Alt om U19-sæsonen 2025/2026 – med Niki Zimling
Endnu en U19-sæson står for døren, og cheftræner Niki Zimling ser frem til at fortsætte udviklingen i klubben, hvor målsætninger, pres, drømme, skuffelser og succeser alt sammen er en del af det, at være ung i AGF.
AGF har fået ny cheftræner på Superligaposten, og fodbolddirektøren, Carsten V. Jensen, har i samme omgang meldt ud, at der nu skal satses mere på ungdommen på Fredensvang. En af dem, der er ansvarlig for den del, er den tidligere landsholdsspiller Niki Zimling, som siden januar 2023 har stået i spidsen for U19-holdet på Fredensvang som cheftræner.
Vi har sat ham stævne til en snak om ungdomsfodbold, talenttræning, spændende navne og store målsætninger.
Og til en snak om hans rolle som en af dem, der står med ansvaret for at overlevere beskeden til mange håbefulde drenge hvert eneste år, når beslutningen om et videre forløb skal tages og tommelfingeren skal vendes op eller ned.
– Det med at kunne videregive den erfaring og viden jeg har og bygge drengene op til de oplevelser, som venter forude som fodboldspiller er enormt spændende og fedt at arbejde med. Og ja, det er drømme, vi arbejder med, og man skal have lov til at drømme, for det er også en del af vores motivation at arbejde med de unge drenge, der har store drømme og arbejde på at indfri dem sammen, fortæller Zimling.
– Så er der den anden side. Der er nogle, der ikke klarer den, og den del er enormt hård. Jeg kan selv, som far, sætte mig ind i, hvad de familier går igennem, når vi har de her svære snakke. Det har været ens identitet gennem rigtig mange år, og når man så når hertil og får besked på, at det ikke bliver til et videre forløb fra vores side af, det er hårdt. Lige der, når man sidder med familien, det er ikke sjovt. Det gør ondt, siger U19-træneren, der dog glæder sig over, at mange spillere kommer videre ud i andre fodboldmiljøer, hvor de trives på et andet niveau.
– Det gode er, at mange skaber sig en vej gennem fodbold i andre klubber på et andet niveau. Det vidner om, hvor svært det er at komme igennem nåleøjet i en stor klub, som AGF jo er.

Netop vejen gennem nåleøjet er noget af det, interviewet her skal dreje sig om. For i den seneste tid har man som AGF-fan med glæde kunne observere folk som Tómas Óli Kristjánsson, Frederik Emmery, Luka Callø, Stefen Tchamche, Oskar Haugstrup og Frej Elkjær få spilletid for Superligaholdet, og den tendens er noget, der gør Zimling stolt – og det sætter sine spor hele vejen ned igennem systemet.
– Både for spillere, trænere og de yngre giver det et bevis på, at der er en vej igennem, og at der er en mulighed for at leve sin drøm her i AGF og komme på førsteholdet. Det skulle også gerne give noget motivation og noget vilje til drengene, og så er det også et skulderklap – ikke kun til de drenge, der kom igennem, men også til alle, der har været med til at udvikle dem gennem tiden, forklarer Niki Zimling.

Et tæt samarbejde op og ned
AGF udkom i maj 2024 med nyheden om, at der skulle ske organisatoriske forandringer på Fredensvang. Phil Mansfield blev ny Head of Performance, mens U19 organisatorisk blev koblet endnu tættere sammen med 3F Superliga-holdet for at styrke transitionen. Der er flere overlappende træningstider med Superligaholdet, mens U19 også har faste fællestræninger med U17. Alle trænere sidder nu også side om side på det nye akademi på Fredensvang, og der er dermed høj grad af synergi og samarbejde mellem mandskaberne.
– Det er blevet nemmere, ved at vi har fået den her struktur, hvor vi træner på samme tidspunkter som Superligaen. Så kan vi sende spillere op, hvis der er brug for det undervejs i træningerne. Derudover har vi en daglig dialog og feedback omkring de enkelte spillere. Der er altid dialog omkring, hvad der skal arbejdes på, og hvem der skal hvad. Jeg og transitionstræner, Niklas Backman, har primært dialogen i dagligdagen, og det fungerer rigtigt godt, fortæller Zimling.

Han har en god gruppe omkring sig i forbindelse med det daglige ungdomsarbejde, hvor han assisteres af Hakan Basel som assistenttræner, Head of Coaching Dennis Pedersen, en fysisk træner, en målmandstræner og en analytiker. Derudover kan holdet gøre brug af Superligaens Head of Performance, Phil Mansfield i forhold til mentaltræning, hvilket også er et vigtigt parameter i ungdomsfodbold.
– Vi, som trænere, er tættest på drengene, og vi fungerer også som mentaltrænere. Jeg ved jo, hvad der skal til for at kunne opnå de drømme, spillerne har for at spille på højeste niveau. Det, at jeg selv har været igennem tingene, det er en god ballast for mig i at kunne videregive og sætte mig ind i, hvad de går igennem. Hvornår møder du modgang første gang? Hvordan håndterer man det? Hvordan kommer man videre? Der er noget usikkerhed forbundet med at være ung i den her verden her; er jeg god nok? Kan jeg det, de kræver? Og jeg tror på, at vi er godt rustet i den stab, jeg har omkring holdet til at kunne hjælpe og klæde drengene godt på i deres færden, fortæller Niki Zimling.

Han og resten af U19-holdet har fulgt Superligaens sommerpause og startede altså allerede træningen op igen den 18. juni. Opstarten har budt på detaljeorienteret træning – helt ned til “hvad er den gode pasning og den gode modtagelse?” til i den sidste del at være mere taktisk og holdorienteret. Samarbejdet med U17 og Superligaholdet er tæt – også efter Jakob Poulsens indtog på Fredensvang.
– Jakob Poulsen har en masse ting, han gerne vil implementere hos Superligaholdet, og det kommer lige så stille, men for os har det ikke ændret så meget. Vi sidder til ugentlige transitionsmøder, hvor vi går spillerne igennem, og på den måde får han større og større indblik i spillerne, og så er spillerne jo også med i Superligatræningerne, fortæller Zimling.

Selvom Superligaholdet anvender en bestemt formation, så har U19-holdet frit slag i forhold til, hvilken formation, de ønsker at praktisere.
– I ungdomsfodbold arbejder man mere med at sige: Hvor kan vi sætte vores spillere i de bedst mulige situationer og positioner ud fra de kvaliteter, de har? Så kigger vi på den enkelte spiller og ser på, hvilke kvaliteter han har, og hvordan vi får det bedste frem. Selvfølgelig er der nogle ting, de skal lære, men vi er ikke så bundet på en formation. Med udvikling for øje, så skal man kunne veksle mellem de forskellige ting, for hvis vi kun uddanner i det ene, så vil der gå noget tabt i et andet system, siger Zimling.

Hvad er målet for U19-holdet?
Man glæder sig altid som AGF-fan, når man ser De Hviie toppe rækkerne – om det er i Superligaen eller U19, U17 eller U15. Men som U19-træner er det en udfordring, at vindermentaliteten skal indprentes, samtidig med at dem, der præsterer bedst, de helst skal sendes videre op i systemet. Målsætningen er dermed ikke entydig for U19.
– Vi vil alle sammen rigtig gerne vinde. Men det primære handler om, hvor mange vi kan få igennem til førsteholdet. Så at vinde, det er rigtigt fedt, men når alt kommer til alt, så handler det jo om, at de unge får debut for Superligaholdet, fortæller Zimling, der kunne se sit hold slutte som nummer fem i ligaen i 2024/2025-sæsonen med 41 point for 26 kampe og en målscore på 42-39.
Læs også: Den Store Sæsonevaluering med AGF’s U19-hold: Talenter står på spring

