FC Nordsjælland – AGF: Fuser i Farum
Førstepladsen skulle forsvares efter en god lang landskampspause, hvor man som AGF’er kunne nyde synet af tabellen hver eneste dag. Men FCN havde ikke tabt på hjemmebane i Superligaen siden oktober 2023… kunne De Hviie ændre på det?
Ikke siden 1995 havde AGF indtaget ligaens førsteplads så sent i sæsonen, men til gengæld ventede her til aften en udfordring af de større, da FCN’s plasticmandskab skulle besejres. Kun to ud af de seneste 10 kampe på Right to Dream Park var nemlig endt med sejr til De Hviie. Ville Röslers drenge lykkes med at skabe fredagsfest? Eller var der en iskold fuser under opsejling?
Stor støtte var der i hvert fald på lægterne, og mens Samlet for Aarhus gav den gas på tribunen, så måtte Mortensen og co. ud i en taktisk låst affære inden for kridtstregerne.
Kampens forløb
Kampen var knap kommet i gang, før en skidt nyhed landede på Uwe Röslers bord. Nicolai Poulsen faldt og måtte lade sig udskifte med det, der lignede en forstrækning. Ind kom Arnstad, og så måtte vi se, hvad det kom til at betyde for kampbilledet.
Det var Superligaens to mest boldbesiddende mandskaber, der mødtes, og halvlegen skred da også frem med gode boldbesiddende perioder for begge hold. Chancerne var der dog ikke mange af.
Efter en halv time kom der dog action. Og det var med hjemmeholdets angriber, Marcus Ingvartsen i hovedrollen, da han kom fri til skud efter et Beijmo-boldtab. Jesper Hansen stod dog godt placeret på sin tidligere hjemmebane og afværgede situationen.
Resten af halvlegen gik uden en eneste afslutning fra De Hviie, mens FCN kun nåede at prøve af en enkelt gang mere. Statistikkerne tegnede billedet af det, vi også så fra lægterne: En taktisk låst affære, hvor frygten for at tabe fyldte mere end lysten til at vinde.
Pausestillingen var derfor 0-0.
2. halvleg
Efter en søvndyssende 1. halvleg kom 2. halvleg noget vildere fra start. En høj bold røg over Eric Kahl. Benjamin Nygren tog den med, kom uden om Hansen og… trillede kuglen på stolpen! Pyhadada. Stadig 0-0 efter 50 minutters spil.
I den modsatte ende fik Mikael Anderson puffet Kian Hansen væk i sin højreside og kom frem til et indlæg, men dette blev dog afværget. En noget mere livlig omgang fodbold, vi pludselig var vidne til.
Efter godt en time blev endnu et Anderson-indlæg afrettet, men denne gang faldt den ned for fødderne af Gift Links, som hamrede til kuglen. Ind ville den dog ikke.
Det troede man så til gengæld, at den skulle få minutter senere. Beijmo ramte et indlæg med armen i en ellers upresset situation, og så var der straffespark. Marcus Ingvartsen sparkede dog forbi mål, og De Hviie kunne ånde lettede op. Stadig 0-0 efter 70 minutter.
Med et kvarter igen kunne man – trods en stillestående måltavle – komme lidt op af stolen. Tobias Mølgaard blev nemlig skiftet ind og fik dermed sit længe, længe, længe ventede comeback! Dejligt, at se krøltoppen tilbage!
Men glæden over Mølgaards comeback blev desværre overskygget af skuffelsen i slutminutterne. AGF’s centrale forsvar kom ud af balance, da en høj bold blev slået op på Ingvartsen. Efter lidt tilfældige bolde frem og tilbage, endte den hos indskiftede Milan Iloski, og han sendte hjemmeholdet i front efter 92 minutters spil. Nej, nej, nej…
De Hviie nåede ikke at slå tilbage, og så måtte Den Hvide Fodboldhær rette næserne mod Aarhus med nedslåede hjerter og nul point til tabellen.
Hvad vi lærte
Møllen is back! Puha, hvor har vi ventet længe på at se Tobias Mølgaard på en kampbane igen, og hvor var det skønt at se fighteren over dem alle mosle ind i nærkampene mod de stakkels nordsjællændere. Velkommen tilbage, Mølgaard!
Viljen til sejr udeblev. AGF indtager i skrivende stund ligaens førsteplads, og så er det simpelthen tamt, at man ikke kommer med mere rent offensivt i en kamp som i dag. Ærgerligt, at man ikke forsøgte mere fremad banen, men i stedet virkede tilfredse med et enkelt point… Den indstilling kostede dyrt til sidst.
Mortensen mangler konkurrence. Mortensen spiller en usynlig kamp, men får alligevel fuld spilletid. Hvor kunne det være fedt, hvis Badji eller Gyamfi rent faktisk kunne presse den rutinerede målsluger, så der var lidt mere at skyde med oppe foran. Vi må håber, de to nyindkøb udvikler sig til profiler, men noget tyder på, at det kommer til at tage tid, før Paddy får en ligeværdig konkurrent.
Kampfakta:
Spillested: Right to Dream Park, Idrætsvænget 2, 3520 Farum.
Resultat: 1-0
90+2: Milan Iloski (FCN).
Gult kort: Uwe Rösler (AGF), Peter Ankersen (FCN).
Opstillinger: FCN (4-3-3): A. Hansen – Høgsberg, Hey, K. Hansen (73: Sertdemir), Ankersen – Tverskov, Brink, Svensson – Egeli (87: Iloski), Ingvartsen, Nygren.
AGF (3-5-2): Hansen – Kahl (75: Mølgaard), Tingager, Dalsgaard – Links, Madsen, Poulsen (4: Arnstad (87: Duelund)), Anderson, Beijmo (75: Andersen) – Bech (87: Brandhof), Mortensen.
Flere AGF Nyheder
-
Få et unikt minde: Stadionsæder fra Ceres Park sat til salg
-
Blog: Fesen kamp i Farum blev forhåbentligt et wake up call
-
Få billetter tilbage til sidste kamp på Ceres Park
-
Blog: Kalder den kommende vinterpause på forstærkninger?
-
Mølgaard: – Skønt at mærke duellerne igen
-
Felix Beijmo har ikke travlt: – Jeg er meget tilfreds i AGF
-
Young guns smed det hele væk i Aalborg
-
Lars Fournais: – Det giver en fordel, at vi har en ejerkreds, som vil AGF
-
Lyden AGF: Farvel til førstepladsen og det gode humør
-
FC Nordsjælland – AGF: Spillerstatistikker og kampens spiller