Blog: Testkampene udløser flere spørgsmål end svar
Hvad kan vi læse ud af opstartens kampe og er resultater i testkampe vigtige? Vinteropstartens sidste træningskamp er spillet, og enkelte elementer gør, at man står tilbage med flere spørgsmål end svar.
Forårssæsonen banker på døren, og i AGF’s seks opstartskampe er det blot blevet til to sejre, hvilket får en række spørgsmål til at melde sig. Hvor står holdet frem mod den kommende forårssæson? Hvad kan vi tage med fra vinterens testkampe og er der grund til bekymring, når kun to af kampene er endt med sejre?
Op i omdrejninger på årets første træningslejr
En ting var gennemgående på AGF’s første træningstur. Mål var der nok af. Den første af to træningsture til Spanien bød nemlig på to gange 3-3.
I begge kampe formåede AGF at smide sikre føringer. Umiddelbart lyder det ganske bekymrende, men fulgte man med i kampene mod de ungarske modstandere, så man, at de mange indkasserede mål primært skyldtes personlige fejl, som måske skyldtes, at man lige skulle op i omdrejninger efter juleferien.
Vintertransfervinduet er gået stille hen for AGF’s vedkommende, men transfervinduet var ikke mange dage gammelt, før Tobias Bach var meldt på plads i Smilets By.
Det er tidligt at begynde at bedømme den tidligere VSK Aarhus-dreng, men Bach fik en fornem start på træningslejren og tilværelsen i AGF. Det ser lovende ud for wingbacken, der scorede et mål og gjorde god figur.
Det var ikke kun unge Tobias Bach, der viste sig frem på holdets første træningslejr. Også unge Mathias Sauer har brugt vinterpausen på at vise sig positivt frem.
Samtidig er flere af de spillere, der kæmpede med skader i efteråret igen klar til at kæmpe med om en plads i startopstilling. Det gælder både Mikkel Duelund og Mads Emil Madsen, der begge får mere og mere spilletid.
Anden træningstur til Spanien
Inden AGF igen drog til Spanien for at påbegynde holdets anden træningslejr blev det til et 1-5 nederlag mod FC København.
En kamp der blev spillet over tre halvlege, og et resultat der ikke skal lægges for meget i.
Hele tredje halvleg blev spillet med unge uprøvede kræfter og reserver. Inden da havde AGF-mandskabet spillet godt op med FC København, hvor Patrick Mortensen stod for scoringen efter et flot opspil.
Anden træningstur bød blandt andet på 2-1 sejr mod Viborg, hvor nyindkøbte Jonas Jensen-Abbew fik debut – turens eneste nævneværdige højdepunkt efter tidligere at have spillet 1-1 mod tjekkiske Viktoria Plzen.
Sidste testkamp og generalprøve inden Superligastart blev en lukket kamp på Fredensvang. Det blev til en 1-0 sejr mod Bryne FK fra den andenbedste række i Norge.
Interessant er det, at Jensen-Abbew – trods tilbagekomsten af venstrebenede lejesvend, Knoester – spillede i bagkædens venstreside – han ligner en mand, der er købt til startelleveren.
Skadesopdatering
Efterårssæsonen var i høj grad præget af skader. Mikkel Duelund og Mads Emil Madsen var begge ude i længere perioder.
Heldigvis er flere af de profiler, vi savnede i efteråret, på vej tilbage. I mellemtiden er andre af AGF’s profiler blevet skadet og på første træningstur til Spanien var hverken Nicolai Poulsen eller Tobias Mølgaard i aktion – det ligner at i hvert fald sidstnævnte glipper forårspremieren.
En anden, der har kæmpet med skader, er hollandske Mats Knoester, der var ude i en stor del af efteråret. Midterforsvareren, der kom til AGF i sommer, kom i aktion mod Bryne FK, men ligner endnu ikke en starter. Forsvarskollegaen Michael Akoto vrikkede rundt under opstarten og forventes ude til forårspremieren.
Derudover er Kevin Yacob og Benjamin Hvidt stadig på vej tilbage fra længerevarende knæskader.
Det er svært at spå, hvor holdet står, når forårssæsonen åbnes i Vejle. Resultaterne har ikke været prangende, men det er som regel heller ikke fokuspunktet i testkampe.
Her handler det om at få pudset formen af og afprøve forskellige spillere og taktiske ændringer. Desværre tyder det på, at skadeshelvedet fra efteråret fortsætter, hvilket godt kan give grund til bekymring. Det har i hvert fald givet Rösler en arytmisk opstartsperiode, hvor han nok ikke har kunnet teste helt så mange nye idéer af som håbet.
Forhåbentlig kan AGF-mandskabet blive skaderne kvit og indfri sæsonens forventninger – pokaltitlen må stå øverst på ønskesedlen og overskygge alt andet.
Det er den 19. februar, det gælder i Vejle, og her får vi forhåbentligt svar på nogle af vores spørgsmål. Heldigvis er ventetiden snart forbi.
Flere AGF Nyheder
-
Bag Fjendens Linjer med VFF-analytiker: – Det er en kamp, hvor de skal bevise sig selv
-
Portræt af Pingel: Tonser og fodboldnomade i en anden tid
-
AGF igen rigt repræsenteret på diverse landshold
-
AGF-fans med ny gaveindsamling: Håber, Wahlstedt kommer stærkt tilbage
-
Viborg FF – AGF optakt: Fodsportsforeningen skal ned med nakken
-
18-årig nigerianer hentet til Fredensvang
-
Frederik Tingager på Månedens Hold
-
Leeds-reporter om Klaesson: – Udviklingen gik i stå
-
Årets holdfoto er klar
-
Ankestyrelsen mangler oplysninger for at kunne godkende AGF’s lejeaftale på nyt stadion