AGF – AC Horsens: Succesfuldt søndagsslag om top 6
AGF’s samarbejdsklubber blev hyldet inden kampstart, og så kunne et østjysk slag ellers gå sin gang – med to mandskaber på banen, som begge drømmer om en top seks placering.
43 ud af 60 samarbejdsklubber var repræsenteret på stadion i Vejlby denne gråvejrssøndag, da De Hviie hyldede oplandets mange hjælpende hænder (og fødder), som er med til at hjælpe Byens Hold med at fremelske de talenter, der hver dag udfolder sig på den største danske fodboldscene.
Efter hyldesten kunne kampen fløjtes i gang – med særdeles vigtige point på spil, da begge mandskaber i dén grad havde brug for en sejr for at holde sig i spil til det sjove mesterskabsspil i top seks.

Kampens forløb
Gæsterne fra Horsens lagde ganske godt fra land med flere habile angreb, der dog ikke for alvor blev farlige, og i den modsatte ende fik De Hviie mere og mere fat som halvlegen skred frem. Der skulle dog gå lidt tid, før de reelle chancer begyndte at dukke op.
Faktisk skulle vi helt frem til den halve time, inden det blev rigtig farligt, og her var da Eric Kahl, som med et lækkert venstrebensindlæg fandt James Bogeres pandebrask i Horsens-feltet, men hovedstødet gik lige over Delacs overligger.
Endnu en bølge af håb skyllede ned mod Horsens-målet kort efter, da et fladt Andersen-indlæg var tæt på at finde James Bogeres hurtige fusser i feltet, men boldens bane gik akkurat bag uganderen, som ikke kunne afslutte. Få minutter senere var det så Bechs tur til at afslutte på et frispark, der gik over mål. Opløftende hviie tendenser og spændingen tog til.
…og til og til!
Efter 35 minutter troede størstedelen af Vejlby, at jubelbrølene skulle lyde, da endnu et smukt indlæg – denne gang fra Emmery – sejlede over Horsens-forsvaret til bagerste stolpe, hvor Andersen dukkede op og afkrævede en god reaktion fra Delac på stregen – bolden hoppede ud til Bogere, som på akrobatisk vis fik sat benet på, men uden mål-held.
Halvlegen blev rundet af med et par fine Horsens-sekvenser, der fik sendt et par afslutninger mod Hansen, der dog uden problemer fik afvist, og så genskabte De Hviie sekvensen fra tidligere med et indlæg til bagerste stolpe, hvor Andersen igen kom flyvende – og Delac igen fik pareret væk.

Og så var der pause efter en halvleg med AGF som bedste hold, og Horsens lurende på de rette momenterat sætte kniven ind.
2. Halvleg
AC Horsens var farligst fra 2. halvlegs begyndelse og et saksespark blev kanoneret mod Hansens mål efter 50 minutter, hvor De Hviie rutinerede keeper heldigvis stod godt placeret til at parere bolden over.
Det skønne modsvar kom kort efter, da Jacob Andersen – som i sin tid kom til AGF fra samarbejdsklubbenm Galten FS – sendte De Hviie i frint med venstreskøjten!
Målet kom i stand efter et hurtigt opspil og et indlæg fra venstresiden, som altså fandt vej til wingbacken. Hephephep, nu skulle momentum bare fastholdes!

Nu var det Horsens, som skulle på jagt for at finde et point eller tre, og første forsøg på dette blev et knaldhårdt frispark fra distancen, som Hansen ikke kunne holde, men heldigvis var De Hviie forsvarsvikinger hurtigt over riposten, som blev sendt ud af kommunen.
Ud af kommunen røg bolden i flere omgange i slutminutterne, når store Kelvin Ehibhatiomhan kom frem til afslutninger, der heldigvis alle manglede kvalitet og derfor fløj i øst og vest til stor tilfredshed blandt de knap 10.000 fremmødte på lægterne.
Stor tilfredshed var der også at spore, da en anden gut fra AGF’s samarbejdsklubber – nemlig Stefen Tchamche fra Hørning rettede et Andersen-indlæg af med bagbenet og scorede til 2-0 i slutminutterne! En lækker aflevering fra Bech til Andersen gav muligheden for at sende kuglen ind foran, hvor alt kan ske, og her moslede Tchamche sig frem og fik rettet bolden af.

Således blev en særdeles vigtig sejr stadfæstet – hullet til top seks er i dén grad lukket, og nu kan De Hviie for alvor skimte det forjættede land i mesterskabsslutspillet.
Hvad vi lærte
Andersen er tilsyneladende blevet venstrebenet. Efter Galten-drengens comeback fra sin slemme knæskade sidste år har man oftere og oftere set wingbacken bruge venstrebenet, og i dag gav det endda mål. Det virker til, at dermed til, at genoptræningsfasen har bragt noget ganske godt med sig – nemlig en ung mand, som kan med begge ben – og det kan blive guld værd for De Hviie.
Kampfakta:
Spillested: Ceres Park Vejlby, Vejlby Centervej 53, 8240 Risskov.
Tilskuertal: 9.551
Resultat: 2-0
53: Jacob Andersen (AGF)
86: Stefen Tchamche (AGF)
Gult kort: Adam Herdonsson (ACH), Kelvin Ehibhatiomhan (ACH), Jacob Bonde (ACH).
Opstillinger:
AGF (3-4-2-1): Hansen – Kahl, Rösler, Mølgaard – Emmery (68: Links), Solbakken, Knudsen (90+2: Jens Jønsson), Andersen 90+2: Rasmus Carstensen) – Bech, McCowatt (77: Tchamche) – Bogere (68: Jørgensen).
AC Horsens (4-2-3-1): Delac – Milicevic (Körkkö, Bonde, Saine, Palsson – Lusavec (74: Tauriainen), Herdonsson (87: Sene) – Batigi (45: Bimpong), Madsen, Justinussen (74: Ouorou) – Ehibhatiomhan.
-


KSDH Aarhus Flexfit Cap – Hvid
199.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden
Flere AGF Nyheder
-
Andersen: – En utrolig fed følelse -
AGF – AC Horsens: Succesfuldt søndagsslag om top 6 -
AGF-truppen mod AC Horsens: Revanche i “østjysk-derby” -
AGF – Braga: Spillerpræstationer og kampens spiller -
Arnstad efter godkendt Braga-opgør: – Vi har ikke fundet det niveau ofte nok -
AGF – ACH optakt: Jagten på revanche i kampen om top-6! -
Mølgaard efter Braga-brag: Vi er mere skuffede end tilfredse -
Tingager er ude resten af efteråret -
Jakob Poulsen: – Et fair resultat -
Hedenstad: – Dejligt at holde nullet