Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Jakob Poulsen: – Vi skal nok komme i top 6


| Jonas Roulund |

AGF løb ind i holdets femte nederlag i sæsonen, da Brøndby i går trak det længste strå på Vestegnen. Det efterlader de forsvarende mestre fem point efter den eftertragtede sjetteplads i tabellen, men cheftræneren ryster endnu ikke på hånden.

I seneste sæson, hvor De Hviie så smukt endte med at blive kronet som danske mestre led holdet blot tre nederlag i løbet af de 32 spillerunder, men i indeværende sæson er AGF’erne allerede på fem tabte kampe.

Jakob Poulsens mandskab fik i går et hak i tuden, da den ellers opadgående formkurve blev brudt af et velforberedt Brøndby-mandskab, som pakkede gæsternes trusler godt ned og samtidig udnyttede chancerne, når de opstod i den anden ende.

Det efterlader AGF på Superligaens 8. plads efter 13 runder med fem point op til OB på sjettepladsen.

Cheftræneren er dog endnu ikke nervøs for målsætningen om at komme i top seks.

– Vi skal nok komme i top-6, selv om vi har gjort betingelserne svære for os med den start, vi har fået på sæsonen, siger Jakob Poulsen til Bold.dk.

– Vi ved, at der bliver kortere tid til at nå vores mål, fordi vi har bragt os i en svær situation. Vi har et arbejde at gøre og har en tro på, vi nok skal nå målet, siger AGF-træneren.

Han og mandskabet har ni runder tilbage i Grundspillet til at indhente det nødvendige.

Næste opgave i ligaen er mod AC Horsens på søndag klokken 14.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle