Fødekæden er klar – derfor hentede AGF ikke erstatninger for Grønning og Hausner
KSDH.dk fangede onsdag Stig Inge Bjørnebye på Fredensvang til en snak om det netop overståede transfervindue. Her kom vi blandt andet ind på, hvorfor der ikke blev hentet erstatninger for Grønning og Hausner.
AGF’s transfervindue er forbi. Ind er kommet Peter Bjur, Felix Beijmo og Mikkel Duelund, mens Sebastian Hausner, Asker Beck, Sebastian Grønning og Anthony D’Alberto er sendt videre. Samtidig har Munksgaard fortsat mulighed for at forlade klubben.
Et spørgsmål, der lurer blandt mange fans er, hvorfor man ikke har hentet erstatninger ind for Hausner og Grønning – og kunne det egentligt ikke også være godt med en ekstra målmand?
Sportschef, Stig Inge Bjørnebye, forstår overvejelserne, men har samtidig en klar plan for truppens sammensætning.
– Hausners afgang gjorde ondt, fordi han er en rigtig homeboy, som er kommet op gennem systemet og har været kaptajn i klubben. Men det var bedst for ham og for os at lade vejene skilles nu. Vi hentede ikke en ny mand ind på den position, fordi vi gerne vil dyrke transitionen. Det er altid bedst at kunne hente spillere fra egne rækker, og der har vi efterhånden en god kæde i gang, fortæller den 53-årige nordmand, som har øjnene rettet mod de næste i køen.
– Vi har selvfølgelig T.K., men derudover er Mikkel Kristensen på vej. En venstrebenet centerforsvarer, som udvikler sig godt. Derfor har vi ikke jagtet en ny midterforsvarer så hårdt, siger sportschefen.
En usikker målmandssituation
På målmandsposten står både 37-årige Jesper Hansens og 26-årige Per Bråtveits kontrakter til at udløbe til sommer. U19-målmanden Jonathan Hutters er næste mand i ”kæden”, men Bjørnebye lægger ikke skjul på, at AGF har opmærksomheden rettet mod denne position.
– Vi er glade for de to seniormålmænd, men situationen omkring målmandsposten er selvfølgelig et opmærksomhedspunkt, og der skal ske noget til sommer, fortæller han.
Journalist hos ksdh.dk, Martin Johannes Haastrup Madsen, fik følgende kommentar efter dagens træning fra Jesper Hansen angående kontraktsituationen:
– Jeg har haft nogle snakke med klubben. Sågar nede på den seneste træningslejr, og som Stig Inge har været ude at sige, så er der dialog – og den er rigtig positiv. For det andet er jeg også rigtig glad for at være her. Jeg ser meget positivt og fortrøstningsfuldt på kort sigt, men også på lang sigt, fortæller Jesper Hansen.
Angrebssammensætning er på plads
Og så var der jo Sebastian Grønning. Han fik lov at skifte til OFI Kreta efter blot et halvt år i Aarhus, og dermed står klubben tilbage med Haugen, Mortensen, Duin… og Daghim!
– Adam Daghim er klart nummer fire. Vi har slet ikke kigget efter erstatninger for Grønning. Planen har hele tiden været, at Daghim skulle udvikle sig til at blive en fast del af vores firemands angrebsgruppe, og han udvikler sig godt, så på den front har alt været roligt, siger Stig Inge Bjørnebye.
Daghim har da også spillet flere af vinterens træningskampe som angriber, og det blot 17-årige talent kan altså – med Grønnings afgang – nu se frem til flere spilminutter i foråret.
Flere AGF Nyheder
-
AGF-truppen mod FCK: En udtagelse uden Max Power
-
Reportage: På kanten af pokalfiasko i Skive
-
Skive IK – AGF: Spillerstatistikker og Kampens Spiller
-
Bag fjendens linjer med FCK-fan: – AGF er ikke længere et tonserhold
-
AGF vs. FCK optakt: Bliver det en mindeværdig stadionafsked?
-
Rösler: – Jeg stoler på min trup
-
Tingager: – Det var en skrækkelig kamp
-
Store ændringer på Ceres Park til kvartfinale: Mobiltribuner tages i brug
-
Skive IK – AGF: En gifty aften i Skive
-
AGF-truppen mod Skive IK: Kahl, Dalsgaard og Poulsen sidder over