Blog: Hvad er årsagen til succesen under Jakob Poulsen?
AGF ligger fortsat nummer ét i Superligaen med Jakob Poulsen i spidsen. Det har indtil videre været en sand succeshistorie, hvor flotte præstationer er blevet fulgt op af sejre på stribe. Men hvad er det egentlig, der fungerer så godt under Poulsens ledelse i Aarhus?
I sine første tre måneder som cheftræner har Jakob Poulsen modbevist de største skeptikere. Syv Superliga-sejre på stribe samt videre avancement i Oddset Pokalen taler sit tydelige sprog. Han har introduceret en mere fleksibel spillestil og formået at holde niveauet, selv efter salget af nøglespilleren Mads Emil Madsen.
Men hvordan er det lykkes at vende forårets frygtelige nedtur til efterårsoptur?

Frihed til spillerne
En af de tydeligste forskelle har været den frihed, Poulsen giver spillerne – især de kreative kræfter. Holdet spiller med selvtillid og overskud, og det virker langt mindre rigidt end i perioder under sidste sæson. AGF går ind til kampene med en positiv tro på tingene, og det smitter af på hele truppen.
Spillere som Kristian Arnstad, Gift Links, Felix Beijmo og Frederik Tingager rammer et niveau, vi sjældent har set i Aarhus – og det er ingen tilfældighed.
Under Poulsen er tingene mindre låst, og den unge træner tør ændre system og spillervalg fra kamp til kamp – en mere dynamisk tilgang, som egner sig godt til at holde alle i spil gennem en hel sæson.

Stærk mentalitet og ro på sidelinjen
Derudover er Jakob Poulsen selv et vigtigt modstykke til sin forgænger, Uwe Rösler. Hvor tyskeren ofte var konfronterende og intens – hvilket var en stor styrke, da han ankom til klubben, men langsomt blev udtrættende for flere i truppen, udstråler Poulsen ro og overskud på sidelinjen. Han stiller krav, men uden at kvæle spillerne.

Det har især vist sig i de tætte kampe, hvor AGF trods modgang er kommet stærkt tilbage. Sejren over FC Nordsjælland er et godt eksempel: Et brændt straffespark og et mål imod på hjørne kunne have knækket holdet, men i stedet leverede AGF et imponerende comeback.
At bevare roen i pressede situationer er en af Poulsens største styrker – og måske nøglen til succesen.
AGF har vist, at holdet kan vinde på både gode og mindre gode dage. Spørgsmålet er, om stimen kan forlænges, når Silkeborg IF venter på søndag. Der er lagt op til endnu en test af Poulsens evner og holdets mentale styrke.
Lad os jagte den ottende sejr i træk!
Flere AGF Nyheder
-
Kronik: Stilhed eller stemning i Superligaen? FCN har alle muligheder for at vise format -
Tingager efter svær tid: – Jeg ved jeg kan bidrage -
James Bogere efter debut: – Jeg er så glad -
Jacob Andersen efter comeback: – 433 dage, hvor intet har været let -
Magnus Knudsen: – Man kan mærke respekten -
Tingager: – Jeg synes, at vi fortjener tre point -
AGF – FC Nordsjælland: TingAir svævede et point til Aarhus -
AGF-truppen mod FC Nordsjælland: Bogere er med igen -
Rolige Jakob Poulsen før slutspurten: – Det kribler også i mig -
Mads Emil Madsen med hilsen til AGF: – Det er bare sygt imponerende