Alex Gersbach (foto: AGF.dk)

Alex Gersbach jagter OL 2020 med det australske U23-landshold

Vi ved allerede nu, at OL 2020 bliver uden dansk deltagelse, da Danmark ikke sluttede i Top 4 ved U21 EM denne sommer i Italien/San Marino. De europæiske deltagere i fodbold ved OL 2020 bliver i stedet Frankrig, Tyskland, Rumænien og Spanien. Det betyder dog ikke, at vi ikke kan få mindst én AGF'er med til OL i Tokyo.

AGFs 22-årige back, Alex Gersbach, blev nemlig i august udtaget til det australske U23-landshold, som i de kommende dage spiller to træningskampe mod ærkerivalerne New Zealand.

De to kampe mellem Australien U23 og New Zealand U23 spilles henholdsvis fredag d. 6. i Wollongong og mandag d. 9. september i Campbelltown, og tjener altså kun som opvarmning for "Young Soccerroos" forud for U23 AFC-mesterskaberne i Thailand i januar 2020. Her kvalificerer Top 3-landene sig som Asiens repræsentanter til sommerens OL 2020 i Tokyo.

Gersbachs udtagelse til U23-landsholdet Down Under er i sig selv bemærkelsesværdig, da Gersbach er den eneste australier på holdet, som til dagligt spiller udenfor den australske Hyundai A-League.

Alex Gersbach har endnu ikke været i aktion for AGFs Superliga-mandskab, men har alligevel gjort sig fortjent til en plads på Australiens U23-landshold. Det vurderede The Socceroos U23-landstræner, Gary Van Egmond, i hvert fald, da han i august skulle sætte navne på sin 24-mand store bruttotrup til de kommende træningskampe mod Australiens ærkerivaler fra New Zealand.

"Dette hold begynder at få tilbragt en masse værdifuld tid sammen. Efter kvalifikationens-turneringen (til AFC-mesterskaberne, red.) i marts i Cambodia, disse kampe i New South Wales og mere planlagt før slutningen på året, tror vi at vi vil være et godt sted når OL-kvalifikationen starter. Størstedelen af vores hold kommer fra Hyundai A-League, og det giver disse unge spillere en mulighed for at arbejde frem mod et mål vi har sat, den første OL-kvalifikation for et australsk herre-hold siden 2008", sagde landstræner Van Egmond til Soccerroos.com.au.

Alex Gersbach har i flere omgange været udtaget til det australske A-landshold, hvor han fik debut i 2016 i en alder af 19 år. Han står noteret for 6 A-landskampe samt adskillige landskampe for U17-, U20- og U23-landsholdene.