Det er en forbedring i forhold til sæsonen før, hvor holdet sluttede som nummer otte i U19 drengeligaen.
Topscorer på holdet blev Stefen Erwan Tchamche med seks mål efterfulgt af William Rygaard med fem kasser, og de to der fik flest kampe var Stefen Erwan Tchamche og unge Frej Elkjær med 22 kampe hver.
Alt sammen fine tal, og selvom det handler om udvikling på U19, så er resultater også en del af det at uddanne spillerne. Det handler om vindermentalitet.
– Der er nogle overordnede mål. Vi skal gerne slutte i den bedre halvdel, og når man er en klub som AGF, så skal vi jo også altid være konkurrencedygtige. Så når vi går på banen, så spiller vi hundrede procent for at vinde. Jeg håber også, at vi kan gøre det endnu bedre i år. Vores pokaldrømme glippede i semifinalen, hvilket er ærgerligt, for det er også et mål, at vi er repræsenteret der, men ellers er målet at slutte så højt, som overhovedet muligt, fortæller U19-træneren.

Han glæder sig over at opleve flere af de unge få spilletid for tiden.
– Vi skal hele tiden arbejde med nye mål og bevare sulten og ilden i øjnene. Vi skal skynde os langsomt, for vi skal gøre tingene i det rigtige tempo. Men når man ser dem få debut eller komme op i førsteholdstruppen, den måde de vokser på og blomstrer på er jo mega fedt at stå og se på, og vide, at jeg har været med til at præge dem og være en del af deres rejse, siger Zimling.
Han ser nu frem til den kommende sæson, hvor 10-12 spillere indgår i det, der kaldes transitionsgruppen – en dynamisk gruppe, som løbende kan ændre sig, men det er den gruppe spillere, som primært kommer til at blive sendt op til Superligatræninger i den kommende tid.
– Vi kaster dem ud på dybt vand, og tager dem så tilbage igen, fordi de skal have lov at absorbere de indtryk, de får ved at træne med SL. Ungdomsspillere kan typisk tage nogle store skridt, gå lidt i stå, og så tage et stort hop igen. Det er lidt anderledes end de etablerede seniorspillere og læringskurven er stejl, forklarer Niki Zimling.

En ny hverdag med to akademier
Det seneste år har – udover de organisatoriske ændringer – også budt på store logistiske og praktiske forandringer.
Samarbejdet med El Cambio er i fuld gang, og så blev det flotte akademi på Terp Skovvej indviet i oktober 2024 med målet om at mindske transporttid og skabe mere overskud og fokus på fodbolden for unge fodboldspillere. Noget, der allerede kan mærkes, fortæller Niki Zimling.
– Akademiet har i den tid det har stået klart vist, at dem der er her i dagligdagen, de tager også nogle andre skridt, fordi de har roen og tiden til det. Ekstra træninger, individuelle træneringer, flere samtaler, mere information. De får mulighed for at udvikle sig mere, fordi man hele tiden kan fodre dem med informationer og fodbold. Vi har ikke set det endelige resultat af det endnu – det kommer over tid, men når vi har dem her, så gavner det uden tvivl udviklingen, siger cheftræneren.
Læs også: Talentchefen tager temperaturen på AGF’s akademi: – Vi er kommet godt fra land

Han har også løbende ugandiske spillere på ophold. Spillere, der endnu ikke kan skrives kontrakt med, men som er på rette vej, og som integreres i den danske – og aarhusianske – fodboldkultur.
– Vi prøver at arrangere nogle træningskampe, når de er på besøg, for de må ikke være med i ligakampene. Det er Michael Kryger, AGF-Sportschef hos El Cambio, der står for den praktiske del, og så er det vores opgave at arbejde rundt om spillerne, når de er her i forhold til at træne dem, evaluere dem og hjælpe dem, siger Zimling.

