Aarhus Fremad og AGF mødes i DBU Pokalen

Aarhus Fremad - AGF: Lokalopgøret der startede sommeren '97

Når Aarhus Fremad og AGF i aften mødes i pokalturneringens 3. runde kan det fejres med et lille jubilæum, da det er tiende gang at de to klubber mødes i en vigtig kamp. Det hele startede i 1997.

Selvom det er fem sæsoner siden, at Aarhus Fremad har ligget placeret som byens næstbedste klub, så er det utvivlsomt opgørene mellem Aarhus Fremad og AGF, der nu til dags må betegnes som byens største lokalopgør.

Ni gange har klubberne mødtes tidligere i gældende kampe. Seks gange i Superligaen i årene fra 1997 til 1999, to gange i 1. division i sæsonen 2006/2007, og så et enkelt pokalopgør i 2012, der ligesom i dag blev flyttet fra Riisvangen til Aarhus Stadion.

Nogle vil måske huske en pokalkamp på Riisvangen i år 2000, men dengang spillede Fremad under navnet FC Aarhus, på trods af at Skovbakken havde trukket sig ud af den fælles FC-overbygning.

 

Fredagsfest foran 15.000

Da Superligaen skulle sparkes i gang i 1997 havde DBU regnet den godt ud. Fredag den 25. juli 1997 blev første spillerunde skudt i gang, og valget var faldet på, at lokalopgøret mellem Aarhus Fremad og AGF skulle åbne ligaen. De Hviiie havde netop vundet bronze på allersidste spilledag i den overståede superligasæson og skulle ud at spille europæisk.

Aarhus Fremad var i den bedste række for første gang nogensinde, efter 9 oprykninger på 13 år fra Serie 5 til Superligaen. En historisk bedrift.

Det var en kamp der blev set frem til og snakket jævnligt om i Aarhus i sommeren 1997, og da dagen endelig oprandt, var 15.500 mennesker på plads på Aarhus Stadion, hvor den nyligt udnævnte FIFA-dommer Claus Bo Larsen skulle styre opgøret på en varm sommeraften i Aarhus.

På trods af at AGF stillede med et rutineret hold bestående af spillere som Lars Windfeld, Torben Piechnik, Johnny Mølby og Anders Bjerre, så rendte De Hviiie alligevel ind i et 1-2 nederlag til Aarhus Fremad. Fremads relativt ukendte kuld af spillere, hvor enkelte havde været med fra tiden da Fremad spillede seriefodbold, havde overvundet drengene fra Fredensvang.

Siden den sommeraften i 1997 er det så blevet til yderligere otte opgør mellem de to klubber.

 

Windfelds Kung Fu spark

Af mindeværdige øjeblikke hos folk der har oplevet opgørene, står formentlig først og fremmest Lars Windfelds legendariske Kung Fu spark med 50-meters tilløb. Windfeld tog turen fra målfeltet til midterlinjen i 1998 foran næsten 11.000 tilskuere, og sendte et kung fu spark afsted mod Fremads Henrik Jespersen, der netop havde tildelt GFs Michael Nonbo et slag. Henrik Jespersen fik rødt kort, mens Windfeld meget heldigt slap med et gult.

Mange husker formentlig også de to klubbers eneste indbyrdes kamp, der er blevet spillet på Riisvangen. Det var en lørdag eftermiddag i maj 2007 hvor forårssolen stod højt på et proppet Riisvangen Stadion med 3900 tilskuere, hvor AGF fik slidt sig til en uafgjort, da kultspilleren Svenne Poulsen udlignede til kampens resultat 1-1.

På trods af at vi startede mødet med Aarhus Fremad med et nederlag den fredag i 1997, så har vi dog siden fået vendt statistikken, således at den i dag hedder 4 sejre, 3 uafgjorte og 2 nederlag i vores favør - med en målscore på 15-10.

I aften vinder vi nummer 5!

Artikelgrafik: oddsforum.dk