Stig fra Aarhus (screenshot: video fra Danmarks mest velgørende fodboldhold)

Video: Stig Tøfting deler verbale lussinger ud før UNICEF CUP 2019

Velgørenhedsturneringen UNICEF CUP er tilbage for sjette år i træk, og spilles for første gang i Aarhus lørdag d. 7. september 2019 fra kl. 14.00 på Ceres Park.

Her deltager en lang række kendte danskere i fodboldturneringen, som i alt får deltagelse af otte hold. Hvert hold spiller 3-5 kampe á 15 minutters varighed, og der venter med sikkerhed en underholdende eftermiddag på Ceres Park.

Tilskuerne ved UNICEF CUP kan glæde sig til at se medarrangørerne "Danmarks mest velgørende fodboldhold" i aktion mod bl.a. Komikerlandsholdet med Carsten Bang, TV-værtslandsholdet med tidl. håndboldspiller Lars Christiansen, Musikerlandsholdet med Joey Moe og AGF Legends med Bent Wachmann som anførerer for holdene. Herudover deltager et par virksomhedshold fra bl.a. Pressalit og Dansk Ingeniør Service. 

Listen over deltagende kendisser er lang, og inkluderer bl.a. de tidligere AGF'ere Lars Windfeld, Martin Jørgensen og Lars Lundkvist. Herudover kan publikum også se frem til at se Thomas Gravesen, Claus Elming, Tom Kristensen, Kasper Hjulmand, Xander Linnet, James Sampson, Kasper Svenstrup, Rasmus Tantholdt, Wassim Hallal, Brian Lykke, Geo, Josefine Høgh, Rasmus Botoft og mange flere i aktion.

Tøfting: "Tror I så, I synes, det er sjovt"

Stig Tøfting, som vandt UNICEF CUP med TV-værtslandsholdet i 2018, er selvfølgelig også en del af line-uppet på Ceres Park i denne weekend, og han er måske den der glæder sig allermest. I hvert fald har "Tøffe" delt verbale lussinger ud til de kommende modstandere ved UNICEF CUP, og der lægges ikke fingre imellem.

Blandt andet siger Stig følgende til Joey Moe og Xander:

"Der er ikke plads til sådan nogle letbenede balletdansere som Joey Moe og Xander. Her går vi altså til den. Der kommer man i klemme", siger Stig og fortsætter med en lille trussel til Komikerlandsholdet med bl.a. Carsten Bang på holdet:

"Ved I hvad? I tror kraftedeme, I er så pisse sjove, men hvordan tror I, det er, når jeg lige har haft fat i jer. Knopperne er stemplet hele vejen oppe fra knæet og så ned til anklerne. Tror I så, I synes, det er sjovt?"

Også Le Mans-legenden Tom Kristensen får en overhaling med på vejen af den aarhusianske plæneklipper.

Se "Stig fra Aarhus" udfordre modstanderne ved UNICEF CUP her:

Altsammen er selvfølgelig skæg og ballade fra Stigs side, men videoen er bestemt et kig værd, ligesom det også er værd at bakke op om selve begivenheden på lørdag d. 7. september.

Al overskud går nemlig til det velgørende formål. Danmarks mest velgørende fodboldhold har gennem de sidste 10 år hjulpet nødstedte børn og deres familier med sportsudstyr til en værdi af 16 mio kr, 50 huse, 50 mio liter renset vand og snart 500.000 vacciner.
Find info om billetter til UNICEF CUP 2019 her.