Hverdagen som ung i AGF er ikke som de fleste andre unge menneskers. Morgenen starter typisk med besvarelser af spørgeskemaer, der afdækker alt fra spillernes kost, søvn, friskhed og form, hvorefter en normal træning på banerne følger. Herefter er det styrketræning, individuelle øvelser eller video-analyse på programmet.
Derudover skal holdet evaluere weekendens kampmæssige bedrifter, og så er der løbende udviklingssamtaler og selvfølgelig optakt til næste uges kamp.
Imens kører ungdomsuddannelserne på fuld skrue, og der er meget information, som skal fordøjes.
– Der er nok at se til. Akademiet har givet rigtigt meget, og de har virkelig muligheden for at leve den drøm at være professionel fodboldspiller, fortæller Niki Zimling.

Talenter på rette vej
En spændende hverdag folder sig ud på Fredensvang – og den skal jo gerne give afkast i form af Superligaspillere fra egne rækker.
Unge spillere med ild i øjnene og sult for at bevise sig – men også spillere, der skal beskyttes – for der er lang vej – også selv om man hives op og udtages til en seniorkamp eller to, og det kan være en hård og lang rejse at tage det endelige skridt fra U19 til Superliga, forklarer Zimling.
– Jeg vil rigtig gerne beskytte de her drenge, så meget som muligt, fordi jeg også i min tid i udlandet har set, hvad der kan ske, når man for tidligt kommer under for meget bevågenhed. Jeg har set de tilfælde, hvor det er gået galt, siger U19-træneren.
Nogle af dem, der er godt på vej i transitionsrejsen – og som derved har fået mere opmærksomhed på det seneste – er Frederik Emmery og Stefen Erwan Tchamche.
Begge spillere har gjort sig bemærket med spilletid i de første Superligakampe i år – og begge spillere har længe været under Zimlings vinger i ungdomsafdelingen.
– Tchamche er et enormt powerhouse og har en arbejdsiver, som er fuldstændig vanvittig. Det, han særligt har lagt på det seneste år, er spillet i de mindre rum. Han er en spiller, man kan spille op på, som holder fast i bolden og kan spille den videre. Han har en god fart, og så er han hele tiden klar, aktion efter aktion. Derudover får han også scoret nogle mål, hvilket aldrig skader som 9’er, fortæller Zimling.
Læs også: Fra Lyseng til Superligaen: – Jeg troede på drømmen

Også på midtbanen har flere unge spillere vist sig frem, og her stjal Oskar Haugstrup pludselig opmærksomheden i foråret, da han blev hevet med i kamptruppen og siden fik debut for Superligaholdet.
– Haugstrup er jo et billede på det her med, at når du er oppe og griber den chance der er på førsteholdet, så kan man få chancen før nogle af de andre, som ellers har lignet, at de var foran. Han har været klar, når han har fået muligheden, hvilket er flot, og han fik debut fuldt fortjent. Han har været en ledertype i ungdommen, og han har potentiale til at kunne blive det igen, men det er stadig noget af det, han skal bygge på, fortæller Zimling.
Læs også: Oskar Skou Haugstrup: Fodboldhjernen folder sig ud

Det lignede ellers længe, at det var nu 18-årige Frej Elkjær, som stod først for en Superligadebut. Han har været en del af Superligatræningerne i over et år, og der bygges hele tiden bygges på.
– Frej kom rigtig tidligt op. Han har taget et stort skridt og er stadig i processen omkring, hvordan man skal håndtere rykket op. Han er uden tvivl en spiller, der har et hulens stort potentiale, og vi glæder os til at se, hvordan vi kan forløse det med ham i klubben, siger Zimling om midtbanespilleren.
Læs også: Emmery og Elkjær: – Det er en drengedrøm

Rykker vi en kæde længere ned, så er spændende folk som Luka Callø, Sölvi Stefansson og Christian Storch godt på vej. Callø er kaldt tilbage fra sit lejemål i Kolding for at bidrage, men han er nu under transitionstræner Niklas Backmans ansvarsområde.
Christian Storch satte i april sin underskrift på sin første professionelle seniorkontrakt på Fredensvang, der løber til 2028, og en måned senere var han udtaget til sin første Superligakamptrup nogensinde, da Uwe Rösler tog ham med på bænken i kampen mod FC Midtjylland.
– Storch er en ung spiller, som også har trænet rigtigt meget med førsteholdet og har gjort det godt. Vi skal bare være klar over, at der stadig er lang vej for ham ind til førsteholdsfodbold. De har begge potentialet og kvaliteten, men det handler om at gribe de muligheder der er, og så skal man være tålmodig og vide, at tingene tager tid. Det gælder for dem alle. Der er mange ting der spiller ind i forhold positioner, personlighed og det rent sportslige i forhold til, hvor hurtigt, du får dine muligheder, forklarer Zimling.
Læs også: Christian Storch folder vingerne ud: Den modige mand i bagkæden

Han råder også over et par stærke islændinge i sin trup.
17-årige Tómas Óli Kristjánsson og 19-årige Sölvi Stefánsson.
– De har været virkelig gode til at adapte til at komme til et andet land. At bo på akademiet og komme ind i klubben. De har gjort sig godt bemærket og har taget nogle vanvittige skridt og har trænet med Superligaen. Tómas Óli Kristjánsson har siden jul spillet fast på U19 og har helt klart et kæmpe potentiale, men han har også nogle ting, der skal bygges på, før vi kan kalde ham for Superligaspiller. Sölvi er desværre blevet skadet, hvilket er ærgerligt, fordi det velsagtens var hans bedste periode op til, at han blev skadet. De har begge repræsenteret de islandske u-landshold og har gjort det virkelig godt, så det er to spændende spillere, siger U19-træneren.
Læs også: Sölvi Stefánsson: En forsvarsvulkan er klar til at gå i udbrud

På målmandsfronten har man også dygtige folk løbende rundt hos U19, hvor Marius van der Raad, Viktor de Paoli og Otto Lyhne udgør målmandstruppen. En spændende – og meget omtalt position i AGF.
– Det er tre rigtig dygtige målmænd på hver deres facon. Den ene har enorm tilstedeværelse, den anden er enormt teknisk, den tredje har lidt af det hele. Det er tre målmænd, som alle har et potentiale til at nå højt, fortæller Zimling, som kunne glæde sig over at se Marius van der Raad være udtaget til U19 EM, mens Viktor de Paoli var med til U17 EM for Danmark denne sommer.

U19-sæsonen tager sin begyndelse lørdag den 16. august, hvor AC Horsens gæster Fredensvangs Bane 1 klokken 13, og Niki Zimling opfordrer i den forbindelse alle med interesse for god fodbold til at kigge ud:
– Det er ingen hemmelighed, at fodbold med tilskuere er sjovere end uden. Drengene synes også, det er sjovt og en fed ting, jo flere der kommer, så man må meget gerne komme ud og se kampene og støtte drengene, siger U19-træneren.
Du kan følge AGF’s U19-hold via KSDH.dk’s ugentlige opdateringer, hvor vi bringer referater fra kampene samt kommentarer fra U17- og U19-trænerne.
Du kan høre hele interviewet med cheftræneren i KSDH.dk’s podcast, Lyden AGF.
Flere AGF Nyheder
-
Gift Links runder 200 kampe for AGF: – Klubben har hele tiden bevæget sig i den rigtige retning -
Jakob Poulsen før Sønderjyske: – Vi skal være enormt skarpe -
Gift Links før Sønderjyske: – Vi skal give alt -
Fuld trup på banen til torsdagens træning på Fredensvang -
Sønderjyske – AGF optakt: Der skal spises op i mesterskabsspillet, og vi starter med kage -
AGF U19 imponerer offensivt i både pokal og liga og ser nu frem til revanche i Esbjerg -
Det dufter lidt af guld: Men hvad siger statistikker og Cann-tabellen om chancen? -
FC Midtjylland – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller -
Konkurrér med vennerne og vind præmier i KSDH.dks mesterskabsslutspils-forudsigelsesspil -
Lyden AGF: Hård hedetur skal følges op af en syngende tackling i Sønderjylland