Gift Links interviewes af AGF TV på Fredensvang (foto: AGF TV)

Gift Links: Jeg vil være med til at skabe nogle gode minder

Gift Links havde i dag første træning med sine nye holdkammerater i AGF på Fredensvang. Ikke overraskende var AGF TV på pletten med friske spørgsmål til den nye AGF'er i truppen.

Spørgsmålene i interviewet, som kan ses forneden, omhandlede primært klassiske emner som hvordan det er at være kommet til AGF, lidt om det danske vejr når man netop er ankommet med flyveren fra varmere himmelstrøg, og lidt om Gift Links' kendskab til AGF og Superligaen.

"Jeg er meget glad for at være her. Jeg så frem til at komme her, og nu er jeg her endelig, og jeg klar til at gå i gang", siger Links som generelt er i fortræffeligt humør gennem hele interviewet.

Han fortæller da også til AGF TV, at han er blevet taget rigtig godt imod på Fredensvang af sine nye holdkammerater:

"Måden jeg blev taget imod var utrolig. Jeg føler mig allerede hjemme. De viste mig en masse kærlighed, så jeg er meget glad, og jeg kan se at det er  nogle gode gutter".

Om sit kendskab til AGF og spillestilen i Superligaen, siger Links følgende:

"Jeg har hørt lidt om klubbens historie, og at de har vundet Superligaen og den danske pokalturnering. Så jeg vil gerne være med til at skabe nogle gode minder", og fortsætter:

"Jeg har hørt, at ligaen er mere fysisk, men jeg vil bare spille mit eget fodbold, og forhåbentlig vil mine holdkammerater hjælpe mig med at komme hurtigt på plads."

Læs også: Gift Links vil bruge AGF som springbræt til bedre ligaer

Hvor hurtigt Links bliver indlemmet i startopstillingen i AGF må tiden vise. Der er nok mange der håber at se ham i aktion allerede på søndag, når AGF tager i mod AaB på Ceres Park.

Læs også: AGF - AaB: De Hviiie kan tangere 34 år gammel clean sheet-rekord 

Se det første interview med Gift Links på Fredensvang her: