Blog: Hvad taler for og imod et trænerskifte i AGF?

AGF er inde i en tung periode, hvor de seneste tre Superliga-kampe alle er endt med 3-1-nederlag. Det har sat ekstra pres på cheftræner Uwe Rösler, og på de sociale medier ulmer diskussionerne blandt AGF-fans. Spørgsmålet er, om AGF skal holde fast i Rösler – eller er tiden inde til at gå i en ny retning?

Mesterskabsspillet er ikke blevet det forårseventyr, vi havde håbet på. Fire point efter seks kampe er alt for lidt, når man tænker på det solide udgangspunkt, AGF havde skabt i grundspillet. Frustrationen er til at tage og føle på, og det handler ikke kun om resultater – men i lige så høj grad om manglen på fornyelse og taktisk fleksibilitet.

Men peger pilen kun på Uwe? Og hvad taler for og imod, at han er manden, der kan få De Hviie til igen at spille med om de absolut sjoveste pladser i ligaen?

Alt for fastlåst på en spillestil

Noget som har frustreret fansene på det seneste er den mangelfulde proaktivitet fra Uwe Rösler. Den største svaghed for den tyske træner er, at han er ikke meget for at ændre formationen 3-5-2, og han har kørt meget med de samme spillere i sæsonen indtil nu. Der har ikke været mod nok til at bruge andre spillere for at sende et signal om, at der skal altså præsteres, hvis man skal spille.

Særligt frustrerende har det været at se fra lægterne, når man har været bagud, og så har vi set, at det er Max Power og Frederik Brandhof, der er kommet ind. Al respekt til de to, men det er altså ikke kreative spillere. Det er mere rugbrødsspillere, som kan sættes ind, hvis vi skal forsvare en føring, hvor der resterer 10 minutter.

Patrick Mortensen er ikke den mest elegante spiller, men han er en målscorer, og man forstår jo godt, hvorfor han spiller. Der har dog også været kampe, hvor han ikke har kunne bidrage til AGF’s offensive spil, og så har du Badji og Bech, som spillede fint sammen i udekampen i FCK, hvor samspillet var godt imellem de to. Kunne man være lidt mere modig og prøve at skifte Mortensen ud i de opgør, hvor han ikke præsterer?

Frederik Emmery og Mikkel Duelund kom ind i FCK-kampen, og der så spillet rent faktisk udmærket ud, men igen må man som AGF-fans sidde med en frustration om, hvorfor det ikke er sket tidligere.

Alt det her falder tilbage på Uwe Rösler, fordi han har været for passiv med at lave ændringer, medmindre han har været tvunget til det.

Rösler har stadig glød og energi

Det gode ved Uwe Rösler er, at han er passioneret om hans arbejde i AGF. Han udstråler passionen og er meget entusiastisk. Modsat i David Nielsens sidste sæson i AGF, så udstråler Uwe stadig energien og lysten til at udvikle holdet, og han virker ikke udbrændt.

Han er desuden god til at coache sine spillere, og han har fået folk som Kahl og Mølgaard til at sprudle på nye positioner, mens Gift Links har vænnet sig til pladsen som wingback under tyskerens ledelse.

Siden hans ankomst på Fredensvang i juni 2022, så har han forbedret AGF, og han har været med til at give os fans gode grunde til at drømme og tænke på trofæer. Der er et fint samspil imellem ham og fansene, og han udtrykker tydligt sin lyst til at samarbejde med tilhængerne om at skabe en elektrisk energi. Det er fedt.

Han er desuden den AGF-træner, der har det bedste pointsnit i Superligaens historie, og han er den første træner til at holde AGF i top seks i tre sæsoner i træk siden perioden 1995 – 1997.

Noget andet, der taler for at beholde Uwe er, at han har indgået en relativt lang kontrakt med klubben, så aftalen løber til sommeren 2028. Med de økonomisk udfordrende år i forbindelse med stadionbyggeriet, så vil det være en stor udgift at fyre ham og betale en ny træner for at træde til.

Endnu en ting, der taler til Röslers fordel, er kontinuitet. At have en træner, der kan sætte sit præg på tingene, der kender klubben, der har sat sig ind i byen, fanscenen, i ungdomsarbejdet og kender alle på kontorgangene bør ikke underkendes. Såfremt man skifter ud, vil der være endnu en indkøringsproces, og det kan tage tid for en ny træner at sætte sit præg på tingene.

Spillerne har også et ansvar

Det er let at rette skytset mod træneren, men spillerne slipper ikke for ansvar. Flere har underpræsteret – særligt i dette forår, og uanset hvad træneren lægger af taktik, så er det i sidste ende spillerne, der skal udføre tingene på banen. I 2025 har kvaliteten af simple afleveringer og presspil til tider været alt for lav, og man må også erkende, at truppen måske vil have godt af en tilføjelse eller to af den ypperste karat, hvis vi vil spille med helt i toppen.

Når alt dette er sagt, så kan AGF ramme et højt niveau, det har vi set – men bredden i truppen skal udnyttes bedre. Alt skal ikke hænges op på indlæg fra Beijmo og Links mod Mortensen. Det gør os for lette at læse.

Spørgsmålet er, om Rösler kan genopfinde sig selv og sin taktik, hvor energi, passion, power og vilje er nøgleord på Fredensvang? Skal det blive ved med at være disse dyder, vi arbejder med?

De sidste fire kampe i sæsonen vil give et vink med en vognstang om, hvor pilen peger hen, og så vil sommerpausen give endeligt svar.