Gift Links, Bundu, Amini og J.D.T. skal på landsholdstjeneste

Med skader til Eskelinen, Helenius og Ankersen i den sidste kamp mod Esbjerg, er der tale om udmærket timing med en landskamppause netop nu. Men fire AGF'ere får dog ikke lov at holde pause og lade batterierne op på træningsbanerne på Fredensvang, for for disse fire udvalgte spillere, står den nemlig på landsholdstjeneste.

Den ene af disse spillere er selvfølgelig vores nyindkøb fra Sydafrika, Gift Links, som skal i aktion for Bafana Bafanas U23-landshold. De møder Zimbabwe i Africa Cup of Nations-kvalifikationen d. 5. og 9. september. Umiddelbart efter rejser Gift Links til Aarhus, hvor han skal møde sine nye holdkammerater - og se sine nye arbejdsomgivelser på Fredensvang - for første gang.

Foruden Gift Links skal også Bundu, Amini og Jon Dagur Thorsteinsson på landsholdsopgaver.

Mustapha Bundu er igen blevet udtaget til Sierra Leones A-landshold ovenpå sine mange flotte præstationer for AGF i 2019. Sierra Leone skal i kamp i VM-kvalifikationen til VM i 2022 mod Liberia d. 4. og 8. september.

Amini skal i aktion for Australien, men sliper for den lange tur Down Under. The Socceroos skal nemlig på tur til Mellemøsten og møde Kuwait d. 10. september.

Vores nye islænding -  "JDT" - er udtaget til Islands U21-landshold, som møder Luxembourg d. 6. september og Armenien d. 9. september. Begge disse kampe spilles hjemme på vulkanøen.

Efter landskamppausen venter et spændende kampprogram for AGF i september, der byder på DBU Pokal på Ærø og flere søndagshjemmekampe.