kommer et tilstrækkeligt bud på ham.

De fleste fans regner med, at Sigurd Haugen bliver udlejet eller solgt. Alexander Munksgaard er udlejet til Aalesund, og hvis det glipper med en kontrakt til Felix, kan han måske være på vej ”hjem til Aarhus”.

En dark horse er Zach Duncan, som er udlejet til Perth Glory i Australien. Der er ikke nogen form for indikation på, hvorvidt han vender tilbage til Aarhus, så indtil videre er han en del af ligningen. Endelig er der Benjamin Hvidt, som har udløb ved årsskiftet. Hans skadeshistorik betyder vel, at det er tvivlsomt, om han får en forlængelse. Han kan frit forhandle med eventuelt interesserede klubber eller lade kontrakten udløbe, så han er på fri transfer i vinterpausen.

Hvor mangler vi gode spillere?

Første prioritet må være som opbakning for Jesper Hansen i målet. Det optimale vil være en, som kan presse Jesper og tage over som førstevalg, når Jesper stopper. Hvis Felix Beijmo skal videre, mangler vi en højre back og gerne en udviklingsspiller som back up.

Det samme gælder venstre kant, hvis Links forsvinder. Smertensbarnet er en offensivspiller, der kan supplere Patrick i front. Denne plads har – ud over Haugen og Duin – Sebastian Grønning, Alexander Ammitzbøll, og før dem en håndfuld håbefulde kandidater bejlet til. Frederik Ihler vender muligvis tilbage fra lejemålet i Skive, hvor han har scoret ni mål i 21 kampe i anden division. Fint gennemsnit, men hvor meget rækker det til i Superligaen?

Frederik Ihler i aktion for AGF (Foto: Ole Nielsen / AGF.dk)

Det står for mig klart, at en spiller, der kan score 10+ mål over en sæson i Superligaen vil kræve, at SIB investerer det højeste beløb i klubbens historie, medmindre han finder en, der er på fri transfer.

Transferfri Superligaspillere

En mulighed er, at SIB går efter transferfri spillere med superligaerfaring.  Der er faktisk mange i dette vindue, så jeg nøjes med et mindre udvalg.

På målmandsposten må Karl-Johan Johnsson være nærliggende, især hvis han får et ”løfte” om at få chancen for at slå Jesper af og/eller overtage posten om et år. Jeppe Tverskov er en kompetent forsvarsspiller, som forlader OB. Det vil i alt fald give os noget i bredden, selv om det ikke er en 1-1 erstatning for Yann. Det kniber med at finde transferfri kantspillere, og på midtbanen er vi godt dækket ind. Kristoffer Olsson ville være en forstærkning, men vi er næppe i stand til at indfri hans lønkrav. I næste række er Jacob Steen Christensen, Lasse Vigen og Tosin Kehinde naturligvis kompetente spillere, men næppe et løft i forhold til det, vi allerede har løbende i hvide trøjer.

Der er en håndfuld angribere, som leder efter en ny klub: Alfred Finnbogason, Oliver Klitten, Anosike Ementa, Simon Makienok og Kenneth Zohore. Selv med min bedste vilje kan jeg ikke se nogen af disse vil kunne forstærke os.

Foreløbig status

Stig Inge Bjørnebye fik stillingen som sportsdirektør i april 2021. I sommervinduet var der en voldsom afgang af spillere, blandt andre Grabara, Diks, Højer, Tengstedt og Blume, som den nye sportsdirektør ikke kan lastes for. Han fik i stedet Jesper Hansen, Bisseck, Bundu , Brandhof og Mikael Anderson ind i folden sammen med en lille håndfuld, der allerede er væk igen.

Svendestykket kom i denne sæson, hvor Mølgaard, Mads Emil, Yakob, Bjur og ikke mindst Beijmo og Duelund blev købt eller lejet. Hertil kommer et trekløver, som ikke rigtig har slået til. Endelig er der ”mirakelmageren” fra Brøndbykampen, som skulle så meget igennem, inden han foldede sig ud som en hvid svane. Den måske mest vigtige beslutning var ansættelsen af Uwe som cheftræner. Det er mere end godkendt.

Alligevel får vi rigelig anledning til at bide negle. SIB’s opgave er at finde en målmand, en eller to (wing)backs, en centerforsvarer og en offensivspiller, der kan konkurrere om en plads i startopstillingen. Da truppen er smal, især med tanke på, at vi også skal spille europæisk, kræver det også mindst tre breddespillere. Heldigvis er nogle af disse ”bolde” stadig i luften, hvis der opstår mulighed for forlængelse eller køb af lejede spillere. Jeg venter spændt – lad os sammen nyde sommervejret, mens vi venter på, at der kommer konkrete aftaler på bordet.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle