Screenshot fra stream på pokalturnering.dk

AGF har trukket VSK Aarhus i 3. runde: Se alle kampene her

AGF kom hurtigt op af bowlen i dagens lodtrækning til 3. runde i Sydbank Pokalen 2019/20, og her fik vi - som ønsket af mange - en aarhusiansk modstander i form af VSK Aarhus. Dermed får vi altså et vaskeægte Aarhus-derby i 3. runde.

Der bliver gensyn med en gammel AGF'er i kampene mod VSK Aarhus, som har Jens Gjesing som cheftræner for 1. holdet i 2. division. Jens Gjesing blev desværre erklæret fodboldinvalid i en alder af kun 26 år, men han nåede 137 kampe i AGF-trøjen og scorede 9 mål for De Hviiie.
VSK Aarhus er p.t. på 7. pladsen i 2. division Gruppe 2 med syv point for syv kampe.

AGF mødte også VSK Aarhus i pokalturneringen i 2017, hvor De Hviiie sejrede med 4-1. Dengang var kampen en del af 2. runde i turneringen, hvor Mustapha Bundu scorede to gange for AGF, mens Tobias Sana scorede et enkelt. AGFs fjerde mål i opgøret blev sat ind i eget net af Jacob Florin Torp fra VSK Aarhus.

Kampen mellem VSK Aarhus og AGF er programlagt til dagene fra d. 24.-26. september 2019, og bliver sandsynligvis spillet på Ceres Park, som den blev sidst vi mødte VSK Aarhus i pokalen.

Her ses alle kampene i 3. runde:

VSK Aarhus - AGF
Marienlyst - Esbjerg
Skive - Brøndby
HIK - Silkeborg
Fremad Amager - FC Midtjylland
Hvidovre - SønderjyskE
Thisted FC - AC Horsens
Otterup - OB
Vejgaard - AaB
Vendsyssel - FC Nordsjælland
FC Roskilde - Randers FC
Hillerød - FC København
Avarta - FC Fredericia
AB - Viborg
HB Køge - Nykøbing FC
Viby IF - Vanløse